Vejle Boldklub føjer nye farver til klubhistorien i årets store CSR-satsning

Foto: Oliver Dinesen

Til forårssæsonens syv hjemmekampe har klubben allieret sig med syv vejlensiske kunstnere, som vil skabe syv unikke kampplakater. Hver kampplakat er en kreativ fortolkning af en kampdag i Nørreskoven og vil blive nummereret, signeret og solgt i et stærkt begrænset oplag til forårets hjemmekampe. Projektet er 100% nonprofit. Hele overskuddet går ubeskåret til Kong Hans Eg-initiativet, Vejle Boldklubs CSR-strategi.

Af Daniel Abedeny | 15. februar 2025

Vejle Boldklub er et af regionens største og mest genkendelige brands. Klubben rummer en historie, der strækker sig over generationer, århundreder og -tusinder, og gennem solskin og regn har adskillige visuelle udtryksformer været med til at sætte farver klubbens selvforståelse, distingveret den fra andre og givet VB’ere en følelse af forankring i miljøet på Roms Hule.

Mens populariteten af nogle klubremedier, især spillertrøjen, er fortsat uanfægtet af tiden og dennes forandringer, har visse andre vigtige dele af den materielle dokumentation af vores klubhistorie ikke nydt samme opmærksomhed, blandt andet kampplakaten. Det vil vi lave om på nu.

En kamp i kunst

Årets store CSR-satsning vil gå under navnet FOR KUNSTEN, FOR KAMPEN, FOR KULTUREN og vil blive udfoldet fra årets første hjemmekamp mod Brøndby IF den 23. februar og frem til 3F Superligaens afslutning. Syv kampplakater til syv hjemmekampe.

Kunstprojektet med kampplakater forventes at blive det mest indbringende enkeltstående projekt i Kong Hans Eg-initiativets levetid. Alle bidragydere i projektet – heriblandt de syv kunstnere, trykker og medieproduktionen – deltager velgørende, og projektet er 100% nonprofit.

Hele omsætningen fra FOR KUNSTEN, FOR KAMPEN, FOR KULTUREN og salget af kampplakaterne vil, med andre ord, gå direkte til de mest udsatte borgere i Vejle og omegn, som Kong Hans Eg-initiativet har til formål at give en hjælpende hånd i tilværelsen.

For byen og historien

Om årets store CSR-satsning forklarer Henrik Tønder, administrerende direktør i Vejle Boldklub:

- Vi er en klub, som er defineret af vores forankring i byen, og det er en central del af vores selvforståelse som klub og organisation, at Vejle Boldklub skal give værdi til og gøre en god forskel for byens borgere med aktiviteter og initiativer, som ikke nødvendigvis tager afsæt i spillet på banen. De ambitioner forenes og udfoldes i dette nye kunstprojekt med syv unikke kampplakater fra syv kunstnere og kreative fra byen.

- Kampplakaten er fra en simplere tid, hvor reklamen var båret af fysiske print, som blev hængt op på gader og stræder for at informere byens borgere om den næste store ting i byen, eksempelvis en fodboldkamp i Nørreskoven. Jeg tror, at mange på min alder og ældre kan se for sig, hvordan de her plakater engang prydede bybilledet på søjler og infotavler med deres forskellige udtryk og farver. I dag er de en undtagelse, fordi reklamen er blevet digital.

- Vores klubhistorie rummer mange eksempler på de her kampplakater, som i dag har opnået kultstatus, og som opbevares i beskyttede samlinger, og de er enormt svære at opdrive. Mens vi i oplevelsesindustrien i dag ser lignende projekter med produktion af begivenhedsspecifikke kunsttryk, især i museumsverdenen og i musikbranchen i forbindelse med koncerter og festivaler, har genfortryllelsen af kampplakaten ikke rigtigt slået igennem herhjemme endnu.

- Med midlerne fra FOR KUNSTEN, FOR KAMPEN, FOR KULTUREN og salget af de her unikke kampplakater vil Vejle Boldklub kunne gøre en stor forskel for mange vejlensere. Det er det allervigtigste og hele kongstanken i det her kreative projekt. Vi håber også, at vi med det her projekt kan vække en følelse af nostalgi og stolthed hos de ældste generationer af VB’ere og introducere vores yngste generationer af VB’ere til kunst, der har deres klub som omdrejningspunkt. Jeg vil gerne personligt takke alle, som har været med til at få det her projekt til at ske.

100% nonprofit – fra kunsttryk til content

Hvert design fra hver kunstner trykkes på 170 g silk hos FROM Grafisk, Vejle Boldklubs mangeårige betroede samarbejdspartner angående tryksager:

- FROM Grafisk har været en del af holdet i mange år, og vi har VB i hjertet. Vi synes, at det er et beundringsværdigt projekt, som er godt tilrettelagt, og vi er meget glade for at kunne være med til at hjælpe, fortæller Susanne Pippenbring Jensen fra FROM Grafisk, som også er en del af klubbens erhvervsnetværk.

Op til hver hjemmekamp vil en markedsføringsplan med eksklusivt produceret content blive udrullet på alle klubbens relevante platforme. Al produktion af stillbilleder og video i forbindelse med FOR KUNSTEN, FOR KAMPEN, FOR KULTUREN leveres af lokale Små Film, som i forvejen er tilknyttet Vejle Boldklub som ekstern mediepartner.

- Som bureau lever vi også af at være i interaktion med vores by og af at opsnappe ting, der kan blive til gode historier. Jeg synes, at det her kunstprojekt og brobygningen mellem et kunstnerisk lokalt vækstlag, klubhistorie og velgørenhed er virkelig godt set af vores kolleger i klubben, og vi er glade for tilliden. Jeg glæder mig til at vise klubbens fans og andre interesserede, hvad vi kan, og jeg håber, at folk derude tager rigtig godt imod det, vi får produceret, fortæller Mathias Poulsen, medstifter og Brand & Community Specialist i Små Film.

Mød kunstnerne

  • ANNE LE FEVRE, kreativ underviser på Uldum Højskole: VB x ANNE LE FEVRE blev solgt til hjemmekampen mod Brøndby IF den 23. februar (UDSOLGT)
  • DINO CAMA, billedkunstner: VB x DINO CAMA blev solgt til hjemmekampen mod AGF den 16. marts (UDSOLGT)
  • MARTIN HOLM, digital designer, genfortolker en kampplakat fra klubarkivet: VB x SKÆVT sælges til hjemmekampen mod AaB den 6. april og vil blive offentliggjort i dagene op til kampdag
  • NIKOLAJ FRIMANN, filmklipper og kunstfotograf: VB x NIKOLAJ FRIMANN sælges til hjemmekampen mod Viborg FF den 17. april og vil blive offentliggjort i dagene op til kampdag
  • DITTE MUNK, grafisk designer og illustrator: VB x DITTE MUNK sælges til hjemmekampen mod Silkeborg IF den 21. april og vil blive offentliggjort i dagene op til kampdag
  • KATRINE HAST, tatovør: VB x KATRINE HAST sælges til hjemmekampen mod Lyngby Boldklub den 12. maj og vil blive offentliggjort i dagene op til kampdag
  • ANNE DITTE, billedkunstner: VB x ANNE DITTE sælges til hjemmekampen mod Sønderjyske Fodbold den 24. maj og vil blive offentliggjort i dagene op til kampdag

Praktiske informationer om salg og oplag

De syv kampplakater til forårets syv hjemmekampe vil blive sat til salg på kampdagen, og salget foregår på Vejle Stadion. Den præcise placering på pop-up-shoppen følger op til hver kampdag. Der kommer ikke et officielt salg via andre kanaler. Kunsten i projektet er beskyttet af ophavsretsloven.

Hver kampplakat produceres i 84 eksemplarer, signeres og nummereres. Der vil ikke blive produceret flere oplag til projektet. Kampplakaten er i A2-format (42 x 59,4 cm) og pakkes i paprør.

En kampplakat koster 350 kroner, og hver enkelt krone fra hvert enkelt salg går direkte til Kong Hans Eg-initiativet.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV