
Foto: Johnny Kristensen
Af Ole Kristensen | 26. oktober 2025
Mens Silkeborg var uændret i sin startopstilling i forhold til 3-1 triumfen mod FCK, havde Ivan Prelec rystet posen og foretaget fem ændringer siden sidste weekend. Lasse Nielsen og Stefan Velkov var selvsagt tilbage efter udstået karantæne, ligesom Mikkel Duelund, Tabatadze og unge Max Jensen var nye fra start. Alt dette i stedet for en skadet Hjulsager samt Tobias Lauritsen, Anders Sønderskov, Bismark Edjeodji og Christian Sørensen.
I en ny formation stillede værterne med en bagkæde med tre stoppere og med Max Jensen og Tabatadze som wingbacks.
På bænken fandt man for første gang denne sæson Anders K. Jacobsen efter endt, langvarig skade. Også Lasse Flø var klar til en bænkplads igen efter skadespause.
Silkeborg IF var tæt på et noget nært historisk tidligt føringsmål. Efter blot ni sekunder blev Callum McCowatt spillet helt fri i venstre, men Vekić fodparerede. Kort efter var gæsterne nærgående på et hjørnespark.
I stedet skulle det blive VB, der bragte sig hurtigt foran. Efter syv minutter blev Gammelgaard spillet godt op af Tabatadze efter en fremragede VB-omstilling, og ”GG” svigtede ikke – 1-0!
Målet gav hjemmeholdet Aufwind, og fire minutter senere forsømte en ubeslutsom Chiakha i lovende position enten at spille bolden ud på ”GG” eller selv afslutte – det blev ingen af delene…
Spillet vekslede frem og tilbage i en underholdende 1. halvleg med masser af chancer i begge ender.
I det 19. minut havde VB en lovende 3:2 situation efter en omstilling, men det endte i en gru og rædsel, som man ellers kun kunne opleve hos Halloween-skeletterne uden for Vejle Stadion. Den gode VB-mulighed endte i stedet i en lang fremlægning til SIF’s Tonni Adamsen, som overspurtede Lasse Nielsen og sendte bolden ind bag Vekić til 1-1.
Værterne havde fortsat ikke svært ved at spille sig til halve og enkelte hele muligheder. Efter en lille halv time blev Gammelgaard spillet god op af Tabatadze, men kantspilleren blev blokeret. I den anden ende var McCowatt helt fri efter en lidt vovet Valdemar Lund-satsning, men atter reddede Vekić med en fodparade.
Efter 31 minutter gik det helt galt for vejlenserne. Som udløber af et hjørnespark stod Pedro Ganchas sträflich frei ved bageste stang og kunne heade føringsmålet i nettet på et indlæg.
Kort efter sparkede gæsternes Gammelby lige på Vekić, mens Max Jensen i den anden ende spillede Duelund flot op, men ”Duen” blev blokeret.
1-2 ved pausen efter en omskiftelig halvleg, hvor VB ikke havde svært ved at spille sig til chancer, men omvendt var for åben i defensiven.
2. halvleg blev ikke så spektakulær. Silkeborg trak sig tilbage, hvilket gjorde kampen mindre åben og med færre chancer.
Mads Enggård satte sig ned 10 minutter efter sidebyttet og blev erstattet af Tobias Lauritsen.
Man måtte et kvarter ind i 2. halvleg, før der var en mulighed – den tilfaldt VB’s Christian Gammelgaard, der dog helkiksede i lovende position på en løs bold.
Prelec tripleudskiftede og sendte Pitu, Sønderskov og Flø ind for Duelund, Lund og Max Jensen.
Med et kvarter igen blev Tabatadze skadet og måtte hjælpes fra banen – for ham spillede Luka Hujber.
Værterne dominerede, dog uden at spille sig til afgørende muligheder.
Stefan Velkov blev kastet frem med fem minutter tilbage af den ordinære tid, og VB forsøgte at pumpe høje bolde ind mod bulgareren.
VB fik dog øjensynligt spillets største chance for udligning, da Mikkel Redder i det det 87. minut pegede på pletten, da Robin Østrøm tacklede Chiakha ved baglinjen. ”GG” stod klar til at sparke, men VAR-centret intervenerede og kaldte Redder til skærmkigning. Det så da også til, at Østrøm spillede bolden, og Redder trak kendelsen tilbage. Mon ikke selv Kent Nielsen næsten blev VAR-tilhænger i det øjeblik…
SIF passede godt på sig selv og kastede ex-VB’er Leonel Montano på banen som ekstra gardering.
Trods et massivt VB-pres var det holdet fra Søhøjlandet, der havde den største chance for scoring i tillægstiden. Indskiftede Al Hajj var helt fri, men chippede bolden forbi både Vekić og stolpen.
Således blev det altså ved endnu et VB-nederlag, hvilket der ikke kan indvendes stort imod mod et meget dygtigt Silkeborg-mandskab, som efter kampen fortjent kunne fejres af deres mange ”Sifosis” i udebaneafsnittet. Nuvel, havde VB forpagtet heldet, kunne der sagtens være faldet point af til de rødblusedes, men det er sjældent, at bundhold står på så god fod med skæbnen.
Velkov modtog kampens eneste advarsel, mens Gammelgaard blev MOM.
Der kommer hverken en god fe eller et Halloween-monster og redder den nødstedte klub i fjordbyen. Kun hårdt arbejde på træningsbanen kan evt. bringe Jyllands Rubin på ret køl igen. Et lille skridt kunne måske være en sejr i Oddset Pokalen i Lyseng på onsdag. Den mulighed for tiltrængt selvtillid skal udnyttes!
Grundspil, 3F Superliga 2025-26, Vejle Stadion
Søndag den 26. oktober 2025 kl. 14.00
Vejle Boldklub – Silkeborg IF 1-2 (1-2)
8. 1-0 Christian Gammelgaard
19. 1-1 Tonni Adamsen
32. 1-2 Pedro Ganchas
Kort:
40. Stefan Velkov (gult kort)
Indskiftninger:
55. Mads Enggård ud Tobias Lauritsen ind
67. Valdemar Lund ud Anders Sønderskov ind
67. Max Jensen ud Lasse Flø ind
67. Mikkel Duelund ud Alexi Pitu ind
75. Giorgi Tabatadze ud Luka Hujber ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Igor Vekić
Stefan Velkov
Lasse Nielsen (anfører)
Valdemar Lund
Max Jensen
Mike Vestergård
Mads Enggård
Giorgi Tabatadze
Christian Gammelgaard
Amin Chiakha
Mikkel Duelund
Bænken:
Tobias Haahr Jakobsen (m)
Tobias Lauritsen
Anders K. Jacobsen
Abdoulaye Camara
Anders Sønderskov
Lasse Flø
Luka Hujber
Bismark Edjeodji
Alexi Pitu
Dommer: Mikkel Redder
Tilskuere: 6.209
Silkeborg (4-3-2-1): Nicolai Larsen – Jens Martin Gammelby, Robin Østrøm, Pedro Ganchas, Andreas Poulsen – Villads Westh, Mads Freundlich, Mads Larsen – Callum McCowatt (75: Sofus Berger Brix), Younes Bakiz (85: Rami Al Hajj) - Tonni Adamsen (90: Leonel Montano)
Træner: Kent Nielsen
Johnny Kristensen fotogalleri:







Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.