
Foto: Carl Forssling
Af Ole Kristensen | 3. december 2025
Vanen tro i pokalturneringen var kortene blandet lidt i VB’s startellever, hvor Tobias Haahr, Valdemar Lund, Lasse Flø, Mikkel Duelund og Jonathan Amon var nye i forhold til OB-kampen. Vekić, Christian Sørensen og Velkov var bænket, mens Chiakha og Gammelgaard ikke var rejst med til Viborg.
VB kom godt ud til kampen, og allerede efter tre minutter var Tobias Bach snublende tæt på at bringe gæsterne foran. Glimrende spillet op af AK afsluttede altmuligmanden fladt, men med det yderste af handskespidserne fik Lucas Lund vippet bolden til hjørne.
I stedet blev det værterne, der efter en halv snes minutter kunne bringe sig foran og det på VB’s svaghed fra de seneste kampe. Med en enkelt bold ned i dybden blev Dorian Junior spillet fri, og uden besvær kunne manden fra Ækvatorial Guinea passere Tobias Haahr.
En håndfuld minutter senere kunne føringen være blevet fordoblet, da Sami Jalal traf den ene opstander.
VB ville dog også være med i en afvekslende og chancerig 1. halvleg. Lasse Nielsen headede snært over tværribben på Amons fine indlæg.
Yderligere seks minutter senere trykkede Thomas Jørgensen af fra kanten af feltet, men stor redning af Haahr.
Så skiftede scenen til den modsatte ende, hvor Amon – spillet op af Duelund – drejede bolden lige uden om fjerneste opstander. Jo, offensivt bød de rødblusede sig bestemt til.
Lidt efter fumlede Lucas Lund med bolden, hvilket gav en løs VB-mulighed, men ingen pølser af det skind.
I modsatte ende halvflugtede Mads Søndergaard, men Tobias Haahr reddede igen flot. Kort før halvtid ærgrede Sami Jalal sig over sin anden Aluminiumstreffer, da han atter traf fjerneste opstander.
Fortjent føring til fodsportsforeningen efter de første 45 minutter, hvor VB dog præsenterede sig bedre end i de foregående to kampe.
Sander Ravn afløste Vestergaard fra 2. halvlegs start.
Små ti minutter inde i 2. halvleg gik det imidlertid på ny galt for gæsterne. VFF spillede sig igennem i venstre side, og Mads Søndergaard spillede op til indskiftede Bilal Brahimi, som fra godt 15 meter kunne passere Tobias Haahr.
Jelle Duin kom ind for AK, og skidt blev til værre for udeholdet, da værterne kunne øge til 3-0. Enggård mistede bolden til en Viborg-kontra - i første omgang halvklarede Haahr, men indskiftede Asker Beck støvede af til 3-0.
Camara og Pitu afløste nu Amon og Duelund, ligesom Tobias Lykkebak til sidst kom på banen for Bach.
Alexi Pitu tændte et lys i mørket, da han i minut 85 trak solo ind i banen og scorede med et tørt hug.
De grønblusede syntes dog ikke, der bør være overvældende meget spænding i returopgøret, for et boldtab af Flø førte til en VFF-omstilling, og indskiftede Frederik Damkjer kunne reetablere tremåls føringen ved at score til 4-1. Og derved blev det. I sandhed indskifternes dag med fire ud af fem scoringer.
Hjemmeholdets sandsynligvis kommende semifinalister kunne nu søge ned mod det lokale fanafsnit, hvor euforien var stor, og hvor man midt i hoppestemningen da heller ikke glemte at fortælle, at man hader Herning og Ikast…
Den lille del af de 3.490 tilskuere, som bar rødt, tog i den anden ende pænt mod de slagne vejlensere, som længes efter juleferie, men inden venter et stort opgør med Brøndby på mandag samt returkampen mod Viborg, inden de hårdt prøvede VB’ere kan ”be Driving home for Christmas,” som Chris Rea sang i højttalerne, mens folk traskede hjem mod den sene aftenkaffe.
Oddset Pokalen 2025-26, kvartfinale (1. kamp), Energi Viborg Arena
Onsdag den 3. december 2025 kl. 20.15
Viborg FF – Vejle Boldklub 4-1 (1-0)
11. 1-0 Dorian Junior
54. 2-0 Bilal Brahimi
67. 3-0 Asker Beck
85. 3-1 Alexi Pitu
90. 4-1 Frederik Damkjer
Kort:
15. Mads Enggård (gult kort)
Indskiftninger:
46. Mike Vestergård ud Sander Ravn ind
62. Anders K. Jacobsen ud Jelle Duin ind
68. Jonathan Amon ud Abdoulaye Camara ind
68. Mikkel Duelund ud Alexi Pitu ind
77. Tobias Bach ud Tobias Lykkebak ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Tobias Haahr Jakobsen
Thomas Gundelund (anfører)
Lasse Nielsen
Valdemar Lund
Lasse Flø
Mike Vestergård
Mads Enggård
Tobias Bach
Mikkel Duelund
Jonathan Amon
Anders K. Jacobsen
Bænken:
Igor Vekić (m)
Christian Sørensen
Jelle Duin
Stefan Velkov
Abdoulaye Camara
Anders Sønderskov
Sander Ravn
Tobias Lykkebak
Alexi Pitu
Dommer: Jacob Karlsen
Tilskuere: 3.490
Viborg (4-3-3): Lucas Lund Pedersen – Jean-Manuel Mbom, Lukas Emil Kirkegaard, Daniel Anyembe, Srdjan Kuzmic (64: Hjalte Bidstrup) – Thomas Jørgensen, Jeppe Grønning (71: Mees Hoedemakers), Mads Søndergaard (64: Asker Beck) – Jakob Vester (46: Bilal Brahimi), Dorian Junior (77: Frederik Damkjer), Sami Jalal
Træner: Nickolai Lund
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.