
Arkivfoto: Carl Forssling
Af Morten Pelch | 25. marts 2026
2025 blev et skelsættende år for Vejle Boldklub med et betydeligt ejerskifte i februar. Efter knap ni år med Andrew Zolotko som majoritetsaktionær blev klubben overtaget af en gruppe danske investorer med stærk lokal forankring i Vejle. Ejerskiftet har haft afgørende betydning for både klubbens strategiske retning og aktivitetsniveau.
Det nye ejerskab har muliggjort en omfattende organisatorisk og sportslig transformation.
Et centralt skridt har været ansættelsen af en sportsdirektør, hvilket for første gang har sikret en samlet ledelsesmæssig forankring af den sportslige sektor. Sammen med det nye ejerskab har denne ansættelse dannet grundlag for en langsigtet strategi med fokus på at etablere og fastholde Vejle Boldklub som en stabil aktør i den bedste danske fodboldrække.
På det sportslige område har klubben gennemført en betydelig trupomlægning med fokus på foryngelse, udvikling og langsigtet bæredygtighed. Denne omlægning er blandt andet sket gennem styrkelse af talentudviklingen, etablering af en ny scoutingfunktion samt udvidelse af den sportslige organisation.
De øgede investeringer i spillertrup, organisation og struktur er en væsentlig årsag til årets resultat. Underskuddet skal ses som en forventelig konsekvens af en bevidst og strategisk satsning på at styrke klubbens fundament på lang sigt, både sportsligt og organisatorisk. På trods af klubbens nuværende placering, og udviklingen som følge af denne, er der investeret i det lange seje træk.
Parallelt med de sportslige tiltag har Vejle Boldklub styrket sin kommercielle forretning. Klubben har i 2025 opnået det højeste aktivitets- og indtægtsniveau nogensinde inden for sponsorer og partnerskaber, og denne positive udvikling forventes at fortsætte i de kommende år.
Derudover har klubben intensiveret arbejdet med at forbedre stadionoplevelsen og fastholde sæsonkortholdere gennem optimerede billetstrukturer, øgede kampdagsaktiviteter og forbedrede faciliteter.
På det samfundsmæssige område har Kong Hans Eg Initiativet som Vejle Boldklubs samlede CSR-indsats haft sit hidtil stærkeste år. Indsatsen for udsatte børn, unge og familier i Vejle Kommune er blevet markant udvidet og vil fremadrettet spille en endnu større rolle i klubbens samlede strategi.
Vejle Boldklub har samtidig arbejdet intensivt med udviklingen af et nyt strategisk fundament, som forventes færdiggjort i april 2026 og præsenteret i anden kvartal samme år.
Vejle Boldklub vurderer, at årets resultat, et underskud efter skat på 3.537.000 kroner, ikke er tilfredsstillende isoleret set, men i høj grad er et resultat af nødvendige og langsigtede investeringer, der skal sikre klubbens fremtidige konkurrenceevne og bæredygtige udvikling.
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.