Foto: Oliver Dinesen
Af Daniel Abedeny | 1. juli 2025
Sommertransfervinduet har foreløbig budt på nye kontrakter til Stefan Velkov, Igor Vekić, Anders K. Jacobsen og Thomas Gundelund samt tilgangene af Bismark Edjeodji, Lasse Nielsen, Mikkel Duelund, Christian Sørensen og senest af Andrew Hjulsager.
Nu er den sjette nye VB’er på plads i form af Jonathan Amon, som er købt fri i Lyngby Boldklub, og som altså har underskrevet en kontrakt til sommeren 2027.
Om transferen af den 26-årige kantspiller udtaler Mikkel Hemmersam, sportsdirektør i Vejle Boldklub, følgende:
- Med tilgangen af Jonathan Amon får vi tilført holdet nogle kvaliteter og kompetencer, der passer godt ind i forhold til den spillestil og det udtryk, vi arbejder med at indføre og udvikle. Jonathan er en kantspiller, som har gode relationelle færdigheder, og som er dygtig til at udfordre bagrummet med og uden bold. Han er dynamisk i sit spiludtryk, er godt skolet fra FC Nordsjælland, og han er en god kontraspiller, hvilket vil tjene os godt i de kampe, hvor vi ikke er dominerende i boldbesiddelse, og hvor vi skal kunne sætte ind via omstillinger, når muligheden byder sig. Også i den henseende er Jonathan Amon en god tilføjelse til truppen, indleder Mikkel Hemmersam og uddyber:
- Samtidig er Jonathan Amon en spiller i sin bedste fodboldalder, og han ankommer med en masse spillemæssig erfaring fra 3F Superligaen, hvilket betyder, at han kan byde sig til med det samme. Undervejs i vores samtaler har Jonathan udtrykt et klart ønske om at blive en del af vores rejse her i Vejle Boldklub, også selvom han havde andre gode muligheder i rækken. Det, synes vi, udtrykker noget commitment og en vilje til at bidrage til fællesskabet, som vi også vægter højt i vores rekruttering. Jeg er glad for at kunne byde ham velkommen på holdet og i klubben, slutter Mikkel Hemmersam.
Taknemmelig over muligheden
Om udsigten til at repræsentere Vejle Boldklub udtaler Jonathan Amon følgende:
- Jeg er meget taknemmelig og takker Gud for muligheden for at repræsentere Vejle Boldklub og hjælpe klubben med at opnå sine mål og overleve 3F Superligaen i den kommende sæson. Jeg kender Mikkel Hemmersam fra vores fælles tid i FC Nordsjælland, og mine samtaler med ham og Ivan Prelec gjorde mit valg nemt. Jeg kommer til en klub med en klart defineret målsætning om at bygge et konkurrencedygtig fodboldhold op, og jeg er glad for, at man har set min vej i den proces, fortæller Jonathan Amon og slutter:
- Jeg ser frem til at starte og til at møde alle de gode mennesker på og omkring holdet, som jeg har hørt meget godt om. Jeg er opsat på at vise alle, hvad jeg kan, og jeg glæder mig til at træde ind på Vejle Stadion i den røde trøje foran klubbens fantastiske fans. Jeg er sikker på, at der i Vejle Boldklub venter en god og spændende tid, både for mig personligt og for klubben i det hele taget med den udvikling, vi er begyndt på.
Jonathan Amon støder til 3F Superliga-truppens opstartsforberedelser i morgen, onsdag den 2. juli.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.