Foto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 1. september 2025
Tobias Bach snørede sine første fodboldstøvler nord for Aarhus i den lille klub Todbjerg-Mejlby IF, og via vores kommende pokalmodstander, FC Skanderborg, kom han i en alder af 18 år på divisionsholdet i VSK Aarhus. Præstationerne for den nordlige Aarhus-klub var så gode, at han via et prøveophold fik en aftale med FC Fredericia i sommeren 2023. Her blev Tobias Bach straks en profil i Betinia Ligaen, og AGF købte den alsidige offensivspiller fri i en rekordtransfer i januar 2024 og gjorde Bach til 3F Superliga-spiller, seks måneder efter han forlod VSK Aarhus i 2. division.
Efter godt og vel halvandet år i AGF går turen nu videre i karrieren for Tobias Bach, der skifter dagligdagen på Fredensvang og AGF’s træningsanlæg ud med VB Parken og en aftale for de kommende fire sæsoner.
Hemmersam: Bach har en spændende pakke
Om tilgangen af den alsidige offensivspiller, udtaler Mikkel Hemmersam, sportsdirektør i Vejle Boldklub:
- Tobias Bach er en spændende venstrebenet offensivspiller, som vi har fulgt i løbet af 2025 i kampe for AGF. Han besidder en rigtig spændende pakke, som indeholder en fysisk del, hvor han er stor og forholdsvis eksplosiv, og som betyder, at han er gennembrudsfarlig. Med størrelsen in mente kan han bruges på alle de tre forreste positioner og som venstre back, hvor han med sit dynamiske udtryk er en tovejsspiller, som vil falde fint ind på holdet, siger Mikkel Hemmersam.
- I vores samtaler med Tobias Bach har han vist stor interesse for at blive en del af den rejse, Vejle Boldklub skal ud på. På relativt få år er Tobias Bach gået fra 2. division til 3F Superliga, og han besidder et potentiale, som vi er meget opsatte på at forløse i vores rammer sammen med Tobias. På vegne af alle i Vejle Boldklub byder jeg Tobias Bach velkommen i Nørreskoven, siger Mikkel Hemmersam.
Bach: Vejles planer tiltaler mig
22-årige Tobias Bach har spillet 28 3F Superliga-kampe for AGF, men i fremtiden trækker han den rød-hvide VB-trøje med nummer 16 over hovedet i jagten på sejre i landets bedste række.
- Jeg fik min 3F Superliga-debut i Nørreskoven hvor Vejle Stadion var næsten fyldt, så jeg har oplevet kulissen herude, og hvad den kan gøre ved en fodboldkamp. Jeg er sulten efter at spille og fortsætte min udvikling, og jeg har via samtaler med den sportslige ledelse og cheftræner Ivan Prelec fået et godt indtryk af, hvordan Vejle spiller, men også hvordan de ser mine kompetencer blive bragt bedst i spil, siger Tobias Bach.
- Hvis jeg skal fortsætte min spillemæssige udvikling, så skal jeg ind i et kontinuerligt forløb med spilletid, og det er der gode muligheder for i Vejle. Man sigter efter et dynamisk udtryk, men også på en mere boldbesiddende stil, som passer godt til mine kvaliteter. På kort sigt håber jeg at hjælpe holdet og klubben med at stabilisere både præstationerne og resultaterne, så vi kan sikre 3F Superliga på Vejle Stadion i fremtiden. Jeg ser frem til at møde mine nye holdkammerater på træningsbanen allerede senere i dag, siger Tobias Bach, som har valgt trøjenummer 16.
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.