VB kan ikke tabe i Kvalifikationsspillet – men heller ikke vinde…

Foto: Johnny Kristensen

I en monsterunderholdende kamp på Monjasa Park delte de to naboer og nedrykningskandidater FC Fredericia og VB i porten ved at spille 2-2. Begge hold søgte sejren og havde skiftevis momentum, men det blev ved en fair deler. Det ene point til VB gennem den fjerde uafgjorte kamp i træk, som kom i hus med to hurtige scoringer efter pausen ved holdets to topscorere, Gammelgaard og Duelund, rækker ikke stort i bunden af rækken, hvor timeglasset ubønhørligt rinder ud.

Af Ole Kristensen | 13. april 2026

Claus Nørgaard havde ændret på tre pladser sammenlignet med udgangspositionen mod Randers. Christian Gammelgaard, Mike Vestergård og Camara var bænket, mens Bismark, Mads Enggård og Duelund løb på banen blandt de 11 startende.

Gæsterne kom stærkt ud, og Christian Sørensen fik en god dobbeltchance allerede efter to minutter. Men i begge tilfælde var Valdemar Birksø i FCF-målet på sin post.
To minutter senere var det Andrew Hjulsager, der testede Birksø i en overmåde optimistisk VB-start. Vejlensernes pres fungerede og tvang de rødklædte fredericianere til flere boldtab.
Efter et kvarter headede Valdemar Lund på Enggårds indlæg, og Birksø måtte ud i horisontal stilling for at sikre sig læderet.

Minuttet efter var hjemmeholdet farligt for første gang. Friday Etim blev spillet op lige uden for det lille felt, men afslutningen gik et pænt stykke over.
Efter 23 minutter kom værterne så foran, da Felix Vinther fra kanten af feltet kanonerede bolden højt i målet. 

Mål ændrer fodboldkampe, og hjemmeholdet havde nu momentum mod et usikkert gæstemandskab. Fredericianerne vandt nu nærkampene og satte sig på spillet. Etim headede snært over efter hjørne, og Sofus Johannesen flugtede, men lige på Vekić. Hos vejlenserne, som var så dominerende i starten, hang ikke meget sammen resten af halvlegen, så 1-0 ved pausen.

Claus Nørgaard sendte Christian Gammelgaard på banen fra 2. halvlegs start for Bismark, som slæbte rundt på en advarsel, og det viste sig at være en god ide. To minutter var der blot spillet, efter at dommer Jonas Hansen havde fløjtet op igen – så lå bolden bag Valdemar Birksø. ”GG” trak sig fri i højresiden, og fra hjørnet af feltet kanonerede han bolden ind ved fjerneste stolpe. Med højrebenet!!

Dårligt havde hjemmeholdet fået scoringen rystet af sig, før det igen sagde kachiing i den ende, hvor VB-fansene skuttede sig i regnen. VB kom i omstilling, og Hjulsager trillede bolden til Duelund, som hamrede bolden i kassen fra 20 meter.
VB’s to topscorere nåede dermed op på syv scoringer hver i sæsonen.
Men hvor længe var Adam i Paradis? Blot seks minutter, for så lå bolden i nettet i den anden ende. Farlige Friday Etim modtog bolden i feltet, drejede rundt og sparkede kuglen i kassen.

VB foretog en dobbeltudskiftning efter en time. Hjulsager samt en skadet Valdemar Lund gik ud og blev erstattet af Camara og Mike Vestergård. Gundelund gik nu ned i midterforsvaret.

”Attack, attack!” lød det fra begge dyngvåde fangrupper blandt de 3.675 tilskuere i regnen på Monjasa. Og det gjorde de to hold så sandeligt – ultimativt. VB havde brug for alle tre point for blot at kunne skimte lyset i mørket, og Fredericia, som mærker Silkeborgs hede ånde i nakken, havde lige så hårdt brug for sejren.
Faghir erstattede Duelund, mens Tabatadze fik de sidste minutter for Christian Sørensen. 
FCF’s Felix Winther testede Vekić udefra efter et frispark, mens en helt fri Sofus Johannsen slap fri efter en omstilling – dog kun for at konstatere, at sloveneren i VB-målet diskede op med en kæmperedning.

Kampen bølgede frem og tilbage. Et farligt frispark fra Enggård blev reddet af Birksø med efterfølgende skudchancer til vejlenserne.
VB kastede flere og flere mand frem med deraf følgende risici. Friday Etim fik en friløber, da Enggård mistede bolden på den dyngvåde bane, men det lykkedes nigerianeren at formøble det gigantiske tilbud.

Derfor blev det ved 2-2, et resultat ingen af holdene for alvor kan bruge til noget. For VB var det nok svanesangen, mens FC Fredericia kan blive overhalet af Silkeborg i tilfælde af et nederlag på JYSK park i næste runde.
En spillemæssigt absolut godkendt kamp af VB, som dog må konstatere, at man ikke formår at vinde fodboldkampe og derfor sandsynligvis må en række ned.

På søndag gælder det FCK i Nørreskoven.

Kvalifikationsspil, 3F Superliga 2025-26, Monjasa Park, Fredericia
Mandag den 13. april 2026 kl. 19.00
FC Fredericia – Vejle Boldklub 2-2 (1-0)
24. 1-0 Felix Winther
48. 1-1 Christian Gammelgaard
52. 1-2 Mikkel Duelund
58. 2-2 Friday Etim

Kort:
29. Bismark Edjeodji (gult kort)

Indskiftninger:
46. Bismark Edjeodji ud Christian Gammelgaard ind
62. Andrew Hjulsager ud Abdoulaye Camara ind
62. Valdemar Lund ud Mike Vestergård ind
74. Mikkel Duelund ud Wahid Faghir ind
85. Christian Sørensen ud Giorgi Tabatadze ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Igor Vekić

Lasse Flø
Lasse Nielsen (anfører)
Valdemar Lund
Christian Sørensen

Tobias Bach
Thomas Gundelund
Mads Enggård
Andrew Hjulsager

Mikkel Duelund
Bismark Edjeodji

Bænken:
Tobias Haahr Jakobsen (m)
Mike Vestergård
Christian Gammelgaard
Wahid Faghir
Abdoulaye Camara
Giorgi Tabatadze
Nicolas Gammelgaard
Hjalte Gitz
Max Jensen

Dommer: Jonas Hansen
Tilskuere: 3.675

FC Fredericia (4-2-3-1): Valdemar Birksø – Svenn Crone (82: Jeppe Kudsk), Adam Nygaard, Frederik Rieper, Jakob Jessen (77: Anders Dahl) – Daníel Freyr Kristjánsson (77: Moses Opondo), Felix Winther – Sofus Johannesen (82: Oscar Buch), William Madsen (55: Eskild Dall), Gustav Marcussen – Friday Etim
Træner: Michael Hansen

Kort:
69. Svenn Crone (gult kort)
90. Friday Etim (gult kort)
90. Eskild Dall (gult kort)

Johnny Kristensen fotogalleri:

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV