VB’s U19 har tabt pusten mod slutningen af grundspillet

Arkivfoto: Carl Forssling

Efter en glimrende start på turneringen har VB’s ældste akademihold tabt pusten her, hvor de nu kun mangler en runde af grundspillet. Med det fjerde nederlag i træk – og det tredje i træk med cifrene 0-2 – må holdet nok imødese at dumpe ud af den top 6 placering, de længe havde sat sig på. VB ligger på femtepladsen, men mangler kun en enkelt kamp ude mod FCK, mens de lavere placerede hold mangler indtil flere.

Af Ole Kristensen | 3. november 2026

Der var fem ændringer i startelleveren i forhold til nederlaget i lørdags mod Brøndby. Bismark Edjeodji og Hjalte Gitz var denne gang ikke til rådighed, Jakob Selvejer blev skadet mod BIF og kunne ikke stille op, og Ransford Amoo og Benjamin Stelman var bænket. I deres sted spillede Marius Stage, Yusuf Faghir, Jeppe Højgaard, Nicolas Gammelgaard og Mathias Mejdal. Sidstnævnte kunne på backen notere sig for sin U19-debut.
Viborg kunne på holdkortet præsentere Philip Keller, søn af tidligere VB-spiller Christian Keller.

Hjemmeholdet fik på en kold og småtåget novemberaften på kunstbanen i VB Parken den værst tænkelige start. Allerede efter en håndfuld minutter blev Marius Stage sat af Adam Kleis-Kristoffersen, som kunne bringe Fodsportsforeningen foran. 
De rødblusede havde svært ved at komme sig over den kiksede begyndelse. Gæsterne er nyoprykker i U19 Ligaen og holder til i bundregionen, men kom med et modent hold med flere spillere med 3F Superligaerfaring, og de præsenterede sig som et fysisk stærkt mandskab, der spillede hurtigt og direkte.
Asger Søgaard sparkede kort efter føringsmålet snært over efter et godt VFF-angreb. Efter et stort kvarter blev Mejdal snydt i VB’s højre side, men Stage agerede redningsmand ved indlægget i det lille felt.

Vejlenserne havde ansatser til gode angreb, men rigtig farlige blev de aldrig i de første 45 minutter. Nicolaisens og Sejdić’ forsøg udenom var det nærmeste, man kom.
I stedet fordoblede de grønblusede føringen efter en lille halv time. Dygtige Magnus Olsen fik for meget tid og plads og bornholmeren kunne fra kanten af feltet smukt curle bolden i mål op ad den ene opstander.

Gammelgaard og Max Jensen måtte kun spille 45 minutter, så ind kom efter pausen Ransford Amoo, ligesom der var et glædeligt gensyn med Sander Ravn efter en meget lang skadespause. Senere kom Pelle Luxhøi på banen, og han kunne som Mejdal fejre sin U19 Liga-debut.

Gæsterne kørte tiltagende trætte, som kampen skred frem, og VB sad nu helt på kampen og begyndte at producere chancer. Yusuf Faghir fik chancen for en helflugter i feltet, men bolden lå for vanskeligt til, at der blev pølser af det skind. Sejdic forsøgte sig fra distancen, mens en velspillende Villads Østergaard tvang VFF-keeper Nicolai Dybdal ud i en flot redning på et fint forsøg. På det efterfølgende hjørne var hjemmeholdet også tæt på.

Gæsterne havde nu nok at gøre med at forsvare sig, hvad de også gjorde godt og med ild i øjnene, og de grønblusede jublede over hver en vellykket tackling. Ikke alle var helt rene, og der var da også tre gange gult til udeholdet, ingen til VB. Et enkelt aflastningsangreb blev det til, da Asger Søgaard driblede sig fri, men afslutningen røg over Pløgers bur.

VB pressede på for det reduceringsmål, der kunne have skabt spændingen tilbage i kampen. De rødblusede kom til talrige indlæg, men kvaliteten af disse lod noget tilbage at ønske. Benjamin Nicolaisen var fri, men skød forbi, mens Sander Ravn sparkede snært forbi fra distancen.
Tiden randt ud, og VB’erne stod endnu engang tomhændede tilbage.
Sidste chance for point i grundspillet er på lørdag på Peter Bangs Vej mod FCK.

Mads Nissen: Det er stolpe-ud for os nu

- Vi har ikke tur i den mere og har stolpe-ud nu, erkendte Mads Nissen efter endnu et 0-2 nederlag.

- Overordnet set spiller vi en god fodboldkamp, men taber på de små marginaler. Vi skaber okay med chancer, i alt fald efter pausen, men mangler skarphed i begge felter nøjagtig som i Brøndby-kampen, sagde Nissen, der også ærgrede sig over de mange spildte indlæg.

- Vi skal ikke lægge ind helt ude fra sidelinjen hver gang, ærgrede træneren sig, der også var træt af Viborgs to scoringer.

- Vi kommer hurtigt bagud på en ærgerlig situation. Vi vil gerne fremad og står så mand-mand dernede og taber duellen. Og ved det andet mål er der intet pres på, og Magnus Olsen får lov at vende og sparke den flot ind. Her var det hele holdet, der fejlede.

Mads Nissen ærgrede sig over, at hans hold ikke formåede at skabe spænding med en reducering i 2. halvleg, selv om mulighederne var mange.
- Jeg er ikke i tvivl om, at vi kunne have vendt kampen med en hurtig reducering!

Træneren åbnede mulighed for, at Eman Subasic kan blive klar til FCK-kampen, men næppe Jakob Selvejer. Han glædede sig over Sander Ravns comeback og debuten til Mejdal og Luxhøj fra U17.
- Vi sætter en stor ære i at prøve de unge! Det er spændende spillere.

Træneren havde i øvrigt roser til stopperparret samt til Villads Østergaard.

Efter en spændende sidste kamp i grundspillet i København, hvor Nissen håber at kunne stille stærkt op, da der er landsholdspause for førsteholdet, venter en testkamp mod HSV og en pokalkamp i Rødekro, ligesom der er reserveholdskampe, hvor der bliver brug for de unge.

U19 Ligaen 2026-27, VB Parken kunstgræsbane
Tirsdag den 3. november 2026 kl. 17.30
Vejle Boldklub – Viborg FF 0-2 (0-2)
4. 0-1 Adam Kleis-Kristoffersen
27. 0-2 Magnus Olsen

Indskiftninger:
46. Max Jensen ud Sander Ravn ind
46. Nicolas Gammelgaard ud Ransford Amoo ind
64. Mathias Mejdal ud Benjamin Stelman ind
64. Kerim Sejdić ud Pelle Luxhøi ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Thorbjørn Pløger

Mathias Mejdal
Marius Stage
Jeppe Højgaard
Marcus Brolund (anfører)

Benjamin Nicolaisen
Max Jensen
Villads Østergaard
Nicolas Gammelgaard

Kerim Sejdić
Yusuf Faghir

Bænken:
Victor Stroyer (m)
Sander Ravn
Ransford Amoo
Benjamin Stelman
Pelle Luxhøi
Robin Hansen

I fraværet af Eman Subasic og Jakob Selvejer var det backen Marcus Brolund der bar anførerbindet mod Viborg. Falstringen, der igen er udtaget til U19-landsholdet, kom frem til flere indlægssituationer. Arkivfoto: Carl Forssling

Pelle Luxhøi har været en profil på U17 Liga-holdet med mange mål og tirsdag aften fik han sin U19 Liga-debut, da han afløste Sejdić efter en god time. Luxhøi er fra Future Vejle-samarbejdsklubben Ammitsbøl GF. Arkivfoto: Carl Forssling

Mathias Mejdal spillede Viborg-opgøret fra start og fik også sin debut i U19 Ligaen. Den hurtige højre back havde flere fine aktioner fremad banen. Mejdal snørede sine første fodboldstøvler i Mejdal-Halgård Fodbold ved Holstebro. Arkivfoto: Carl Forssling

DIN KAMPDAG. NÆSTE NIVEAU.

Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV