Vejle Boldklub køber Lucas From

Foto: Carl Forssling

Den 27-årige kantspiller skifter i en permanent transfer fra Esbjerg fB til Vejle Boldklub.

Af Lars Christensen | 26. august 2026

Lucas From bliver den sjette tilføjelse til Betinia Liga-truppen i transfervinduet og den alsidige offensivpiller har skrevet under på en tre-årig kontrakt til sommeren 2029. 

Hemmersam: From har genfundet sig selv

Om transferen udtaler Mikkel Hemmersam, sportsdirektør i Vejle Boldklub, følgende: 

- Lucas From var allerede i en ung alder et lovende talent, men selvom de fodboldmæssige færdigheder var tydelige, så måtte han på grund af skader og et meget urytmisk forløb i hans første seniorår træde et skridt tilbage. Lucas From genfandt efterfølgende sig selv i Aarhus Fremad og udviklede sig til en profil i rækken. Siden har han for EfB lagt yderligere lag på sit spil, og han er nu på vej ind i sin bedste fodboldalder. Det er også fortællingen om, at vi henter en spiller hjem, som har udviklet sig, og som samtidig viser, at “en gang VB’er, Altid VB’er”

- ⁠Trænerteamet får en holdspiller ind, som dels har båret anførerbindet for EfB, og som kan bruges på de tre offensive positioner, hvor han vil være et stærkt kort. 

- Vi får en tovejsspiller ind, der både med udgangspunkt i højre, centralt og venstre side kan spille de offensive positioner. Den fodboldmæssige værktøjskasse indeholder kompetencer til at spille i små rum og han kan via både kombinationer og sit 1:1 spil være en vigtig brik for trænerteamet mod en lavtstående modstander. Derudover så har Lucas From et godt spark. På vegne af alle i og omkring Vejle Boldklub, byder jeg ham velkommen tilbage i Nørreskoven, siger Mikkel Hemmersam.  

Glad Lucas From: Et drømmeskifte

Lucas From snørede sine første fodboldstøvler i Future Vejle-samarbejdsklubben Ammitsbøl Fodbold, men allerede i en ung alder rakte talentet til VB Akademiet og han spillede også flere ungdomslandskampe inden han i 2016-17 sæsonen begyndte at træne med førsteholdstruppen. 

- Jeg er rigtig glad for igen at kunne trække den røde trøje over hovedet og det er lidt af et drømmeskifte for mig. Da forlod VB for efterhånden en del år siden, så havde jeg brug for at træde et skridt tilbage og jeg fandt et perfekt match i Aarhus Fremad, hvor jeg stille og roligt fandt mig selv som fodboldspiller. Siden har jeg bygget mit niveau op og skiftet til EfB var et naturligt skridt på vejen mod at vende tilbage, siger Lucas From. 

Han var kun lige fyldt 18 år, da han i maj 2017 debuterede for Vejle Boldklub i 1. divisionskampen mod FC Fredericia (1-3) og 16 måneder senere spillede han sin anden og seneste kamp for VB, da han kom ind i pokalkampen mod BK Frem (4-3) og headede sejrsmålet ind i den forlængede spilletid. 

- Spillemæssigt har jeg også været igennem en god udvikling i de senere år, men jeg er fortsat til de forreste positioner på banen. Jeg har lagt på mit chanceskabende spil og vil gerne ind og udfordre min direkte modspiller og komme til afslutninger og indlæg. Jeg ser meget frem til igen at blive en del af Vejle Boldklub og til at møde alle fansene på Vejle Stadion, siger Lucas From. 

Han har valgt trøjenummer 11.

DIN KAMPDAG. NÆSTE NIVEAU.

Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV