
Foto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 17. august 2026
Vejle Boldklubs sportsdirektør, Mikkel Hemmersam, er tilfreds med salget af Christian Gammelgaard og understreger igen vigtigheden af spillersalg for en klub som Vejle Boldklub.
-Jeg er tilfreds med salget af Christian Gammelgaard, som vi sender videre til en klub i 3F Superliga. Vi har afvist flere bud på vores spillere i transfervinduet, men OB har indfriet vores forventninger til en permanent transfer af Christian Gammelgaard. Det er vigtigt at understrege, at vi er en sælgende klub, der er afhængig af spillersalg, og at spillersalg er en nødvendighed for, at vi kan fastholde vores set-up i Betinia Liga. Samtidig er det her eksekveringen af den plan, vi lagde med “GG” i forbindelse med forlængelsen af kontrakten sidste år, siger Mikkel Hemmersam.
Christian Gammelgaard snørede sine første fodboldstøvler i Vejle Boldklub, og fraregnet et halvt års leje i FC Fredericia har den venstrebenede kantspiller aldrig optrådt for andre klubber. Nu rykker han videre til Ådalen og OB.
-”GG” er et godt eksempel for Vejle Boldklub på de spillere, som uddanner og dygtiggør sig gennem vores akademi, og som nu bliver solgt. Han var allerede i en ung alder et lovende talent i Future-regi, videre til VB Akademiet, og han fik tidligt sin seniordebut i 3F Superliga. Under forskellige cheftrænere er der blevet arbejdet meget med hans fysik, og han er blevet en spiller med forskellige facetter i sit spil, oftest med udgangspunkt i højre side. Han besidder et utroligt venstreben og er blevet svær at spille overfor, fordi han kan true med begge ben. Der er fortsat et udviklingspotentiale i ”GG”, og jeg tror på, at han bliver en succes i OB. På vegne af alle i og omkring Vejle Boldklub ønsker jeg ham held og lykke med fremtiden, siger Mikkel Hemmersam.
Christian Gammelgaard fik sin debut for Vejle Boldklub i 3F Superliga-kampen mod FC Nordsjælland (2-0) i oktober 2021 og erobrede for alvor en plads i startopstillingen i efteråret 2024.
-Jeg vil gerne sige tak til alle jer Vejle-fans. Det har været en fornøjelse at være en del af Vejle Boldklub gennem alle disse år. Det har altid været en fantastisk følelse at træde i Nørreskoven foran fansene. Min VB-tid har budt på både op- og nedture, hvor særligt overlevelsen i 3F Superligaen i sæsonen 24/25 har været et højdepunkt for mig. Derudover vil jeg gerne sige en tak til alle de holdkammerater, jeg har haft gennem tiden, samt alle de trænere, jeg har haft både på akademiet og på førsteholdet. Det har altid været med glæde, at jeg er mødt ind i klubben, og jeg har altid nydt at være i VB. Jeg vil egentlig bare sige tak for alt og tak for denne gang, siger Christian Gammelgaard.
”GG” nåede 95 kampe, 15 mål og 15 assist for Vejle Boldklub.
Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD