VB indgår kontrakt med William Enevoldsen

Foto: Daniel Abedeny

Den 15-årige back på VB Akademiets U17 Liga-hold har underskrevet en ungdomskontrakt til 31. december 2029.

Af Lars Christensen | 12. november 2026

Tilbage i juli blev midtbanespilleren Eser Aslan Avci den første kontraktindgået i årgang 2011, og nu følger forsvarsspilleren William Enevoldsen efter. Den talentfulde venstreback har i den nye sæson vist sig så godt frem på U16 Futurelandsholdet og i kampene i U17 Ligaen, at han nu skriver under på en treårig ungdomskontrakt.

Søren Lykke, Head of Coaching på VB Akademiet, ser et godt potentiale i den venstrebenede forsvarsspiller.

- William Enevoldsen er både teknisk dygtig og fodboldklog, og det er en spiller, der har grebet de chancer, han har fået i både U17 Liga-kampene og i ungdomslandsholdsregi. Der er hård konkurrence som venstreback på vores U17-hold, men William tilkæmper sig minutter løbende, og han har vist, at han besidder et potentiale, som vi gerne vil arbejde videre med. Derfor indgår vi nu en kontrakt med ham, siger Søren Lykke.

- Han har nogle gode fodboldmæssige evner, men først og fremmest er han ihærdig og træner godt, og det er en forudsætning for fortsat udvikling. I DBU Futureregi spiller han i midterforsvaret, mens vi på VB Akademiet primært har brugt ham på backen, siger Søren Lykke.

William Enevoldsen, der er født den 11. juni 2011, har været en del af VB Akademiet, siden han som U11-spiller kom på ATK+-center, og som U13-spiller skiftede han så fra Future Vejle-samarbejdsklubben Vinding SF.

- Jeg har været igennem en rigtig god udvikling, siden jeg skiftede til VB Akademiet, og det er stort at indgå en ungdomskontrakt. Det har også været lærerigt at være med på U16 Futurelandsholdet, hvor der er nye medspillere og trænere. Det er god inspiration, inden jeg kommer tilbage i vante rammer og skal fortsætte med at bygge på, indleder William Enevoldsen.

VB Akademiet U17 Liga-hold har spillet en flot efterårssæson og ligger med helt i toppen af tabellen.

- Vi har en god trup, hvor der er konkurrence om spilletiden, og det kræver, at man hele tiden præsterer sit bedste for at være med. Jeg har fået minutter som førsteårsspiller, og det er godt for min udvikling at kæmpe mod ældre spillere. Som spiller har jeg en god fodboldforståelse, et godt overblik og et godt venstreben. Jeg er bedst i det fremadrettede spil og arbejder på mit højreben og min hurtighed.

- Jeg har en drøm om at spille i 3F Superliga for Vejle Boldklub på Vejle Stadion. Det er mit mål på kort sigt, og det er fedt at se spillere fra VB Akademiet få chancen på førsteholdet og gribe den. Det er også min fremtidsdrøm, siger William Enevoldsen.

William går på NOVAskolen og fortsætter i skoleåret 2027-28 på Vejle Idrætsefterskole.

DIN KAMPDAG. NÆSTE NIVEAU.

Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV