
Arkivfoto: Oliver Dinesen
Af Ole Kristensen | 2. december 2025
Der hersker lidt andre regler i pokalen, som administreres af lokalunionerne. VB måtte således se væk fra Tobias Lykkebak, som er 1. års senior og ikke til rådighed i pokalen. Endvidere må der kun være tre mand på bænken, spillere kan frit skiftes ud og ind, ligesom en advarsel er lig med ti minutters udvisning – denne regel kom til at spille en rolle i aftenens kamp.
Da der er skader på VB-holdet, og Sander Ravn har en rolle i SL-holdets pokalkamp i Viborg i morgen, var det således et noget ændret VB-hold, der løb på banen tirsdag aften i VB Parken.
Efter at SIF’s Malthe Emil Hansen tidligt havde testet Thorbjørn Pløger i VB-målet, kom værterne i det 8. minut foran. Samuel Hust var hurtigt over en lidt uheldig halvklaring fra SIF-keeper Christian Risom på et hjørne, og så stod det 1-0.
Gæsterne kom sig dog hurtigt over den hurtige scoring og fik flere gange spillet bolden ned i bagrummet med indlæg i VB’s felt til følge. Helt farligt blev det imidlertid sjældent – dog måtte VB-forsvaret og Pløger i fællesskab afværge en dobbeltchance efter en snes minutter.
1. halvleg var afvekslende og jævnbyrdig, og i den anden ende skar Gammelgaard den Yngre godt ind i banen og afsluttede med højre, men fin redning af Risom. Endnu et hjørne skulle dog blive skæbnesvangert for de blåklædte gæster. Brolund servede skarpt fra højre, og Hjalte Gitz pandede i mål til 2-0. Minuttet efter var hjemmeholdet atter nærgående med et nyt nærgående hjørne til følge. Jo, de ældste VB-akademister er blevet skarpe på standarderne!
Eman Subasic kom på banen ved 2. halvlegs start, Højgaard gik ud, og Rasmus Koch gik ned på stopperpositionen.
Det, VB mindst havde brug for, var en straks-reducering af silkeborgenserne – men den kom! På en lidt unødvendig løs chance rettede Hjalte Gitz et indlæg fra indskiftede Victor Dahl af, så bolden snød Pløger.
Holdet fra Søhøjlandet jagtede nu udligningen og fik da også i momenter presset vejlenserne langt tilbage, men det blev for det meste ved en række halve chancer. VB var også klar på de omstillingsmuligheder, der bød sig, og Yusuf Faghir måtte se Christian Risom redde sit hovedstød, ligesom samme Faghir også strandede på keeperen efter et spidsvinklet skudforsøg.
Reglen om tidsbegrænset udvisning ved advarsler kom til anvendelse i slutminutterne. SIF’s Victor Dahl blev forevist gult af kampens dygtige dommer Yusuf Yörük, og gæsterne måtte således slutte opgøret i undertal, hvilket ikke var befordrende for udligningschancerne.
Thorbjørn Pløger måtte dog op med en vanvidsredning i tillægstiden, da en fri Sebastian Christoffersen sparkede fra det lille felt!
Men VB holdt stand og kan efter en flot efterårssæson ikke alene glæde sig over en placering i den bedste halvdel i Ligaen, men er også i bowlen, når DBU Jylland trækker lod til kvartfinalerne i pokalturneringen.
Aftenens sejr var på vippen, men ikke ufortjent. VB matchede flot de teknisk velfunderede silkeborgensere og modstod med solid fight SIF-presset mod slutningen.
Dzevad Sejdic: Vi har en fin struktur på holdet
- Det er en lige kamp, hvor vi får udnyttet to standarder, opsummerede Dzevad Sejdic, som har haft ansvaret for U19-holdet, efter Mads Nissen blev assistent på SL-holdet.
– Vi er blevet effektive på vores dødbolde og har vel lavet små 13 mål på hjørne denne sæson. I en jævnbyrdig 1. halvleg er der ikke de store chancer ud over de to scoringer. Vi retter strukturen lidt til i pausen – man skal påtænke, at der var spillere med, som ikke har spillet så meget dette efterår. Drengene snakkede meget om, at vi skulle undgå en hurtig reducering efter pausen, men selv om det skete, var jeg ret rolig, for jeg syntes, vi havde fint fat i kampen. Vi overlader dog en del spil til dem efter 2-1 scoringen, men så begynder vi atter at finde nogle sekvenser, hvor vi kan slå omstillinger og dermed aflaste forsvaret.
Sejdic er glad for den klare struktur, der har været på holdet i den tid, han har haft ansvaret for holdet.
- Og så er vi ubesejret i min tid i spidsen, smilede træneren, der specielt roste nogle sekvenser omkring Faghir, hvor man var tæt på at lukke til 3-0 i 1. halvleg.
VB Akademiet har afslutning fredag og har så ferie til 5. januar.
DBU Jyllands pokalturnering U19, VB Parken kunstgræsbane
Tirsdag den 2. december 2025 kl. 17.00
Vejle Boldklub – Silkeborg IF 2-1 (2-0)
8. 1-0 Samuel Hust
29. 2-0 Hjalte Gitz
48. 2-1 Hjalte Gitz (selvmål)
Indskiftninger:
46. Jeppe Højgaard ud Eman Subasic ind
60. Dánial Mørkøre ud Benjamin Nicolaisen ind
60. Mathias Bang ud Benjamin Stelman ind
73. Gregor Božič ud Mathias Bang ind
81. Hjalte Gitz ud Jeppe Højgaard ind
87. Yusuf Faghir ud Dánial Mørkøre ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Thorbjørn Pløger
Mathias Bang
Jeppe Højgaard
Hjalte Gitz
Marcus Brolund
Samuel Hust
Rasmus Koch (anfører)
Gregor Božič
Dánial Mørkøre
Yusuf Faghir
Nicolas Gammelgaard
Bænken:
Eman Subasic
Benjamin Nicolaisen
Benjamin Stelman
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.