VB Akademiets U17-anfører skriver to-årig kontrakt

Foto: Daniel Abedeny

Laurits Engmark (f. 2008), der er anfører på VB Akademiets U17 Liga-hold, har indgået sin første ungdomskontrakt, der træder i kraft fra 1. juli og løber frem til sommeren 2027, hvor forsvarsspilleren bliver seniorspiller.

Af Lars Christensen | 21. marts 2025

William Østergreen (f. 2010) blev i mandags præsenteret som årets første kontraktindgåelse på VB Akademiet, og allerede få dage senere følger den to år ældre Laurits Engmark efter. Den talentfulde forsvarsspiller bliver den sjette spiller fra årgang 2008 til at skrive under på en ungdomskontrakt.

Steen Thychosen, der er akademichef i Vejle Boldklub, bemærker, at den seneste kontraktspiller på VB Akademiet er blomstret op efter et positionsskifte.

- Det er en rigtig glædelig case med Laurits Engmark, som nu bliver tilknyttet på en ungdomskontrakt løbende to år fra sommer. Det er en spiller, som begyndte på andetholdet som U13-spiller, men som hurtigt gjorde sig på førsteholdet i årene derefter. Det er især i de sidste seks-otte måneder, at udviklingen virkelig har taget fart, og vi er glade for at kunne honorere det med en ungdomskontrakt, der gælder, til han bliver seniorspiller, siger Steen Thychosen.

- I en lang periode blev ”Lau” brugt i midterforsvaret, men nu er han blevet rykket ud på højreback. Han har styr på sit defensive arbejde og bliver sjældent sat, og så har han virkelig udviklet sin hurtighed. Teknisk er han også god, og han er en klog spiller, som er blevet et stærkt samlingspunkt på vores U17-hold. Uge efter uge hører han til sit holds bedst præsterende, og det bliver spændende at følge ham i de kommende sæsoner, hvor han skal gøre sig i U19 Ligaen, siger Steen Thychosen,

Laurits Engmark, der er født den 26. april 2008, skiftede til VB Akademiet som U13-spiller i 2020. Den højrebenede forsvarsspiller har fået fodboldopdragelsen i Future Vejle-samarbejdsklubben Jelling fS, og talentet rakte til et step videre.

- Jeg har været igennem en god udvikling på VB Akademiet, hvor jeg begyndte på andetholdet som U13-spiller. Allerede efter den første halvsæson blev jeg rykket op på det bedste hold, og der har jeg spillet siden. Det er stort at få sin første ungdomskontrakt, og det har været et forløb, der er gået meget hurtigt. Jeg fik tilbuddet i sidste uge og skulle ikke bruge lang tid på at overveje fremtiden, siger Laurits Engmark.

Han indledte sin tid på VB Akademiet som midtstopper, men nu er han rykket ud på backen i højreside.

- Det har været en god udvikling for mig som fodboldspiller at blive flyttet ud på siden. Jeg er en klog spiller, som via mit anførerhverv tager styringen fra bagkæden verbalt. Som spiller er jeg forholdsvis hurtig og har et godt overblik, mens jeg gerne vil udvikle mine færdigheder fremad banen. Det er omkring timingen i løbene og kombinationerne med kanten og 8’eren. Den del kræver fortsat lidt tilvænning, men på træningsbanen arbejder jeg sammen med trænerne meget med positioneringer og jeg håber at kunne bygge mere på i fremtiden, siger Laurits Engmark.

Med kontraktindgåelsen har den 16-årige forsvarsspiller papir på fremtiden frem, til han bliver seniorspiller i sommeren 2027.

- Jeg glæder mig meget til de kommende sæsoner, hvor jeg håber at fortsætte min udvikling sammen med holdet. Mit mål er komme igennem til førsteholdet og komme ind på Vejle Stadion og spille i fremtiden. Det har været min drøm, siden jeg som helt lille begyndte til fodbold. Det er meget motiverende at se unge spillere som Lasse Flø og Sander Ravn fra VB Akademiet gøre sig gældende og levere fine præstationer i 3F Superliga, siger Laurits Engmark.

Ved siden af fodbolden på VB Akademiets U17 Liga-hold går han i 1.g på Rosborg Gymnasium.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV