VB’s U19 slutter ligasæsonen med remis og magiske 40 point

Foto: Carl Forssling

VB’s ældste akademihold har flirtet med bronzemedaljerne, men med nederlag i Randers og i Ikast forsvandt den mulighed. I sæsonens sidste ligakamp lørdag eftermiddag på Vejle Stadion mod Esbjerg fB gjaldt det om at konsolidere midterplaceringen og nå de 40 point, som er det højeste pointtal i mange år for klubbens U19 hold. Med 2-2 mod vestjyderne og efterfølgende sejr i straffesparkskonkurrencen om det ekstra point lykkedes det netop. Kerim Sejdić og Yusuf Faghir stod for hjemmeholdets scoringer i den ordinære kamp, begge fra ellevemeterpletten.

Af Ole Kristensen | 16. maj 2026

Fem ændringer var der at notere i VB’s startellever i forhold til midtugekampen i Ikast. Max Jensen og Nicolas Gammelgaard har en rolle i morgendagens 3F Superligakamp, mens Samuel Hust, Mathias Bang og Ransford Amoo var bænket. I deres sted spillede Laurits Engmark, Yusuf Faghir, Benjamin Nicolaisen, Jakob Sørensen og Stefan Petrache fra begyndelsen.

Det danske forår viste sig fra sin vanlige lunefulde side med solstrejf vekslende med heftige byger og temperaturer, der ville have fået en pingvin til at føle sig hjemme i Nørreskoven. Desuagtet havde mange mennesker fundet vej til Nørreskoven, og hovedtribunen var pænt fyldt op til ”Akademiets eftermiddag.”

Gæsterne fra Vestkysten satte sig på kampen fra start, og der stod Esbjerg på størstedelen af 1. halvleg. De stribede agerede, og VB reagerede.
Gæsternes Nicolai Blicher havde i vestjydernes venstre side al den plads, der er i verden, og allerede i det 4. minut testede han Pløger med et fladt skud.

Vejlenserne kunne ikke rigtig få noget til at hænge sammen. De savnede energi, og et føringsmål til udeholdet lå i luften, og det kom da også i det det 27. minut. Efter et EfB-hjørne dirigerede Martin Kjær Kruse med hovedet bolden hen til Jakob Munch Jensen, der fra kanten af det lille felt kunne flugte bolden i mål.
Efter 35 minutter havde Nicolai Blicher igen godt tre tønder land til sin rådighed og kunne finde Carl Emil Lauridsen ved fjerneste stolpe, men forsøget endte i sidenettet.

Først nu meldte VB sig offensivt ind i kampen. Hjemmeholdets lejr råbte på straffe mod Sejdić i det 38. minut, men dommer Søren Salskovs fløjte var tavs. Øjeblikket efter sparkede Clemens Astrup afrettet på stangen og til hjørne. På dette fik Yusuf Faghir headet, men snært forbi.
Minuttet efter blev der begået straffe mod Stefan Petrache, og Kerim Sejdić kunne udligne fra 11 meterpletten.

Som aftalt inden kampen blev Eman Subašič, der skal med førsteholdet til Odense søndag, taget ud i pausen og erstattet med Gregor Božič. 
Begge hold kom offensivt og kompromisløst ud til 2. halvleg, og der var straks chancer i begge ender. VB’s Yusuf Faghir sparkede over fra tæt hold på en nedfaldsbold efter hjørne fra Petrache. I den anden ende sparkede både Malthe Agerschou og Mads Engsted kvalificeret i sidenettet.

Efter en lille time var EfB tæt på med flere blokerede skudforsøg i feltet, mens det øjeblikket efter var Yusuf Faghir, der efter en god aktion i den anden ende sparkede i sidenettet.
I det 64. minut var VB’s Benjamin Nicolaisen alt for uselvisk, da han af en lille Fahir-genialitet blev spillet op i feltet. ”Bennos” forsøg på at spille på tværs løb ud i sandet. Kort efter sparkede Faghir på stangen.
Spillet vekslede til stadighed, og i den vejlensiske ende måtte Thorbjørn Pløger diske op med en stor redning på indskiftede Menan Velic’ flade forsøg.

I det 67. minut kunne man høre suset fra Vestkysten. Esbjerg kørte en flot omstilling mod et storsatsende VB-mandskab, og iøjnefaldende Nicolai Blicher, som atter havde masser af plads, kunne score fladt.
Seks minutter senere havde indskiftede Gregor Božič udligningen for fødderne, da han sparkede fra kort afstand efter et Petrache-hjørne, men himmelhøjt over.

Det begyndte at trække op til en stribet sejr, men med fem minutter igen af den ordinære spilletid blev Yusuf Faghir i det kriminelle felt hevet i armen af Mikkel Forum Hansen. Straffespark, som Faghir selv tog sig af på sikker vis. 2-2!

Det var hjemmeholdet, der i de resterende minutter nu mest søgte sejren mod trætte vestjyder. Petrache sparkede snært udenom, ligesom Hust var lige ved efter godt forarbejde af Ransford Amoo. Også gæsterne var dog lige ved at løbe med sejren, men VB fik afværget på stregen efter hjørne.
Efter yderligere to vejlensiske hjørnespark i dommer Salskovs fem minutter lange tillægstid kunne de to hold meget rimeligt trække sig ud af kampen med minimum et point hver.
Der skulle jo dog sparkes straffe om et ekstra point, og scoringer af Petrache, Hust, Astrup og Nicolaisen var nok for VB, selv om Faghir brændte. EfB sparkede nemlig en gang på stangen, mens Pløger tog sig flot af et andet forsøg.

Sejren bringer VB op på en femteplads i tabellen, men vejlenserne har som de eneste spillet færdigt. Der resterer endnu 11 kampe i rækken, så hvor VB ender, kan endnu ikke siges – det bliver i alt fald en midterplacering.
De unge vejlensere kan dog endnu ikke gå på ferie. På tirsdag spiller holdet finale i DBU Jyllands Pokalturnering mod Hobro som kl. 19:00 har hjemmebane på DS Arena.
Under alle omstændigheder en flot sæson af VB’s ældste akademihold.

Mads Nissen: Holdets mentalitet er fremragende

- Den første halve time er EfB rigtig gode, og vi er virkelig dårlige, erkendte Mads Nissen efter kampen.

- Men mentaliteten på holdet er fremragende, og vi får det vendt. Vi er især uden bold totalt udfordrede, og selv om vi havde snakket om, hvordan vi skulle løse deres pres, gjorde vi præcist det modsatte. Men mod slutningen af halvlegen begynder drengene endelig at vise noget vildskab.

Nissen mente, at de engelske uger med mange kampe syntes at have trættet spillerne mentalt.

- Men så kommer vi ud med superaggressivitet efter pausen, hvor vi presser godt og får sat en masse ting sammen, roste Nissen, der fandt, at remis var et fair resultat.

- Og det er os, der jagter til sidst, påpegede træneren, som havde været langt tilbage i statistikbøgerne og fundet ud af, at de 39 point, 2011-holdet havde fået, var det højeste pointtal i rigtig mange år, og de blev slået i dag.

- Vi er blevet en sammentømret enhed, og vi har set en stor udvikling i vores defensive struktur, hvilket har givet os mange point. Det har så været krydret med en masse x-factor i forreste geled. Samtidig har ”de gamle spillere” præsteret på højt niveau, hvilket har givet plads til en masse unge.

Der har været en fed kultur på holdet, og vi kan i dag bide skeer med alle hold.

Træneren fremhævede Clemens Astrup, som er for gammel til at kunne spille pokalfinale på tirsdag og derfor har spillet sin sidste kamp i den røde trøje.

- Clemens har været skadet i sammenlagt et år. Han har været uvurderlig og kunne have drevet det endnu videre, hvis han ikke havde været så meget skadet, slutter Nisssen, der nu ser frem til pokalfinalen tirsdag.

U19 Ligaen 2025-26, Vejle Stadion
Lørdag den 16. maj 2026 kl. 12.30
Vejle Boldklub – Esbjerg fB 2-2 (1-1)
27. 0-1 Jacob Munch Jensen
41. 1-1 Kerim Sejdić (straffespark)
67. 1-2 Nicolai Blicher
86. 2-2 Yusuf Faghir (straffespark)

Indskiftninger:
46. Eman Subasic ud Gregor Božič ind
59. Laurits Engmark ud Mathias Bang ind
70. Kerim Sejdić ud Ransford Amoo ind
70. Jakob Sørensen ud Samuel Hust ind
80. Marcus Brolund ud Benjamin Stelman ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Thorbjørn Pløger

Laurits Engmark
Anton Klaster (anfører)
Jakob Sørensen
Marcus Brolund

Eman Subašič
Clemens Astrup
Stefan Petrache

Benjamin Nicolaisen
Kerim Sejdi
ć
Yusuf Faghir

Bænken:
Kasper Holm Rod (m)
Samuel Hust
Mathias Bang
Benjamin Stelman
Ransford Amoo
Gregor Bo
žič

Clemens Astrup (f. 2006) spillede sin sidste kamp for Vejle Boldklub mod EfB inden han forlader klubben ved kontraktudløb denne sommer. Den venstrebenede forsvars- og midtbanespiller skiftede fra AGF til VB Akademiet som U17-spiller og har siden udviklet sig til en profil i Nørreskoven. Han nåede et tocifret antal scoringer som U17-spiller og nåede i alt 45 U19 Liga-kampe fordelt over de sidste fire sæsoner. Tak for indsatsen i VB, Clemens!

Ole Kristensen fotogalleri:

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV