Foto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 6. august 2025
Med 29 kampe for de danske mestre i den forgangne sæson fik Amin Chiakha sit seniorgennembrud, og nu jagter den unge angriber endnu mere spilletid, hvorfor han fortsætter sæsonen på en lejeaftale i Nørreskoven.
Hemmersam: Chiakha skærper konkurrencen
Mikkel Hemmersam, sportsdirektør i Vejle Boldklub, har længe haft en spiller med Amin Chiakhas kompetencer i søgelyset, og han er glad for at lande en aftale med ham for den igangværende sæson.
- Det har været et mål for os at udvide mulighederne for trænerteamet omkring angriberpositionen. Med Amin Chiakha får vi en type ind, der dels har noget tyngde i forhold til vores ageren i feltet, men som også har nogle gode relationelle færdigheder, som gør ham nyttig i opbygningsspillet, siger Mikkel Hemmersam.
- Amin brød igennem i 3F Superliga sidste efterår med mange kampe for FCK og flere mål, hvilket også gjorde ham aktuel for Algeriets A-landshold som 18-årig. Amin har haft andre muligheder på hånden, men han har været motiveret for at komme til Vejle. Han har deltaget i hele deres pre-season og kommer til Vejle i en god fysisk forfatning, hvorfor han træder ind i vores træningsmiljø med det samme, siger Mikkel Hemmersam.
Chiakha: Vil gøre en forskel for Vejle
Amin Chiakha snørede sine første fodboldstøvler i Sundby Boldklub og blev hurtig aktuel for F.C. Københavns akademi-hold. Denne sæson tilbringer han i Nørreskoven, hvor han trækker den røde-hvide spillertrøje over hovedet.
- Jeg var i en situation i F.C. København, hvor udsigten til at få de nødvendige spilleminutter, som min udvikling kræver, så vanskelig ud. Derfor er Vejle Boldklub en god mulighed for mig nu. I Vejle kan jeg fortsætte i 3F Superliga, og jeg kommer ind på et hold, som spiller en form for fodbold, hvor mine kompetencer kommer godt i spil. Jeg glæder mig til at komme i gang og håber at hjælpe VB med at overleve i 3F Superliga, ligesom jeg gerne vil fortsætte min spillemæssige udvikling ved at gøre det godt for klubben, siger Amin Chiakha.
Han har valgt trøjenummer 29 og støder til 3F Superliga-truppen med det samme.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.