Vejle Boldklub henter ghanesisk ungdomslandsholdsspiller på lang aftale

Foto: Oliver Dinesen

18-årige Bismark Edjeodji er ny mand på 3F Superliga-holdet. U20-landsholdsspilleren fra Ghana har underskrevet en femårig kontrakt med klubben fra Nørreskoven.

Af Daniel Abedeny | 4. juni 2025

Mikkel Hemmersam, sportsdirektør i Vejle Boldklub, er tilfreds med transferen af den talentfulde beggebenede midtbanespiller til klubbens førstehold. En transfer, som også er et udtryk for den nye sportslige retning, fremhæver han.

- Bismark er en spændende spiller, som vi har fulgt over en længere periode, og som vi tror meget på. Når vi kigger på, hvordan en førsteholdstrup i Vejle Boldklub skal se ud både nu og i fremtiden, er det med en stærk stamme af præstationsspillere kombineret med de bedste af vores egne talenter fra VB Akademiet og spændende udenlandske talenter med potentiale til at byde sig til i konkurrencen om spilletid. Bismark passer godt til den profil, fortæller Mikkel Hemmersam om Vejle Boldklubs nyeste tilføjelse, som primært gør sig som 8’er og på venstre kant, og fortsætter:

- Når det så er sagt, er det vigtigt at huske, at det drejer sig om en ung mand, som flytter hele sit liv til et andet kontinent. Heldigvis har vi i Vejle Boldklub erfaring med at integrere unge udenlandske spillere i vores set-up. Derfor håber vi, at det bliver i Vejle, at Bismark kan forløse sit store potentiale, når han først lige er landet og kommet godt ind i vores miljø. Vi er tålmodige med hans udvikling, og det afspejles også i kontraktlængden. Vi får en talentfuld spiller ind med et offensivt mindset og med flair i sit spil, og vi er glade for at byde ham velkommen i klubben, slutter han.

Et nemt valg

Bismark Edjeodji er begejstret over muligheden for at repræsentere Vejle Boldklub.

- Det er stort for mig at kunne kalde mig spiller i Vejle Boldklub. Jeg har fulgt holdets fremskridt hjemme fra Ghana igennem hele foråret, og det føles som en drøm at skulle spille på Vejle Stadion og opleve den vilde stemning der. Der er langt fra Ghana til Danmark og 3F Superligaen, men jeg tror på mig selv, og jeg ved, at jeg i Vejle Boldklub får gode muligheder for at vise mit talent frem og udvikle mig yderligere.

- Jeg har fået et rigtig godt indtryk af Vejle, og jeg fornemmer, at det er en særlig by og en særlig klub. Klubben har en stærk vision, mange dygtige spillere og fans, der virkelig er bag holdet. Det gjorde mit valg nemt. Jeg har ikke været her særlig længe, men Vejle føles allerede som et sted, jeg kan kalde mit andet hjem. Nu glæder jeg mig til at trække den røde trøje over hovedet, arbejde hårdt, kæmpe for overlevelse i Superligaen og vise alle, hvad jeg kan. Jeg har en enorm stor tro på mig selv, og jeg er meget glad for mit valg, fortæller Bismark Edjeodji.

Bismark Edjeodji ankommer til Vejle Boldklub fra Bechem United i hjemlandet. Han har valgt trøjenummer 32 og har altså underskrevet en femårig kontrakt, gældende til sommeren 2030.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV