VB forlænger med lokalt målmandstalent

Foto: Privatfoto

Vejle Boldklub og Tobias Haahr Jakobsen forlænger den kontrakt, der stod til at udløbe senere på måneden. Dermed har den 19-årige målmand foreløbig kontrakt i Nørreskoven frem til sommeren 2026.

Af Lars Christensen | 22. juni 2023

Tobias Haahr Jakobsen kom op i førsteholdstruppen i sommeren 2021, og siden har den talentfulde keeper udviklet og forbedret sig så meget, at han i sidste måned fik sin førsteholdsdebut for Vejle Boldklub. Nu har Tobias Haahr Jakobsen også skrevet under på en ny tre-årig kontrakt med VB.

Marius Adrian Nicolae, sportschef i Vejle Boldklub, ser frem til at have en talentfuld målmand med i fremtiden.

- Tobias Haahr Jakobsen er en talentfuld målmand, som er kommet op igennem VB Akademiet, og som har stået i lære i A-truppen i to år. Vi har set, hvordan han særligt har rykket sig fysisk igennem de seneste 12 måneder, og han ligner mere og mere en seniormålmand i størrelse. Tobias er teknisk stærk og besidder en god springkraft, men den største spidskompetence er spillet med fødderne. Det er på nationalt topniveau, og vi så i debutkampen i sidste måned, at han er komfortabel på NordicBet LIGA-niveau. Det var helt fortjent, at han endelig fik sin debut, og han klarede opgaven, som vi havde forventet.

- Den her forlængelse er til den lange bane, og nu skal vi sammen med Tobias kigge på, hvordan vi giver ham mere seniorspilletid, fordi den er vigtig i forhold til hans kommende udvikling. Vi er glade for, at en talentfuld målmand som Tobias ser vores træningsmiljø som værende ideelt for hans videre udvikling, og sammen med ham glæder vi os til fremtiden, siger Marius Adrian Nicolae.

Tobias Haahr Jakobsen, der fik fodboldopdragelsen i Future Vejle-samarbejdsklubben Vinding SF, fik sin førsteholdsdebut mod FC Helsingør i maj, og nu har han også fået fremtiden på plads.

- Jeg har forlænget min aftale med Vejle Boldklub, fordi jeg er blevet præsenteret for en god plan for min fremtid. Den gælder for de kommende tre sæsoner, men jeg kan sagtens se mig selv blive i klubben i en meget længere periode, indleder Tobias Haahr Jakobsen.

Han fylder 20 år den 3. juli og er netop påbegyndt sin anden sæson som seniorspiller.

- Træningsforholdene er gode og bliver hele tiden optimeret, og jeg har oplevet, hvordan set-uppet omkring A-truppen løbende er blevet udviklet. Jeg har ideelle rammer for min daglige træning, og jeg trives rigtig godt i klubben, hvor trænerne tror på mig, siger Tobias Haahr Jakobsen.

- Mit redningsspil vil jeg gerne forbedre endnu mere, så det også bliver en af mine helt store styrker, men ellers skal jeg fortsat bygge på hele vejen rundt, og det er meget motiverende at fortsætte i en klub og i et træningsmiljø, hvor der er en klar plan for mig. Debutkampen gav blod på tanden, og jeg glæder mig over at have fremtiden på plads, siger Tobias Haahr Jakobsen.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV