Foto: Joachim Binder
Af Ole Kristensen | 2. september 2025
Som traditionen foreskriver, var det et noget blandet hold, Prelec havde udtaget til en første-runde-kamp mod en knapt så renommeret modstander.
Det betød, at Tobias Haahr vogtede målet bag Flø, anfører Lasse Nielsen, Sønderskov og nytilkomne, debuterende Tobias Bach. På midten huserede Pitu, Mike Vestergård og Lauritsen, mens Gammelgaard, Faghir og Amon lå fremme.
Hjemmeholdet beklæder efter tre sejre og et nederlag tredjepladsen i deres kreds i JS 2. Skanderborg har aldrig gjort sig voldsomt på fodboldfronten – her spiller man vist hellere håndbold. Et fint pokalarrangement var det dog med musik, klubsang og grillpølser og også salgspavillon til de tilrejsende VB-fans. Vel en 700-800 tilskuere med gratis entré omkransede den tribuneløse, kønt beliggende bane i skoven.
Et veritabelt skybrud ramte Skanderborg og omegn op til kampen med fornyede regnbyger i slutningen af 1. halvleg, hvilket gjorde spillepladsen en kende mudret i hjørnerne. Og da banen samtidig for ikke længe siden havde været brugt til teltplads under Skanderborg Festival kan det næppe undre, at der ikke just var tale om et Søren Søgaard-billardklæde…
Den smukkeste regnbue viste sig før og under opgøret på den blysorte himmel. VB-fans ønskede sig sikkert ikke den gængse krukke guld for enden af buen, men blot kvalifikation til næste pokalrunde samt en pæn pointhøst i de næste 3F Superligakampe…
Gæsterne satte sig naturligvis hurtigt på kampen, som ret hurtigt var afgjort. I det 14. minut spillede Tobias Bach, som fik en fin førsteoptræden, bolden op på Amon, der inde foran fandt Pitu, og rumæneren scorede fra kanten af feltet op ad den ene stolpe.
Efter 22 minutter blev det 0-2. Jonathan Amon opfangede en kikset aflevering i Skanderborg-forsvaret og blev øjeblikket efter nedlagt. Dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen pegede på pletten, og Faghir omsatte sikkert fra 11 meter.
To minutter efter blev Amon sat op af Faghir i højre. Amerikaneren strøg ind i feltet og bankede bolden op i modsatte målhjørne.
Efterfølgende havde Gammelgaard og Pitu kvalificerede langskud, mens værterne fik deres første chance, da Tais Nordahl var pænt fri foran mål, men Tobias Haahr reddede problemløst.
Jonathan Amon burde have øget i det 36. minut, da han blev spillet aldeles fri af Faghir, men brændte på det skammeligste. Samme Amon, som var meget synlig, sparkede kort efter lige over mål.
0-4 skulle det dog blive inden pausen. Wahid Faghir blev spillet fri af Amon og scorede på nonchalant vis.
Pitu havde set gult i 1. halvleg, og for en sikkerheds skyld blev han pillet ud i pausen og erstattet af Lykkebak for ikke at risikere at slutte dumt i undertal.
Med en lille time spillet kom Chiakha ind for Faghir og Camara for Amon. Med en snes minutter igen blev Vestergård og ”GG” erstattet af debuterende Rasmus Koch fra U19 samt Mikkel Duelund.
Gæsterne ventede lidt med at lukke op for posen i 2. halvleg, som i en 25 minutters tid var ret begivenhedsløs. Men så fik de våde publikummer både lidt aftensol og et par mål at gå hjem på. Først forstyrrede indskiftede Camara Skanderborg-keeper Mathias Nyrup så meget under igangsætning, at han lagde bolden lige ud til ligeledes indskiftede Chiakha, som havde let ved at score.
Fire minutter senere firsttimede samme Chiakha elegant bolden i nettet som udløber af et Duelund-hjørne og fuldendte dermed tennisægget til de blågule FC Skanderborg-spillere.
Chiakha og Camara havde gode forsøg, som kunne have udvidet scoringen til tiebreak-cifre, men det blev ved 0-6, hvilket gør spændingen optimal for alle VB-sindede, når der næste gang skal trækkes fra bowlen på DBU-kontoret.
Som sagt en professionel indsats af VB, som fik en tiltrængt og sikker sejr, og som med hurtige mål fjernede enhver tvivl om udfaldet. Trænerteamet fik hvilet nogle spillere og givet godt med nyttig spilletid til andre, og de så to gode debutkampe af Tobias Bach og unge Rasmus Koch.
Der kan nu arbejdes målrettet hen imod lokalderbyet på Monjasa mandag otte dage.
Oddset Pokalen 2025–26, 2. runde, team.blue arena, Skanderborg
Tirsdag den 2. september 2025 kl. 17.00
FC Skanderborg – Vejle Boldklub 0-6 (0-4)
14. 0-1 Alexi Pitu
23. 0-2 Wahid Faghir (straffespark)
25. 0-3 Jonathan Amon
43. 0-4 Wahid Faghir
73. 0-5 Amin Chiakha
77. 0-6 Amin Chiakha
Kort:
16. Alexi Pitu (gult kort)
Indskiftninger:
46. Alexi Pitu ud Tobias Lykkebak ind
58. Wahid Faghir ud Amin Chiakha ind
58. Jonathan Amon ud Abdoulaye Camara ind
73. Mike Vestergård ud Rasmus Koch ind
73. Christian Gammelgaard ud Mikkel Duelund ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Tobias Haahr Jakobsen
Lasse Flø
Anders Sønderskov
Lasse Nielsen (anfører)
Tobias Bach
Tobias Lauritsen
Mike Vestergård
Alexi Pitu
Christian Gammelgaard
Wahid Faghir
Jonathan Amon
Bænken:
Gustav Knudsen (m)
Christian Sørensen
Mikkel Duelund
Stefan Velkov
Andrew Hjulsager
Abdoulaye Camara
Tobias Lykkebak
Amin Chiakha
Rasmus Koch
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
Tilskuere: Ikke oplyst (ca 700)
FC Skanderborg (4-3-3): Mathias Nyrup – Anton Gelvad (46: August Krogh Rasmussen), Mads Buus, Mads Fiszman Frandsen, Mads Fischer – Asbjørn Gaarde, Otto Hartmann (73: Rajmond Djenajev), Anton Bryder – Bertram Zacho (46: Andreas Rud), Tais Nordahl (68: Bertram Groth Pedersen), Gustav Brink Knudsen (62: Elliot Bratbøl)
Træner: Svenne Poulsen
Kort:
67. Otto Hartmann (gult kort)
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.