Vejle Boldklub støtter Børns Vilkår

Foto: Vejle Boldklub

Når Vejle Boldklub mandag den 20. maj tager imod Hvidovre IF i sæsonens sidste hjemmekamp i Nørreskoven, er det ikke med Arbejdernes Landsbank på brystet af den røde Adidas-trøje.

Af Morten Pelch | 17. maj 2024

Arbejdernes Landsbank har valgt at donere trøjen til Vejle Boldklubs samarbejde med Børns Vilkår. Det betyder, at Vejle Boldklub spiller kampen med citater fra BørneTelefonen på brystet. Citaterne er en del af den kampagne, som Vejle Boldklub til kampen har søsat for at gøre opmærksom på konsekvenserne af forældres skærmbrug omkring deres børn.

Rikke Jessen Høyer, senior marketingskonsulent hos Arbejdernes Landsbank, fortæller her om opbakningen til projektet.

- Vi har været i VB siden 2018, blandt andet fordi vi deler mange af de samme værdier. Vi er en bank, der tager socialt ansvar, og derfor var vi ikke i tvivl om, at vi gerne donerer vores reklameplads på dagens spillertrøje til Børns Vilkår. På kampdagen kører vi også en konkurrence for sponsorerne, hvor banken giver et ekstra tilskud til kampagnen. Vi er er glade for at kunne bidrage til dette gode initiativ, fortæller Rikke Jessen Høyer.

Vejle Boldklubs spillere går sædvanligvis på banen med en maskot til den enkelte spiller fra en af Vejle Boldklubs 30 samarbejdsklubber. Men til mandagens kamp går den enkelte spiller på banen med mobiltelefonen i hånden. Det er helt konkret en symbolsk handling, der understreger, at tilstedeværelsen af mobiltelefonen er fraværet af noget andet.

Vejle Boldklub tager ansvar

Vejle Boldklubs administrerende direktør, Henrik Tønder, fortæller her om klubbens bevæggrunde for at søsætte kampagnen med Børns Vilkår.

- I Vejle Boldklub vil vi gerne tage aktiv del i både samfund og samfundsdebatten, herunder tage del i initiativer, der støtter gode formål. Vi har gennem vores Kong Hans Eg-initiativ i forvejen en del CSR-aktiviteter, der kommer lokale institutioner og familier til gavn. I dette samarbejde med Børns Vilkår får vi muligheden for at række en finger i vejret og gøre opmærksom på en debat, der fylder i hele samfundet for tiden. Her retter vi dog opmærksomheden mod de voksne i en sammenhæng, hvor jeg personligt selv tænker, at jeg kan blive bedre til at ramme den balance. Sådan tror jeg, vi er mange, der tænker. Vi har en fanbase i Vejle, der altid trofast og loyalt bakker op om klubbens initiativer, og derfor håber jeg også, at vi denne gang kan sende et flot beløb afsted til Børns Vilkårs gode arbejde.

Hos Børns Vilkår er man glad for, at Nørreskovens Helte bruger deres platform til at gøre opmærksom på en vigtig sag for børn og forældre.

- Vi er glade for, at vi sammen med Vejle Boldklub kan gå ud med det vigtige budskab om, at skærme kan forstyrre nærværet og opmærksomheden i relationen mellem børn og forældre. Vi ser rigtig meget frem til at se de røde trøjer iklædt citater fra BørneTelefonen, siger Mathilde Friese, teamleder for Indsamlinger og Erhvervssamarbejder i Børns Vilkår.

De matchworn trøjer fra Hvidovre-kampen sættes efterfølgende på auktion hos MatchWornShirt.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV