VB kan ikke vinde – undertallige ”Heste” galopperer mod overlevelse

Foto: Carl Forssling

Heller ikke på VB’s 135 års fødselsdag formåede klubben at få årets første sejr. De allerede nedrykkede vejlensere spillede i overtal i en time, men uskarpe som den berømte rustne papirkniv formåede de ikke for alvor at true Paul Izzo i Randers-målet. Og så var et straffespark dømt for hands mod Lasse Nielsen i 2. halvleg nok til at sikre de lyseblå ”Heste” en fortjent 1-0 sejr, som bringer dem nærmere overlevelse i 3F Superliga.

Af Ole Kristensen | 3. maj 2026

En karantænefri Lasse Nielsen kunne indtage sin vanlige stopperposition, mens Thomas Gundelund, som vikarierede så fint i midterforsvaret i Parken, kunne rykke op på midtbanen og erstatte Enggård, der nu havde samlet for mange strafpoint.
”Hestene” var helt uden ændringer til den for dem så livsvigtige kamp.

Den værste forårsvarme havde forladt landet, men majlune uden vind og til sidst såmænd lidt sol gav fine betingelser for aktørerne.

De lyseblå lagde hæsblæsende ud i bevidstheden om, at det var dem, der havde brug for de tre point. Allerede efter fem minutter forsøgte Laurits Raun Pedersen sig med et halvt saksespark i VB’s måfelt, men gæsterne fik bolden sparket væk fra stregen.
Øjeblikket efter vippede Lucas Lissens bolden på stolpen – jo det var trængselstider for det allerede nedrykkede udehold.

Efter en god halv time blev dommer Mikkel Redder dog af VAR-dommer Aydin Uslu kaldt ud for at se TV. Cyrik Edudzi havde sparket Lasse Flø over anklen nede ved hjørneflaget i VB’s ende, og et almindeligt frispark blev efter endt skærmkig af Redder konverteret til et rødt kort. RFC vil nok ærgre sig over, at man ikke allerede havde udskiftet ghaneseren, som havde haft to længere skadespauser i opgøret.

Overtallet til gæsterne gjorde i første omgang ikke noget for kampen, for en håndfuld minutter senere sløsede gæsterne, og Mathias Greve kom til afslutning i det lille felt, men over.
Efterhånden viste den numeriske overlegenhed til de rødblusede sig dog også i spillet, og VB havde sin første afslutning i det 36. minut, da ”GG” fyrede af fra distancen, men lige i handskerne på Paul Izzo.
Faghir sparkede forbi et Flø-indlæg, og efter 42 minutter forsøgte samme Faghir sig med et ballonhovedstød, men det eneste, der kom ud af det var et gult kort til Tobias Bach, som, Redder mente, underløb Izzo. Kort efter fandt Christian Sørensen Wahid Faghir til et nyt hovedstød, men forbi.
Et direkte frispark fra Gammelgaard fra buen begået mod Faghir endte i hovedet på Laurits Raun, som måtte til tælling.
Således nåede 1. halvleg op på 52 minutter – men uden scoring.

Med 11 mod 10 havde VB selvsagt stor spilovervægt – også efter pausen – men misforståelser og upræcision forhindrede, at dominansen specielt ofte udmøntede sig i noget farligt.
Christian Sørensen flugtede i det 56. minut fra buen efter Hjulsager-hjørne, men Izzo reddede.
Efter en time faldt kampens afgørelse. Warren Caddy kanonerede bolden op Lasse Nielsens arm i VB-feltet, og det blev selvsagt takseret til et af de Hand-Elfmeter, som der går 13 af på dusinet, og Elies Mahmoud kunne eksekvere til 1-0.

Noget måtte gøres, og Claus Nørgaard kvitterede med en triple udskiftning. Tabatadze, Duin og Bismark afløste Bach, Faghir og Hjulsager.
VB’s bedste mulighed kom i det 65. minut, da Jelle Duin headede snært over på Christian Sørensens indlæg.

Randers-anfører Wessel Dammers appellerede til publikum om støtte i de resterende minutter, og se om ikke 6.143 kronjyder – minut en klat altid opbakkende vejlensere – fik hænderne op af lommen og applauderede deres undertallige, men førende helte.

Et afrettet skud af Gammelgaard havde nær snydt Izzo, men forbi.
Nørgaard forsøgte sig med alle de offensivkræfter, han havde på bænken. Amon afløste ”GG”, og til sidst kom Camara ind for Lund. Lige meget hjalp det.
I stedet kunne Randers’ John Björkengren have sat trumf på. I det 78. minut gik han flot i gennembrud, men smækkede bolden på stangen, og fem minutter senere fik han bolden foræret af Gundelund, men formøblede selv chancen ved at ville afdrible i stedet for at finde en bedre posteret holdkammerat.

Men randrusianerne behøvede ikke være nervøse. Efter et skud over af Vestergård og endnu et af efterhånden ret mange gule kort til Tabatadze var det hele slut, og værterne kunne juble over essentielt vigtige point i bunden af rækken.

VB? Truppen synes at trænge til ferie efter en sæson til glemmebogen. Glød, intensitet, kvalitet – alt mangler hos et hold, som trænger til succesoplevelser. Meget skal forbedres, hvis VB skal være med til at præge Betinia Ligaen næste sæson.

Men det var dejligt vejr på klubbens 135 års fødselsdag…

Kvalifikationsspil, 3F Superliga 2025-26, Cepheus Park Randers
Søndag den 3. maj 2026 kl. 14.00
Randers FC – Vejle Boldklub 1-0 (0-0)
60. 1-0 Elies Mahmoud (straffespark)

Kort:
43. Tobias Bach (gult kort)
90. Giorgi Tabatadze (gult kort)

Indskiftninger:
61. Tobias Bach ud Giorgi Tabatadze ind
61.
Andrew Hjulsager ud Bismark Edjeodji ind
61. Wahid Faghir ud Jelle Duin ind
74. Christian Gammelgaard ud Jonathan Amon ind
83. Valdemar Lund ud Abdoulaye Camara ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Tobias Haahr Jakobsen

Lasse Flø
Lasse Nielsen (anfører)
Valdemar Lund
Christian Sørensen

Thomas Gundelund
Mike Vestergård

Christian Gammelgaard
Andrew Hjulsager
Tobias Bach

Wahid Faghir

Bænken:
Thorbjørn Pløger (m)
Jelle Duin
Jonathan Amon
Abdoulaye Camara
Giorgi Tabatadze
Hjalte Gitz
Bismark Edjeodji
Eman Subašič
Max Jensen

Dommer: Mikkel Redder
Tilskuere: 6.143

Randers FC (4-2-3-1): Paul Izzo – Lucas Lissens, Daniel Høegh, Wessel Dammers, Nikolas Dyhr (77: Martin Sjølstad) – Laurits Raun Pedersen, John Björkengren – Elies Mahmoud (77: Sabil Hansen), Mathias Greve (87: Frederik Lauenborg), Cyril Eduzi – Warren Caddy (64: Thibault Klidje)
Træner: Rasmus Bertelsen

Kort:
29. Cyril Eduzi (rødt kort)

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV