
Foto: Johnny Kristensen
Af Ole Kristensen | 9. oktober 2026
Efteråret er over os, men 5101 førstehåndsvidner (sæsonrekord) havde trodset heldagsregnen og var søgt op under de gulnende om end endnu bladfyldte trækroner i Nørreskoven. Godt 20 Hvidovre-fans havde taget turen over bælterne for at støtte Betinia Ligaens tophold…
Tre uger er der i den lange landskampspause gået siden seneste turneringskamp i Fredericia. I forhold til den kamp var der hos VB skiftet på fire pladser. Hjalte Gitz, Mathias Jensen, Gustav Marcussen og Wahid Faghir var nye i startelleveren, mens Thomas Gundelund, Lucas From og Abdoulaye Camara var bænket. En skadet Valdemar Lund var ikke i truppen.
Kampen var veteranmatch som hyldest til de udsendte danske soldater. En anden ”gammel soldat,” der blev hædret inden kampen, var Steen Thychosen, der nu er trådt tilbage som akademichef. Steen afleverer VB Akademiet i strålende gænge og modtog ud over blomster fra bestyrelsesformand Tage Pedersen stående ovationer fra Stadion.
Gæsterne kom ud som lyn og torden de første tre minutter, og inden det første minut var omme, havde en fri Andreas Smed sparket i sidenettet over for et noget konsterneret VB-forsvar.
Efterhånden fik hjemmeholdet dog mere ro på spillet og fik bolden ned på græsset. Marcussen havde det første seriøse VB-forsøg, da han efter en solo trods alt fik Filip Djukic ned og ligge på det våde underlag.
De hvid/blå gæster skiftede mellem at stå dybt i en periode for derefter at angribe med mange mand, og offensivt var de ikke uden evner. Louka Prip testede Larsen fra distancen.
Efterhånden som vejlenserne efter en god snes minutter skruede op for tempoet og satte fart i kombinationerne, fik hovedstadsholdet i stigende grad problemer. Marcussen sparkede snært forbi – igen efter en solo, og efter at Christian Sørensen stærkt havde erobret bolden.
Værterne strammede grebet og havde inden for 10 minutter flere gyldne muligheder for at bringe sig foran.
I det 27. minut blev Faghir spillet op af Karlsson, men stor redning af Djukic. På det efterfølgende hjørne headede Gitz lige over mål.
Bach gled fri efter en et-to, men igen fin redning af HIF-keeperen. Gitz fik headet som udløber af et kort hjørne, men lige på Djukic. Faghir sparkede i minut 36 over efter et Bach-indlæg – jo, en vejlensisk føring mere end lå i luften…!
Og den kom da også minuttet efter. Nicolai Larsen gik ud af sit felt og startede en hurtig VB-omstilling ved hjælp af Tobias Bach. Marcussen fik via en HIF-fod prikket bolden ud på Duelund, der sikkert scorede i det lange hjørne.
HIF forsøgte at bounce back i de sidste minutter af halvlegen. Abdoulie Njai måtte først se Larsen redde sit fine forsøg fra distancen, ligesom han kort efter headede lige forbi. Men 1-0 ved pausen.
En skadet Wahid Faghir blev i omklædningsrummet og blev erstattet af Lucas From.
Resten af VB-mandskabet syntes også at være blevet i omklædningsrummet – mentalt. I alt fald stod der efter en stor håndfuld minutter pludselig 1-2 på måltavlen. Først blev Christian Sørensen sat af Louka Prip, der herefter sendte en klassebold ind i feltet, hvor Oliver Kjærgaard steg til vejrs og headede udligningen i mål. Og fire minutter senere tog Louka Prip så sagen i egen hånd og curlede uimodståeligt bolden i mål fra 20 meter.
Kampen vendt på hovedet, hvilket selvsagt rystede vejlenserne og omvendt gav københavnerne troen og sikkerheden tilbage
Det var Louka Prip over det hele, og efter en time gav en grum afspilsfejl fra Bach Prip en ny mulighed fra distancen, men denne gang havde Nicolai Larsen fingerspidserne på til hjørne – eller havde han? Dommer Mathias Lykke dømte målspark til stor frustration for HIF-lejren…
Gundelund og Camara afløste nu Mathias Jensen og Marcussen.
Et nervøst spillende VB-hold havde svært ved at komme tilbage, men et godt langskud af From tvang dog Djukic til endnu en redning til samlingen.
Hvidovre var ret beset farligst mod et vejlensisk mandskab, der måtte åbne op. Indskiftede Emmanuel Aby testede Larsen med et langskud – en disciplin, VB gjorde for lidt brug af.
Claus Nørgaard brugte sine sidste udskiftningsmuligheder og sendte Bismark og Vestergård ind for Duelund og Hetemi.
Bismark var da også ophavsmand til VB’s bedste mulighed for at udligne. Ghaneseren spillede flot Camara op i højre, men stor redning af Filip Djukic, som sammen med Louka Prip måtte være dagens HIF’ere.
Skuffede tilskuere fik en smule dramatik at gå hjem på. Bismark røg i karambolage med Malte Kiilerich, og begge så gult. Det ville Abdoulie Njai øjensynligt kommentere på, hvilket er dumt, når man har gult i forvejen, så Njai blev sendt i bad et minut før tid.
Hjalte Gitz blev MOM, mens Hetemi og som nævnt Bismark fik advarsler.
VB må sande, at det ikke er nok at spille godt i 25 minutter og samtidig lade alt for mange chancer ligge i den periode. At give kampen tilbage til Hvidovre var unødvendigt, og skuffende var det, at man ikke rigtig formåede at komme tilbage efter de to lynscoringer til topholdet, som vandt fortjent. Vejlenserne har tabt et slag, men ikke en krig, og nu gælder det om at komme tilbage på lørdag i Aalborg.
Grundspil, Betinia Liga 2026-27, Vejle Stadion
Fredag den 9. oktober 2026 kl. 18.00
Vejle Boldklub – Hvidovre IF 1-2 (1-0)
37. 1-0 Mikkel Duelund
47. 1-1 Oliver Kjærgaard
51. 1-2 Louka Prip
Kort:
74. Lundrim Hetemi (gult kort)
90. Bismark Edjeodji (gult kort)
Indskiftninger:
46. Wahid Faghir ud Lucas From ind
63. Mathias Jensen ud Thomas Gundelund ind
63. Gustav Marcussen ud Abdoulaye Camara ind
77. Lundrim Hetemi ud Mike Vestergård ind
77. Mikkel Duelund ud Bismark Edjeodji ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Nicolai Larsen
Johan Karlsson
Lasse Nielsen (anfører)
Hjalte Gitz
Christian Sørensen
Lundrim Hetemi
Mathias Jensen
Tobias Bach
Mikkel Duelund
Gustav Marcussen
Wahid Faghir
Bænken:
Kasper Kristensen (m)
Thomas Gundelund
Mike Vestergård
Lucas From
Gunnar Vatnhamar
Abdoulaye Camara
Max Jensen
Nicolas Gammelgaard
Bismark Edjeodji
Dommer: Mathias Lykke
Tilskuere: 5.101
Hvidovre (3-4-3): Filip Djukic – Ahmed Iljazovski, Malte Kiilerich Hansen, Nicolai Clausen – Abdoulie Njai, Oliver Bjerrum Jensen (63: Simon Okosun), Oliver Kjærgaard, Oliver Juul Jensen – Louka Prip (79: Alexander Johansen), Donavan Bagou (63: Emmanuel Aby), Andreas Smed (63: Nathan Huygevelde)
Træner: Martin Retov
Kort:
45. Abdoulie Njai (gult kort)
90. Malte Kiilerich Hansen (gult kort)
90. Abdoulie Njai (gult kort)
90. Abdoulie Njai (rødt kort)
Johnny Kristensen fotogalleri:




Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD