Vejle Boldklub forlænger med Lundrim Hetemi

Foto: Johnny Kristensen

Vejle Boldklub har lagt to år til Lundrim Hetemis kontrakt, således den 23-årige midtbanespillers aftale i Nørreskoven nu løber frem til sommeren 2026.

Af Lars Christensen | 23. juni 2023

Lundrim Hetemi blev ramt af en alvorlig knæskade i maj sidste år, og siden har han arbejdet hårdt på at vende tilbage til fodboldbanen. Det blev til to indhop og en startplads i de sidste tre kampe inden sommerpausen, og nu følger Hetemi og VB op med en toårig forlængelse af aftalen.

- Lundrim Hetemi har vist os, at han er kommet stærkt tilbage ovenpå sin lange skadespause. Han har arbejdet dedikeret og hårdt, og han har brugt tiden uden for banen godt. De tre kampe, han nåede at spille, viste os, at han igen bliver et stærkt kort fremadrettet. Hetemi er en alsidig spiller, forstået på den måde at han dækker de fleste centrale positioner på midtbanen, fortæller Marius Adrian Nicolae, sportschef i Vejle Boldklub, og uddyber:

- Hetemi er en spiller, som besidder alle de fodboldmæssige egenskaber, som en VB’er skal have. Han har fået en stor del af fodboldopdragelsen på VB Akademiet og nærmer sig 75 kampe for klubben, så det har haft høj prioritet for os at få ham fremtidssikret. I den kommende sæson får vi brug for erfaring undervejs, og Hetemi er en spiller, der, selvom han er fyldt 23 år tidligere i år, har været med i to hele sæsoner i den bedste række. Derfor ved han, hvad opgaven kræver, og vi glæder os over, at han bliver i Nørreskoven, forklarer Marius Adrian Nicolae.

Lundrim Hetemi, der snørede sine første fodboldstøvler i Fredericia fF og fortsatte i FC Fredericia, skiftede til Vejle Boldklub som U16-spiller og fik allerede sin førsteholdsdebut som 17-årig i en pokalkamp i efteråret 2017. Nu forlænger han endnu en gang sin aftale med VB.

- Jeg er glad for, at klubben tror så meget på mig, at de forlænger min aftale med to år. Jeg har været igennem en lang pause, men det er fedt at være tilbage, og jeg glæder mig til at hjælpe holdet i Superligaen, indleder Lundrim Hetemi.

- Beslutningen om at fortsætte samarbejdet har været nem. I min pause har jeg fået stor opbakning fra alle medspillere og trænere. Klubben viser, at den har stor tro på mit potentiale som fodboldspiller ved allerede at forlænge aftalen nu, og jeg er spændt på for alvor at komme i gang igen. Fysisk er jeg kommet tilbage i en bedre udgave, og så er jeg også blevet mere robust rent mentalt af at sidde uden for.

Ham og holdkammeraterne påbegyndte forberedelser frem mod den kommende sæson i mandags.

- Det er fedt at være i gang med den nye sæson, og det bliver spændende at prøve kræfter med 3F Superliga igen, slutter Lundrim Hetemi.

Lundrim Hetemi har foreløbig spillet 67 kampe for Vejle Boldklub.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV