VB indgår ungdomskontrakt med backtalent

Foto: Daniel Abedeny

16-årige Mathias Mejdal (f. 2010) fra VB Akademiets U17 Liga-hold har skrevet under på en ungdomskontrakt frem til sommeren 2029, hvor han afslutter sin ungdomstid og træder op som seniorspiller.

Af Lars Christensen | 30. september 2026

VB Akademiets årgang 2010 er en stor del af det meget succesfulde U17 Liga-hold, der fem kampe inde i den nye sæson suverænt fører tabellen med maksimumpoint. Her har ni spillere allerede indgået ungdomskontrakter med Vejle Boldklub, og nu bliver den eksplosive back Mathias Mejdal den tiende kontraktindgåelse.

Søren Lykke, der er er Head of Coaching på VB Akademiet, fremhæver den udvikling, den unge spiller har været igennem, siden han skiftede til VB Akademiet midtvejs som U15-spiller for snart to år siden.

- Mathias Mejdal kom hertil som kantspiller, men har været igennem en rigtig vellykket omskoling til back. Han har arbejdet meget målrettet i sin tid på VB Akademiet og har taget nogle store udviklingsskridt, og det er meget fortjent, at han nu kan skrive under på en ungdomskontrakt, der løber i resten af hans ungdomstid, indleder Søren Lykke.

- Som spiller er Mejdal kendetegnet ved en høj fart, gennembrudsstyrke og en fantastisk power, som gør vores højre side på U17 Liga-holdet med Niklas Daae og Mejdal meget svær at håndtere for vores modstandere. Der kommer mange målinvolveringer fra den side, og det er Mathias også en stor del af. Mathias besidder en fin teknik, og så har han lagt på sit defensive spil, hvor han hele tiden bliver bedre og klogere til at løse den forsvarsmæssige del. Selvom der fortsat er et stort udviklingspotentiale i Mathias, så besidder han en meget spændende pakke, som vi ser frem til at arbejde videre med i vores miljø, siger Søren Lykke.

Mathias Mejdal Johnsen, der er født den 8. marts 2010, løb efter de første fodbolde i Mejdal-Halsgård Fodbold ved Holstebro, inden han som U11-spiller kom på Guldminen og som U13-spiller blev en del af FC Midtjylland. Siden januar 2025 har han repræsenteret Vejle Boldklub, og nu kulminerer klubskiftet med en kontraktindgåelse.

- Jeg har haft et rigtig positivt forløb på VB Akademiet med gode trænere og holdkammerater, og det er en klub og et træningsmiljø, som jeg hurtigt har fundet mig til rette i. Efter jeg blev valgt fra til en kontrakt i FCM, så har det været et mål for mig at kæmpe mig til den milepæl i Vejle, og det er stort at skrive under med VB, indleder Mathias Mejdal.

- Min fart og løbevillighed er mine største forcer, men jeg er også en teknisk spiller, der bliver bedre og bedre på positionen som back. Mit offensive spil er det bedste, mens jeg fortsat skal udvikle mine defensive 1:1-aktioner, og når jeg skal forsvare på indlæg i eget felt.

Mejdal og U17 Liga-holdet har indledt den nye sæson med fem sejre, men backen forsøger at holde begge ben på jorden.

- Vi møder dygtige modstandere hver uge, og vi skal hele tiden forbedre os, men vi har fået en god start, som vi skal bygge videre på. Det kunne være sjovt at spille med i den øverste del af tabellen, og det er også det mest udviklende at skulle fastholde en topplacering. Jeg håber at kunne gøre mig fortjent til en fremtid som seniorspiller i Vejle og få min debut på Vejle Stadion, men ellers drømmer jeg på kort sigt om en udtagelse til det danske ungdomslandshold, afslutter Mathias Mejdal.

Når han ikke jagter fodbolddrømme på VB Akademiet, går han på HHX-linjen på Campus Vejle.

DIN KAMPDAG. NÆSTE NIVEAU.

Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV