
Foto: Carl Forssling
Af Daniel Abedeny | 2. september 2026
Stefan Velkov kom til Vejle Boldklub i sommeren 2022 og tager afsked som en værdsat skikkelse i Nørreskoven. Med sine meritter, sin indsats, tilstedeværelse og måde at være på har han været en god ambassadør for Vejle Boldklub.
Det er derfor en anerkendelsesværdig mand, som klubben sender ud gennem fordøren på Vejle Stadion.
Hemmersam: Stefan har været en god mand i VB
Om transferen udtaler Mikkel Hemmersam, sportsdirektør i Vejle Boldklub:
- Stefan Velkov har været en god mand i Vejle Boldklub. Fra første dag har han været vellidt i omklædningsrummet, blandt medarbejderne og hos mange VB’ere. Han har gennem flere år repræsenteret klubben på den helt rigtige måde.
- Vi har over en længere periode været i dialog med Stefan om en forlængelse af den eksisterende aftale. Udgangspunktet i de drøftelser har været et ønske om at beholde ham på en aftale, som, vurderer vi, afspejler det ønske. Det er ikke endt med en ny kontrakt, og det må vi respektere og agere efter.
- Sideløbende har der i sagens natur været interesse for Stefan. Han har ti måneder tilbage af sin kontrakt, og når der så opstår en konkret mulighed, som spilleren ønsker at forfølge, skal vi som klub vurdere helheden på ansvarlig vis, både sportsligt og økonomisk.
- Vores vurdering er, at transferen til Sønderjyske Fodbold er en fornuftig løsning for begge parter. Stefan får sin nye udfordring, og Vejle Boldklub står med en ansvarlig transfercase på en spiller, vi har sat stor pris på, men som er i gang med sit sidste kontraktår. Sportsligt set er vi komfortable med de muligheder, som trænerteamet har i det centrale forsvar. Her spiller forstærkningerne i form af Gunnar Vatnhamar og Valdemar Lund selvfølgelig også ind. Dertil lægger vi Lasse Nielsen, og at vores unge Hjalte Gitz er stærkt på vej tilbage.
- Alt dette ændrer imidlertid ikke på, at Stefan Velkov har betydet rigtig meget for Vejle Boldklub. Han har givet alt for den røde trøje, og vi ønsker ham og hans familie alt det bedste fremover.
Velkov: Vejle vil altid være noget særligt for mig
Stefan Velkov har siden skiftet til Vejle Boldklub i 2022 fået en stærk tilknytning til klubben og byen. Nu venter et nyt kapitel i Sønderjyske Fodbold, men årene i Vejle har sat sig.
- Vejle Boldklub vil altid betyde meget for mig. Jeg kom hertil på et tidspunkt, hvor jeg havde brug for stabilitet og tillid, og Vejle er blevet et hjem for mig og min familie. Det er her, vi har slået os ned, og det er her, vi har stiftet familie. Min tilknytning til klubben og byen stopper derfor ikke med det her skifte, for det er et sted og nogle mennesker, der har fået stor betydning for min og min families liv.
- Jeg er meget taknemmelig for min tid i Vejle Boldklub. Jeg vil gerne fremhæve mine holdkammerater, trænerne, staben, medarbejderne i klubben og alle de fans, der har støttet mig. Jeg har altid forsøgt at give alt for trøjen, og jeg har mærket kærligheden fra jer alle. Det glemmer jeg ikke.
- Nogle gange er tiden moden til at se andre veje. Det føles rigtigt for mig at prøve en ny udfordring. Det sker med den største respekt for Vejle Boldklub og for alt det, klubben og byen har givet mig.
- Jeg ønsker Vejle Boldklub alt det bedste. Jeg er stadig lige i nærheden, nu bare på tribunen, og Vejle vil altid være et særligt sted for mig og min familie.
Vejle Boldklub takker Stefan Velkov for indsatsen i den røde trøje og ønsker ham held og lykke i Sønderjyske Fodbold.
Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD