VB’s U19 vendte 0-1 til en slidsom arbejdssejr

Arkivfoto: Carl Forssling

HB Køge er nye i U19 Ligaen og havde inden besøget i VB Parken lørdag eftermiddag endnu ikke vundet en kamp i sæsonen. Det har de stadig ikke… Trods en 1-0 føring ved pausen til de trods tabelplaceringen bestemt ikke uefne unge Svaner fik VB’s sejrsvante akademister vendt kampen på hovedet efter pausen og kunne kæmpe en smal 2-1 sejr i hus. Marius Stage og Yusuf Faghir stod bag sejren, der cementerede vejlensernes førsteplads i Ligaen. VB har dog spillet flere kampe end et par af konkurrenterne.

Af Ole Kristensen | 19. september 2026

Mads Nissen havde skiftet på seks pladser siden sejren i Silkeborg sidste weekend. Max Jensen, Nicolas Gammelgaard og Hjalte Gitz har opgaver i førsteholdstruppen, mens Yusuf Faghir, der har været på skoletur hele ugen, og Benjamin Nicolaisen var bænket. Også på målmandsposten var der skiftet. Det betød, at Victor Stroyer var ny mellem stængerne, og at også Ransford Amoo, Marius Stage, Niklas Daae, Robin Hanen og Albert Frederiksen begyndte inde. Sejdić på U18 og Daae og Frederiksen på U17 er klar til forestående opgaver for ungdomslandsholdene.
Sjællænderne stillede op i moderigtigt lyserød/lilla-mønstret udebanedress – de kan dog arbejde lidt med de blå strømper… 

En hård vind samt heldagsregn lå over Lysholt og gjorde det til en tvivlsom fornøjelse for såvel aktører som de stakkels tilskuere, der som bekendt ikke kan se fodbold i tørvejr nogetsteds i VB Parken…

Allerede i det andet minut af kampen var netop to af de landsholdsaktuelle spillere i fokus foran køgensernes mål. Sejdić spillede Daae op til en stor chance, men over.
I stedet var det sjællænderne, der allerede efter en lille håndfuld minutter kunne bringe sig foran, da William Palm kunne score efter et flot HB Køge-angreb og en cut back-aflevering.

Hjemmeholdet sled med det før pausen og havde svært ved at blive rigtig farlige mod et godt HB Køge-hold. Amoo flugtede dog forbi i fri position efter et Brolund-hjørne med et kvarter spillet.
Ligeledes kunne det godt ligne et straffespark til Robin Hansen i det 22. minut, men dommer Mads Kildal Christensen vinkede afværgende.
Tre minutter senere var det gæsterne, der gerne havde set et gult kort til Jakob Selvejer for at bremse en ganske fri Køge-spiller forvandlet til en mere rødlig kulør, men igen var dommeren ikke enig.
Og så sluttede de første 45 minutter 0-1, hvilket der ikke kan indvendes alverden imod. 

Yusuf Faghir afløste efter sidebyttet Albert Frederiksen.
Der skulle ikke gå lang tid, før topholdet havde udlignet. Brolund slog et skarpt hjørne fra højre og VB’s to meter-mand, Marius Stage, headede i mål. Stage skulle ifølge Mads Nissen slet ikke have startet inde, men en skade til Jeppe Højgaard bragte i sidste øjeblik alligevel Stage ind i startelleveren, og den lange stopper kvitterede med en fornem indsats.

Villads Østergaard og Benjamin Nicolaisen afløste med en time spillet Robin Hansen og Kerim Sejdić. 
I minut 72 kom Ali Riad ind for Stelman, og på sin første boldberøring var Riad helt fri, men strandede på en god redning fra keeper Alexander Bejer.
Vejlenserne behøvede dog blot ærgre sig i et minut, for så havde indskiftede Yusuf Faghir bragt sit hold foran på et fladt langskud.
Et par minutter efter var Faghir på spil med et nyt langskud, men stor redning af Alexander Bejer.
VB havde efter pausen taget mere kontrol over kampen og stod stærkt i duellerne.

Engmark fik slutminutterne for Niklas Daae. Ikke alt lykkedes for den lynhurtige kantspiller, men han var med i meget og nåede mirakuløst mere end én gang bolde på baglinjen, der syntes tabt og fik dem bugseret ind foran - dog uden synligt resultat.

Sjællænderne var dog opsatte på at få noget med hjem fra besøget i Jylland og pressede energisk på mod slutningen med flere dødbolde og keeperen med fremme. Tæt på var de også. Et hovedstød efter hjørne blev headet lige i Victor Stroyers sikre labber, mens indskiftede Enes Gürel flugtede på stolpen efter et frispark i tillægstiden.

Men ved 2-1 blev det i en forholdsvis chancefattig, men jævnbyrdig og intens forestilling, hvor der også blev gået til stålet med to vejlensiske advarsler og fire til HB Køge incl. et til bænken. Remis havde nok ikke været helt ufortjent, men VB udstråler p.t. stor sejrsvilje.
Næste opgave for Mads Nissens tropper bliver en fredagskamp i Esbjerg efter landskampspausen.

Cheftræner Mads Nissen: Sjovere med en sådan sejr end at vinde 4-0

- Jeg ved ikke, om vi fortjente sejren, men vi havde brug for den, konkluderede Mads Nissen efter 2-1 sejren.

- Vi har mange gode fodboldspillere i klubben, og kulturen er stærk. Vi var forberedt på måske at komme bagud, men også at være parat til at grave os op af det hul igen. De scorer hurtigt og unødvendigt, mens vi ikke får scoret på vores store chance, og så er det lidt en øv-følelse, vi går til pause med. Men cadeau til drengene for at få det vendt i 2. halvleg, hvor vi får spillet noget mere bold.

Nissen bemærkede, at HB Køge og Viborg, som er oprykkere fra Divisionen, er hold, der er vant til at have bolden meget og styre kampene.

- Så får de tid på bolden, er de gode, og det giver vi dem før pausen. Men vi kommer igen og kommer foran og overlever deres pres til sidst. Og på sin vis er det jo lidt sjovere at få en sådan sejr i forhold til at vinde 4-0…

Nissen understregede også, at når man må skifte seks mand, så tager det også tid at finde en rytme.
- Men det er jo samtidig også fedt, at vi har så mange med omkring førsteholdet, glædede Nissen sig. – Og vi har heldigvis hele tiden nye unge klar - bare se på landsholdsudtagelserne!

Træneren sagde, at Stroyer overtog handskerne for at få noget vigtig kamptræning – og gjorde det godt. Der var også roser fra Nissen til bl.a. Faghir, Stage, Robin Hansen og Daae, Amoo, Brolund, Nicolaisen og den hårdtarbejdende anfører Subasic.

U19 Ligaen 2026-27, VB Parken opvisningsbane
Lørdag den 19. september 2026 kl. 12.30
Vejle Boldklub – HB Køge 2-1 (0-1)
5. 0-1 William Palm
52. 1-1 Marius Stage
74. 2-1 Yusuf Faghir

Kort:
25. Jakob Selvejer (gult kort)
66. Eman Subašič (gult kort)

Indskiftninger:
46. Albert Frederiksen ud Yusuf Faghir ind
58. Kerim Sejdić ud Benjamin Nicolaisen ind
58. Robin Hansen ud Villads Østergaard ind
71. Benjamin Stelman ud Ali Riad ind
82. Niklas Daae ud Laurits Engmark ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Victor Stroyer

Benjamin Stelman
Marius Stage
Jakob Selvejer
Marcus Brolund

Robin Hansen
Eman Subašič (anfører)

Ransford Amoo
Albert Frederiksen
Niklas Daae

Kerim Sejdić

Bænken:
William Damgaard (m)
Yusuf Faghir
Ali Riad
Benjamin Nicolaisen
Villads Østergaard
Laurits Engmark

Periodevis fyldte HB Køge godt op i VB-feltet, men her afviser værterne tilnærmelser fra gæsterne efter pausen. Foto: Ole Kristensen

Robin Hansen (med bolden, red.) og Eman Subašič (anførerbindet, red.) fyldte godt på de to centrale midtbanepositioner. I midtugen var en forynget U19 Liga-trup i en testkamp mod FC Midtjylland Next Generation i VB Parken. Opgøret endte 1-1 (1-0). For VB scorede Niklas Daae. Foto: Ole Kristensen

DIN KAMPDAG. NÆSTE NIVEAU.

Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV