Arkivfoto: Sofus Christensen
Af Morten Pelch | 28. maj 2025
Igor Vekić, der spillede 31 ud af 32 kampe i den netop afsluttede 3F Superliga-sæson, er glad for at få et år mere på sin aftale med Vejle Boldklub og ser frem til de næste skridt i klubbens udvikling.
- Jeg er glad for at være her. Det betyder meget for mig, at jeg satte et stærkt forår sammen inde i målet, og jeg er begejstret for de planer, der er lagt for klubben i den sportslige sektor. Jeg tror på, at jeg kan blive endnu bedre, og i mit samarbejde med Kaj Stefansen er der både tillid og tiltro til den opgave, vi har foran os i næste sæson, hvor vi igen skal kæmpe for overlevelse. Samtidig er det fedt at stå med Blok E i ryggen, når vi spiller på hjemmebane i Nørreskoven, og det var derfor en no brainer for mig at forlænge aftalen med yderligere et år, fortæller Igor Vekić.
Sportsdirektør i Vejle Boldklub, Mikkel Hemmersam, er glad for forlængelsen med Igor Vekić og har bemærket den stærke relation mellem målmand og målmandstræner.
- Det er veldokumenteret, at hvis man som klub vil overleve i 3F Superligaen, så kræver det en målmand, der har mange redninger, men det kræver i særdeleshed en målmand, der har pointgivende redninger. Det har vi i Vekić. Jeg skal bare tænke på kampen i Aalborg mod AaB, hvor Vekić præsterer, i min optik, årets redning i 3F Superligaen, fortæller Mikkel Hemmersam og fortsætter:
- Den indsats, vi har set gennem hele foråret, er også resultatet af et hårdt og vedholdende arbejde af målmandstræneren og et stærkt konkurrencemiljø i gruppen af målmænd, og det er også derfor, vi er glade for, at vi har kunnet skrive en kontrakt med Kaj Stefansen for to år, således aftalen udløber i sommeren 2027 samtidig med Igor Vekić’ nye aftale. Kaj Stefansen er en utrolig dygtig målmandstræner, en god personlighed og en mand, der arbejder både på kort sigt med resultater og et længere perspektiv på målmandens udvikling. Det er kvaliteter, vi ønsker at have i vores nye træner-setup i VB Parken, fortæller Mikkel Hemmersam.
Kaj Stefansen tiltrådte Vejle Boldklub kort før klubbens træningslejr i Tyrkiet i foråret 2025 og fik hurtigt sat en tro og en ærgerrighed i målmændene på Vejle Boldklubs førstehold, der for Igor Vekić’ vedkommende også er aflæseligt i præstationerne gennem hele foråret.
Det er en glad målmandstræner, der har forlænget sin aftale med Vejle Boldklub.
- Vejle er en rigtig fodboldby, og i klubben er der gode forhold til at kunne udvikle sig yderligere som spiller. Det er et elitemiljø og et miljø, man investerer i. Jeg synes, vi har skabt en målmandsgruppe, hvor i særdeleshed Vekić hurtigt blev stabil, steppede op til det niveau, vi så gennem foråret, og hvor der kom redninger, der gav points i 3F Superligaen. Det er et arbejde, jeg er glad ved og stolt over, og jeg ser frem til at arbejde over de kommende år med den retning, som Vejle Boldklub nu skal i. Der er ingen tvivl om, at vi ser ind i endnu en svær sæson, og her er målmanden afgørende for et godt resultat i den enkelte kamp, fortæller Kaj Stefansen.
3F Superliga-truppen møder ind i VB Parken efter endt ferie den 16. juni.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.