
Foto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 19. maj 2026
Mikkel Hemmersam, sportsdirektør i Vejle Boldklub, er tilfreds med kontraktindgåelsen med den erfarne målmand. En tilgang, der skal være med til at forstærke målmandspositionen.
- Nicolai Larsen er en stærk målmand, der netop har været med til at lede Silkeborg stærkt igennem en for dem udfordrende sæson. Han kommer til Nørreskoven med erfaring fra mere end 400 kampe i 3F Superliga, men han har aktivt tilvalgt muligheden for at komme til Vejle. En førsteholdstrup i Vejle Boldklub består af en stærk stamme af præstationsspillere kombineret med de bedste af vores egne talenter og unge udenlandske spillere med et spændende potentiale. Nicolai hører så afgjort til den første kategori, og han vil forstærke trænerteamets muligheder i målet, siger Mikkel Hemmersam om klubbens nyeste tilføjelse, der er den første i sommertransfervinduet.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at Vejle Boldklub også er en klub, der lever af spillersalg, og med tilgangen af Nicolai Larsen føler vi os godt dækket ind på den vigtige position i målet. Nicolai har været meget interesseret i vores sportslige ambitioner på kort og lang sigt, og vi glæder os til at byde ham rigtigt velkommen i Vejle Boldklub ved træningsstarten frem mod den nye sæson, siger Mikkel Hemmersam.
Larsen: Vejle skal tilbage til 3F Superliga
Nicolai Larsen er med sine 418 kampe i 3F Superliga spilleren med tredjeflest kampe i den bedste danske række. I den kommende sæson skal han for første gang i karrieren tørne ud i Betinia Liga, når Vejle Boldklub skal forsøge at spille sig tilbage i den bedste række.
- Jeg er glad for muligheden for at komme til Vejle Boldklub på et tidspunkt i min karriere, hvor jeg stadig brænder for at spille fodbold og præstere på højest mulige niveau. Igennem de sidste par sæsoner har jeg spillet mange kampe mod VB og flere på Vejle Stadion, og jeg ser frem til at have Nørreskoven som hjemmebane i bestræbelserne på at få klubben tilbage til 3F Superliga, siger Nicolai Larsen.
Han snørede sine første fodboldstøvler i Herlev IF, inden han prøvede talentet af i Lyngby Boldklub. Som nyudklækket seniorspiller i 2010 skiftede han til AaB, hvor han stod i mesterlære hos Karim Zaza, inden han i sommeren 2011 tog over for målmandsprofilen i buret hos nordjyderne.
- Det blev tydeligt for mig i de indbyrdes kampe mod Vejle, at der er et uforløst potentiale hos både den enkelte spiller og i holdet i Vejle. Det potentiale skal vi have forløst i den kommende sæson, og som en af de mest erfarne spillere glæder jeg mig til at være med til lede holdet igennem de udfordringer, der utvivlsomt opstår i en lang sæson, siger Nicolai Larsen.
Udover The Double med AaB I 2014 har Nicolai Larsen også et par sæsoner i FC Nordsjælland på sit omfattende fodbold-CV, som også indeholder et udenlandseventyr i EA Guingamp, inden han i sommeren 2021 vendte hjem til Danmark og Silkeborg IF. Her vandt han i 2024 sin anden pokaltitel i karrieren, og nu er han klar for Vejle Boldklub.
- Vejle Boldklub er en meget tiltalende mulighed for mig, og jeg glæder mig til at starte op, siger Nicolai Larsen.
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.