Vejle Boldklub henter Gustav Marcussen

Foto: Oliver Dinesen

Den 27-årige offensivspiller skifter på en fri transfer og tiltræder på en treårig kontrakt.

Af Daniel Abedeny | 20. maj 2026

Gustav Marcussen bliver den anden offentliggjorte tilgang til sæson 2026/27, som skal kulminere med en hurtig tilbagevenden til den bedste danske fodboldrække.

Gustav Marcussen ankommer til Vejle Boldklub efter et ophold i FC Fredericia, hos hvem den offensive kantspiller etablerede sig på højeste niveau i Danmark – først med den historiske oprykning til 3F Superliga og med den nu færdigspillede sæson, i hvilken Gustav Marcussen var en af holdets mest benyttede offensivspillere.

Nu skal de næste skridt i udviklingen tages i Nørreskoven på en kontrakt til sommeren 2029.

Hemmersam: En profil, som kender opgaven

Om tilgangen sommertransfervinduets anden spiller udtaler Mikkel Hemmersam, sportsdirektør i Vejle Boldklub:

- Gustav Marcussen er en spiller, som vi har bemærket for hans gode præstationer. Han var blandt de bedste spillere i førstedivisionen i Fredericias oprykningssæson, og han tog sin gode form med ind i denne her sæson i 3F Superliga, hvor han især spiller et stærkt efterår. Han er en spiller, som kender den opgave, vi sammen skal løse i den kommende sæson, og vi er glade for at kunne tilknytte ham.

- Som offensivspiller er han interessant, fordi han kan spille flere offensive positioner med gode visioner og en lethed, og så har han en god teknisk pakke, som gør ham til en mundfuld for sine modstandere. Opgaven både på kort sigt i Betinia Liga og på længere sigt kræver spillere, som kan gå ind og gøre en forskel fra første dag og styrke holdet, og sådan en spiller har vi peget på i Gustav. Vi har tilknyttet en spiller, der ankommer med stor gejst og motivation for at præstere for Vejle Boldklub. På vegne af klubben byder jeg ham velkommen.

Marcussen: Store ambitioner, en stor fodboldby

Om skiftet til Vejle Boldklub udtaler Nørreskovens nyeste tilføjelse:

- Jeg er rigtig glad for at blive en del af Vejle Boldklub, og jeg føler, at det her er det rigtige næste skridt for mig. Jeg kommer fra en sæson, hvor jeg har udviklet mig og igen fået prøvet mig af på superliganiveau. For mig betyder det noget at komme til en klub med store ambitioner, en flot historie og en god fodboldkultur. Vejle er en stor fodboldby, og det er noget, man også mærker udefra som gæst på Vejle Stadion.

- Det har været vigtigt for mig at vælge et ambitiøst projekt, og jeg kan se mig selv passe ind i den måde, man gerne vil spille fodbold på i Vejle. Jeg kommer med en masse sult og energi, og jeg vil gøre alt for at bidrage til, at vi kan tage de næste skridt som hold og føre Vejle Boldklub tilbage i 3F Superliga hurtigst muligt. Arbejdet begynder allerede nu, og jeg glæder mig til at tage fat.

I 3F Superliga 2025/26 havde Gustav Marcussen syv målinvolveringer i 29 kampe. For FC Fredericia blev det i alt til 34 målinvolveringer i 99 kampe.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV