Foto: Daniel Abedeny
Af Lars Christensen | 3. december 2024
Tidligere på efteråret blev Nicolas Gammelgaard den første kontraktspiller fra årgang 2008, og nu følger endnu en af de mange spændende offensivspillere på U17 Liga-holdet efter. Det er angriberen Yusuf Faghir, som i sidste sæson scorede ti mål i U17 Ligaen, og som i denne sæson allerede har nettet otte gange. I den forgangne weekend kastede det også en U19 Liga-debut af sig til den formstærke angriber, da han kom ind allerede før pausen i mødet med AC Horsens.
VB Akademiets chef, Steen Thychosen, fremhæver målinstinktet, når han skal beskrive den seneste kontraktspiller fra VB Akademiet.
- U17 Liga-holdet har scoret mange mål i denne sæson, og mange af dem er kommet fra Yusuf Faghir, som er en vigtig del af holdets offensiv. ”Yus” er en bevægelig angrebsspiller, som har fået mere flow i sit spil i det sidste år. Han har en fin fart for en angriber, afslutter godt og har noget af den målnæse, som man ikke kun kan træne sig til, siger Steen Thychosen.
- Han har i løbet af sin U17-tid vist, at han kan score mål på mange forskellige måder. Som spiltype vil han supplere en større angriber godt, fordi han er så bevægelig. Fysisk har han været igennem en god udvikling i løbet af de sidste to år, og vi glæder os til at arbejde videre med en talentfuld spiller, som har fået hele sin fodboldopdragelse i Vejle Boldklub. Der er så meget råmateriale i ham, at vi har en begrundet tro på, at han skal med videre som seniorspiller, siger Steen Thychosen.
Yusuf Faghir, der er født den 9. august 2008, har aldrig optrådt for andre klubber end Vejle Boldklub. Nu er han kontraktspiller frem til sommeren 2027, hvor han bliver seniorspiller.
- Jeg er rigtig glad for at indgå min første kontrakt, og det er en stor anerkendelse fra VB, at de vælger at binde mig. VB Akademiet er et godt sted, hvor jeg kan fortsætte min fodboldmæssige udvikling. Lige siden jeg begyndte i VB for efterhånden mange år siden, er jeg blevet bedre og bedre, og i det perspektiv var jeg aldrig i tvivl om, at jeg skulle fortsætte her i hele min ungdomstid, siger Yusuf Faghir.
Den 16-årige angriber træder i fodsporene på brødrene Waris (f. 2001) og Wahid Faghir (f. 2003), der begge spillede på ungdomsliga-holdene i Vejle Boldklub. Wahid nåede allerede sin førsteholdsdebut som 16-årig i 2020 og blev året efter solgt til VfB Stuttgart i en rekordhandel for Vejle Boldklub.
- Jeg har haft stor glæde af mine brødre på fodboldbanen og uden for, og jeg drømmer også om at blive professionel fodboldspiller ligesom Wahid engang i fremtiden. Det er et mål at spille 3F Superliga sammen med Wahid på Vejle Stadion. Det kunne være sjovt og noget, der er en stor motivation for mig, siger Yusuf Faghir.
Mens Waris Faghir var forsvarsspiller, og sidenhen er gået trænervejen på VB Akademiet, så er de to yngre brødre Wahid og Yusuf angribere med en veludviklet målnæse.
- Mine spidskompetencer er, at jeg er god til at holde i bolden fejlvendt og til at søge ned i banen, men også til at løbe dybt. Jeg er god til at søge i boksen, og så vil jeg gerne lave mål. Mit førstepres er også godt, og jeg er meget opmærksom på, at jeg har en vigtig rolle, når vi ikke har bolden, i eksempelvis presset. Som fodboldspiller vil jeg gerne udvikle mig og være mere alsidig i mine afslutninger. Jeg scorer mest med højrebenet og lidt med hovedet, men jeg vil gerne være bedre med venstrebenet, siger Yusuf Faghir.
- Jeg har et par ugentlige træningspas med U19 Liga-holdet, og det er meget udviklende. Det er et skridt op, når jeg træner med spillere, der er endnu mere udviklede rent fysisk, og som spiller hurtigere. Der skal jeg være endnu skarpere i mine aktioner, siger Yusuf Faghir.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.