Vejle Boldklub skriver kontrakt med Nicolai Riis

Foto: Carl Forssling

Den 15-årige midtbanespiller har skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2029, hvor han træder op som seniorspiller.

Af Lars Christensen | 1. juli 2026

2010-årgangen har været en vigtig del af VB Akademiets U17 Liga-hold i den netop overståede sæson. Her har otte spillere skrevet deres første ungdomskontrakt, og nu følger den niende spiller efter. Det er midtbanespilleren Nicolai Riis, der har trænet med U17, men spillet på U15 Liga-holdet.

Steen Thychosen, akademichef i Vejle Boldklub, har længe haft et godt øje til den hårdtarbejdende spiller.

- Casen med Nicolai Riis minder om den, vi havde med Max Jensen og Nicolas Gammelgaard, der også spillede to år på U15-holdet. Det var rigtig godt givet ud i forhold til deres udvikling, og nu er de længst fremme i en stærk årgang 2008. Vi ser lidt af det samme hos Nicolai Riis, som har nogle tydelige fodboldmæssige kompetencer, men som dels er født i sidste kvartal af 2010, og som har et fysisk efterslæb. Han er det, man i DBU-regi betegner som en ”future-spiller”, og det betyder, at han er kortere i sin biologiske udvikling end sine jævnaldrende spillere.

Nicolai Riis har allerede været udtaget til U16 Future-landsholdet under DBU, der har spillet flere kampe mod ligesindede landshold i løbet af sæsonen. Her har VB’eren gjort sig bemærket på den centrale midtbane.

- Som fodboldspiller har han en stor motor, er meget fodboldintelligent og er stærk teknisk. Han besidder et godt fodboldblik, og så er han meget uselvisk. Han hører til på den offensive midtbane, og når kroppen og musklerne er helt på plads, så er der potentiale til en spændende fodboldspiller. Det er en spiller, som vi glæder os til at arbejde videre med, og han fortsætter i U17 Liga-truppen i den kommende sæson, hvor han bliver en del af et spændende hold, siger Steen Thychosen.

Nicolai Lykkegaard Riis, der er født den 2. november 2010, er opvokset i Schweiz, hvor han spillede for FC Lugano, inden han for tre år siden flyttede til Vejle og begyndte på VB Akademiet.

- Det var en stor omvæltning for mig at flytte til Danmark og Vejle for tre år siden. Sproget og kulturen var anderledes, men jeg er blevet taget godt imod af både medspillere, trænere og ledere på VB Akademiet. På tre år har jeg fået mange gode venner i klubben, og jeg ser meget frem til at fortsætte min personlige og fodboldmæssige udvikling her, indleder Nicolai Riis.

- Rent fodboldmæssigt har der været udfordringer undervejs, ikke mindst fordi jeg har været future-spiller. Men klubben og mine trænere har beskyttet mig og givet mig plads til min udvikling i det rigtige tempo. Det er jeg meget taknemmelig for, og det er meget motiverende, at der er et godt futureprogram i Danmark, der giver mig mulighed for at spille to sæsoner som U15, selvom jeg har været U16-spiller det sidste år. Jeg håber, at alle andre spillere, der er sent udviklet, vil kæmpe videre i svære perioder. Nu ser jeg frem til de kommende år i VB, og vil kæmpe for både min klub og mine holdkammerater, siger Nicolai Riis.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV