
Foto: Johnny Kristensen
Af Ole Kristensen | 8. december 2025
Hos VB var Vekić tilbage i målet for Haahr i forhold til pokalkampen i Viborg. Herudover var Velkov returneret til midterforsvaret, men Valdemar Lund bevarede sin plads i et tremands forsvar. Flø startede således ude, og Gammelgaard var tilbage på kant for en bænket Amon.
Brøndby måtte undvære de karantæneramte Nartey og Divkovic, som så rødt mod FC Fredericia. Tahirovic var bænket.
Der var blomster fra sportsdirektør Hemmersam til 100-kampsjubilar Stefan Velkov. Ligesom bulgareren har taget Vejle og det danske sprog til sig, har også fansene taget den populære hardnitter til deres hjerter.
7.281 tilskuere måtte tåle en smule regn og blæst op til kampen, men temperaturerne var milde for årstiden. Brøndby-fansene, der vanen tro fyldte udebaneafsnittet til bristepunktet ydede som altid sublim støtte til deres hold, men skjulte i øvrigt ikke deres aversion mod mandagskampe.
VB kom optimistisk ud og havde kampens første chance. Efter en lille håndfuld minutter headede Duelund tæt forbi på ”GG’s” fine indlæg.
Gæsterne startede en smule shaky med en del fejlafleveringer og bolde ud over sidelinjen. Med et kvarter spillet kom de dog bedre ind i kampen og begyndte at vise en smule tænder. Et hovedstød fra Frederik Alves efter et BIF-frispark måtte Vekić strække sig efter for at få bolden viftet over tværribben.
Til stor overraskelse for VB-forsvaret nåede Fukuda en bold på baglinjen og fik den lagt ind til Vallys, som imidlertid helt mistimede sit hovedstød.
VB var en smule sårbar i sin venstre side, og også Villadsen slap til baglinjen, men hans indlæg blev headet over af Spierings.
Ellers var det en ganske begivenhedsfattig halvleg. Hjemmeholdet holdt de blågule fra mange chancer, men producerede ikke selv det store ud over Duelunds hovedstød. Vejlenserne havde svært ved at fastholde bolden, når man fik fat i den.
Var de første 45 minutter en lidt søvnig omgang, fik publikum drama for alle pengene efter pausen.
Få minutter efter Mikkel Redder havde fløjtet op igen, tog Mike Vestergård sagen i egen hånd. Den lille midtbanedynamo gik solo over en halv banelængde, og via Duelund endte bolden hos Gammelgaard, der sikkert passerede Pentz.
Tobias Bach var en håndsbredde fra at øge i det 58. minut, da han med en dommedagsflugter sendte bolden ganske tæt uden om den fjerneste stolpe.
Bismark erstattede AK efter en time, og otte minutter senere måtte VB’s trænerteam foretage en triple udskiftning, da både Gammelgaard og Lasse Nielsen var skadede – Nielsen var netop blevet sparket i hovedet. Endvidere kom Duelund ud, og ind kom Amon, Jelle Duin og Sønderskov.
Sidstnævnte kom straks i fokus. Ved sidelinjen tabte han en duel til indskiftede Gregoritsch, og østrigerens indlæg passerede hele vejen over til bageste stolpe, hvor en fremstormende Fukuda kom til og udlignede. Der var da spillet 72 minutter.
Jubelen i udebaneblokken holdt dog kun tre minutter. Så blev bolden spillet op mod Bismark, og Patrick Pentz kom stormende ud og lavede en mild ”Schumacher mod Battiston” og plantede ved straffesparksfeltets grænse støvlen i brystet på ghaneseren. Straffespark og rødt kort til Pentz – ind kom Thomas Mikkelsen, og Fukuda blev trukket ud af kampen.
Enggård skulle sparke, men Mikkelsen dykkede ned og holdt det ikke specielt veleksekverede forsøg. Morten Krogh på VAR-centret i Vanløse intervenerede imidlertid og kunne hviske Redder i øret, at Mikkelsen havde forladt linjen, før sparket var taget. Nyt forsøg, og Jelle Duin svigtede ikke – Blok E var på den anden ende!
Dramaet fortsatte bare. De gule kort føg gennem luften, og snart var der tumult ved det ene hjørneflag, hvor stort set alle spillere mente, de burde blande sig – Rudelbildung havde det heddet i Sportschau. Redder dæmpede gemytterne med endnu et par af de gule.
Flø kom ind for Enggård, og ni minutters ekstra spilletid havde Mikkel Redder fundet. Ikke godt for tilskuernes nervesystem, men ret beset var et undertalligt og noget modløst virkende BIF-mandskab ikke i nærheden af en udligning.
Mike Vestergård blev Man of the Match, og Duelund, Valdemar Lund, Enggård, Velkov og Mike Vestergaard så gult, ligesom også Brøndby modtog fem advarsler ud over det røde kort.
Mens FC København ved VB’s forrige hjemmekamp efter nederlaget blev modtaget af buh-råb og smædesange fra deres tilhængere, gik de blågule ned til hyldest fra deres supportere. ”Vi elsker Brøndby”, sang fansene, skønt deres helte sluttede efteråret med tre nederlag, deraf to til die Abstiegskandidaten FC Fredericia og VB.
Spillemæssigt var ikke alt guld, hvad VB rørte ved denne aften, men i modsætning til eksempelvis kampen i Odense var der ild i øjnene hos vejlenserne, som bare nægtede at tabe aftenens kamp mod et – indrømmet – noget spagfærdigt Brøndby-mandskab. Manglende poleret fodboldspil opvejede vejlenserne med fight og intensitet, og situationen i bunden, som ind imellem har set ret håbløs ud, er nu knap så trøstesløs. Der er snor i FC Fredericia, og afstanden op til Silkeborg og Randers FC er trods alt ”kun seks” point. Machbar!
Sæsonen afsluttes på lørdag kl. 15:00 med returkvartfinalen mod Viborg.
Grundspil, 3F Superliga 2025-26, Vejle Stadion
Mandag den 8. december 2025 kl. 19.00
Vejle Boldklub – Brøndby IF 2-1 (0-0)
49. 1-0 Christian Gammelgaard
72. 1-1 Shō Fukuda
80. 2-1 Jelle Duin (straffespark)
Kort:
43. Mikkel Duelund (gult kort)
62. Valdemar Lund (gult kort)
86. Mads Enggård (gult kort)
90. Stefan Velkov (gult kort)
90. Mike Vestergård (gult kort)
Indskiftninger:
60. Anders K. Jacobsen ud Bismark Edjeodji ind
70. Christian Gammelgaard ud Jonathan Amon ind
70. Mikkel Duelund ud Jelle Duin ind
70. Lasse Nielsen ud Anders Sønderskov ind
89. Mads Enggård ud Lasse Flø ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Igor Vekić
Stefan Velkov
Lasse Nielsen
Valdemar Lund
Thomas Gundelund (anfører)
Mike Vestergård
Mads Enggård
Tobias Bach
Christian Gammelgaard
Anders K. Jacobsen
Mikkel Duelund
Bænken:
Tobias Haahr Jakobsen (m)
Christian Sørensen
Jelle Duin
Jonathan Amon
Anders Sønderskov
Lasse Flø
Sander Ravn
Amin Chiakha
Bismark Edjeodji
Dommer: Mikkel Redder
Tilskuere: 7.281
Brøndby (4-2-3-1): Patrick Pentz – Oliver Villadsen, Frederik Alves Ibsen (90: Viggo Poulsen), Luis Binks, Mats Köhlert – Stijn Spierings (69: Michael Gregoritsch), Mathias Jensen (69: Daniel Wass) – Shō Fukuda (77: Thomas Mikkelsen), Nicolai Vallys, Filip Bundgaard (69: Benjamin Tahirovic) – Jacob Ambæk
Træner: Steve Cooper
Kort:
40. Shō Fukuda (gult kort)
55. Luis Binks (gult kort)
68. Jacob Ambæk (gult kort)
75. Patrick Pentz (rødt kort)
86. Benjamin Tahirovic (gult kort)
90. Oliver Villadsen (gult kort)
Johnny Kristensen fotogalleri:







Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.