
Foto: Carl Forssling
Af Daniel Abedeny | 15. juli 2026
Vejle Boldklub er nu en del af kulturpasordningen. Det betyder, at indehavere af et kulturpas fremover kan bruge det til køb af billetter til VB’s hjemmekampe på Vejle Stadion.
Vejle Boldklub favner hele regionen og alle med VB i hjertet. Fodbold i Nørreskoven skal være en oplevelse, som så mange VB’ere som muligt har mulighed for at tage del i. Med kulturpasset bliver det lettere for endnu flere at opleve fællesskabet på Vejle Stadion.
Kulturpasset er en ordning, der giver unge i alderen 15-24 år, der står uden for uddannelse og job, adgang til kultur-, fritids- og idrætsoplevelser over hele landet. Formålet er at gøre flere oplevelser og fællesskaber tilgængelige – både inden for sport og andre kulturtilbud som musik, teater og museer.
Som en del af ordningen kan kulturpasset bruges hos en række kulturinstitutioner, foreninger og oplevelsessteder. Fra i dag er Vejle Stadion og Vejle Boldklub blandt de steder, hvor kulturpasset kan anvendes.
Du kan læse mere om mulighederne for at modtage et kulturpas her.
Har du et kulturpas, kan du bruge det til køb af billetter til Vejle Boldklubs hjemmekampe i sæsonen 2026/27.
Billetter købes gennem billetsystemet, eller i billetlugen på Vejle Stadion ved indgang A på kampdagen, hvor vores personale står klar til at hjælpe dig.
Vi anbefaler, at du møder op i god tid inden kampstart, så du har god tid til at få udstedt din billet og finde din plads på stadion.
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.