VB spiller med julepynt på trøjen i pokalkamp og samler ind til udsatte familier i Vejle

Foto: Carl Forssling

Når Vejle Boldklub lørdag eftermiddag klokken 15.00 løber på banen på Vejle Stadion i Nørreskoven til pokalkampen mod Viborg FF, bliver det med et tryk på trøjen, som sjældent er set magen til i dansk fodbold.

Af Morten Pelch | 9. december 2025

Klubben stiller nemlig op med julepynt på trøjen – et specialdesignet juleornament, der er skabt i samarbejde mellem Vejle Boldklub og City Vejle, er trykt direkte på spillertrøjerne.

Juleornamentet er en hyldest til VB, Vejle by og til fællesskabet omkring klubben. I ornamentets design er flere af Vejles ikoniske vartegn genfortolket og integreret i VB-logoet og lakeret med designet fra klubbens mosaik på Vejle Stadion. Et visuelt stærkt symbol på sammenholdet mellem byens stærke kulturelle institutioner og klubbens fans.

Formålet med samarbejdet med City Vejle handler ikke kun om at skabe julestemning, men i særdeleshed om at vise, hvordan relationer i Vejle står stærkest, når vi løfter i flok.

- Vejle Boldklub gør hvert år en forskel i vores lokalsamfund gennem forskellige initiativer i Kong Hans Initiativet. Det er givende for hele Vejle Boldklub, at vi bruger klubbens markante position som både sportsklub, fællesnævner og kulturinstitution til at gøre en forskel. Trykket på spillertrøjen med juleornamentet er derfor mere end en understregning af samarbejdet. Det er også tydeliggørelsen af hele VB’s ønske om hjælpe lokalt, fra den enkelte frivillige til klubbens ejerskab, direktør i Vejle Boldklub, Henrik Tønder.

Foto: Carl Forssling

De gode intentioner finder hinanden

Hos City Vejle er citychef Andreas Kiis Antonsen begejstret for, at samarbejdet med Vejle Boldklub nu også har fundet vej til det fineste, en fodboldklub har - hjemmebanetrøjen.

- I City Vejle har vi en stolt tradition for at skabe unikke juleornamenter med spændende samarbejdspartnere. Interessen har altid været vild, men jeg kan godt mærke, at vi har ramt helt rigtigt med samarbejdet med Vejle Boldklub. Interessen er enorm! Juleornamentet har et udtryk, der rammer alle vejlensere. Udgangspunkt er ”Velkommen i Nørreskoven”, som blandt VB-fans er en reference til Vejle Stadion, hvorimod alle andre vil tænke på bøgeskov og en uovertruffen udsigt over fjord og by. Alt dette er samlet i et juleornament for hele Vejle, fortæller Andreas Kiis Antonsen begejstret og fortsætter:

- Nu hæver vi barren endnu en gang og får juleornamentet trykt på spillertrøjen. Det, synes vi hos City Vejle, er megafedt. Det viser virkelig potentialet i samarbejdet, og samtidig hjælper vi alle med at støtte en god sag, hvor alle de gode intentioner finder hinanden. Det er virkelig fedt, og hvor pynter juleornamentet og byens vartegn på VB’s flotte røde trøje, afslutter Andreas Kiis Antonsen.

Foto: City Vejle

Matchworn-trøjer på auktion efter kampen: Overskuddet går ubeskåret til Mødrehjælpen i Vejle

Det unikke julesamarbejde er ikke kun til glæde for de heldige vejlensere, der får fingrene i en af 2025 producerede juleornamenter. Efter kampen sættes alle matchworn-trøjer fra spillertruppen på auktion, hvor VB-tilhængere og samlere får mulighed for at sikre sig et helt særligt stykke VB-historie. Auktionen løber online, og hele overskuddet doneres ubeskåret til Mødrehjælpens Vejle-afdeling.

Mødrehjælpen arbejder hvert år for at give sårbare og udsatte familier i Vejle et bedre og mere trygt afsæt i juletiden. Med bidraget fra auktionen håber Vejle Boldklub og Mødrehjælpen at kunne uddele julekurve til omkring 150 familier, der har brug for en håndsrækning, så julen kan blive lidt lysere og mere overskuelig.

Et stærkt samarbejde på tværs af byen

Initiativet er et tydeligt eksempel på, hvordan stærke lokale kræfter kan skabe værdi sammen, både sportsligt, socialt og menneskeligt. Samarbejdet mellem Vejle Boldklub og City Vejle bygger på et fælles ønske om at gøre en positiv forskel i lokalområdet og vise, at fodbold og fællesskab kan gå hånd i hånd.

For både fans, borgere og klubbens samarbejdspartnere bliver pokalkampen derfor mere end en kamp om avancement. Det bliver også en eftermiddag, hvor Vejle står sammen for at hjælpe dem, der har allermest brug for det.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV