Foto: Oliver Dinesen
Af Morten Pelch | 12. juni 2025
Lasse Nielsen har underskrevet en toårig aftale med Nørreskovens Helte og kommer fra den tyrkiske Süper Lig-klub Göztepe S.K., som sluttede på ottendepladsen i den netop overståede sæson. Her spillede forsvarsspilleren 28 kampe og står derudover noteret for seks kampe i den tyrkiske pokalturnering fra sidste sæson.
Mikkel Hemmersam, sportsdirektør hos Vejle Boldklub, er glad for tilføjelsen af den rutinerede forsvarsspiller, der skal understøtte kulturen i en trup, hvor der vil være flere nye spillere, og samtidig være med til at udvikle vores unge talenter.
- Vi får en dygtig ledertype ind i vores trup, der kommer med stor erfaring og lyst til at lære fra sig. Samtidig er Lasse Nielsen i en form, der bringer ham i spil i truppen fra første træning. Jeg har sagt flere gange, at vi skal have en trup med præstationsspillere, der kan understøtte udviklingen af vores talenter. Vi skal performe, mens vi udvikler. I en sæson, hvor vi igen skal kæmpe om overlevelse, kommer Lasses erfaring til at komme os til gavn som hold, understreger Mikkel Hemmersam og uddyber:
- Lasse Nielsen gav sit tilsagn til Vejle Boldklub, da vi forventede, vi skulle spille NordicBet LIGA. Det, synes jeg, tydeliggør en vilje til at komme til Nørreskoven. Der har været andre tilbud til Lasse, men den kurs, vi skal sætte VB på nu, den er han tændt på. Det er vigtigt i en trupsammensætning, at man har en mand, der kommer med ro, rutine og vilje til at tage ansvar. Så kan vores egne talenter profitere af det i deres udvikling. Velkommen til Lasse, fortæller Mikkel Hemmersam.
Er vendt hjem for at gøre en forskel
Lasse Nielsen har med sine 37 år været rundt i fodboldverdenen og har tilbragt karrieren i klubber som Malmö FF, KAA Gent, NEC Nijmegen og AaB. Nu venter Vejle Boldklub og muligheden for at blive en af de erfarne spillere, der er med til at forløse talentet i truppen gennem sparring og eksemplets magt.
- Jeg kommer til Vejle Boldklub med stor erfaring og viljen til at gøre en forskel. Jeg har prøvet at kæmpe for overlevelse i flere ligaer og ved, hvad det kræver at få en stærk kultur etableret i et omklædningsrum sammen med holdkammeraterne. 3F Superligaen er blevet stærkere og stærkere i de seneste år, og hvis man ikke flytter sig med den udvikling, så rykker man ned, fortæller Lasse Nielsen og fortsætter:
- Jeg har haft gode snakke med Mikkel Hemmersam, og jeg ser frem til at møde ind og starte arbejdet. Jeg vil bidrage på og uden for banen, og jeg ved, hvor meget talent der er i Vejle Boldklub. Det giver mig en tilfredsstillelse at kunne være med at forløse det gennem min erfaring, mit lederskab og det fællesskab, vi som hold skal bruge til at sikre målsætningen om overlevelse. Vi har et svært startprogram foran os, så det bliver det lange seje træk, der skal få os i mål, afslutter Lasse Nielsen.
Vejle Boldklub starter træningen til den kommende sæson i 3F Superligaen på mandag den 16. juni.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.