VB’s fynbo reddede et point mod OB

Foto: Carl Forssling

Da tillægstiden var ved at rinde ud, dukkede Anders K. Jacobsen op og sikrede 1-1 mod OB.

Af Lars Christensen | 20. marts 2026

Vekić var manden bag den sidste lange bold op mod OB-feltet i det 96. minut, og kort efter jublede hovedparten af de 5.255 tilskuere i Nørreskoven. Anders K. Jacobsen havde sikret 1-1 mod sin tidligere klub.

- Det er en lang bold fra Vekić, som Nielsen kommer rigtig stærkt op til og flækker videre. Jeg er over den og har McCoy i ryggen og holder ham væk, inden jeg får et godt træf og scorer. Da muligheden opstod, var det bare at sparke til den, indleder Anders K. Jacobsen.

- Inde på banen hører jeg ikke, hvor meget tillægstid der er lagt til, men følelsen var, at der ikke var lang tid tilbage. Men da Vekić slår en god bold, så er det bare med at være over nedfaldet, og endelig fik vi udbytte af en 2. halvleg, hvor jeg synes, at vi forsøger at tage teten.

Den rutinerede angriber kom ind fra begyndelsen på 2. halvleg, hvor han afløste Mike Vestergård. Det betød, at han blev sendt frem i forreste linje sammen med Duelund.

- Vores sidste 45 minutter er okay i en fodboldkamp, hvor der ikke er rigtig mange chancer. Vi er langt bedre til at samle løse bolde op og vinder flere dueller, men vi har svært ved at spille rundt om OB, så mange indlæg bliver slået tidligt, og der afviser OB. Men vi tager initiativet i kampen og kommer vel også til flest muligheder. Wahid header forbi på et godt indlæg, og vi har lidt løst, men det er først til sidst, at vi bliver rigtig farlige, siger Anders K. Jacobsen.

OB tog føringen midtvejs igennem 1. halvleg, da Leeroy Owusu bagerst i feltet trykkede læderet op i nettaget.

- Før pausen er det OB, der stresser os med deres meget fysiske stil. Vi gør det, som de gerne vil have os til. Vi sparker den for meget til duel, og der er de stærke, og så skal de bare mose på hele tiden. Der synes jeg, at vi spiller dem anderledes og bedre senere i kampen, og det giver et kampbillede med to forskellige halvlege. Mange chancer til nogen af holdene var der ikke, men vi har overhånden og jagter et mål, siger Anders K. Jacobsen.

For anden gang i denne uge sikrede vejlenserne sig et point via 1-1.

- Det rykker ikke så meget i vores situation, men det sene point giver et ekstra boost. Det er en væsentlig bedre følelse end at tabe 0-1. Præstationen var lidt en forlængelse af de foregående kampe, men vi skal fortsat bygge på, inden vi skal jagte videre i de kommende kampe, siger Anders K. Jacobsen.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV