VB Akademiet i Kiel: Testsejre til U17 og U19

Arkivfoto: Carl Forssling

VB Akademiets U17 og U19 Liga-hold indledte rækken af opstartskampe med en tur til Kiel, hvor de unge akademister besejrede Holstein Kiel lørdag eftermiddag. U19 vandt 2-1, mens U17 endnu engang var part i et målrigt opgør og vandt 5-4. Her scorede færingen Dánial Mørkøre (billedet, red.) et hattrick efter pausen.

Af Lars Christensen | 13. januar 2025

VB-talenterne var tilbage i træning mandag i sidste uge, og allerede lørdag eftermiddag gjaldt det årets første træningskampe. Modstanderne var Holstein Kiel på Storkenes træningsanlæg i Kiel-Projensdorf. Både U17- og U19 Liga-holdet fik en testsejr med hjem fra den nordtyske havneby - og dermed et godt afsæt til den videre træning og de kommende opgør mod AaB og Werder Bremen.

På U17 Liga-holdet var der debut på trænerbænken til en gammel kending i form af Christian Sivebæk, og han kunne se sit mandskab lave fem mål i årets første kamp. Dermed fortsætter det næstældste akademihold stimen med de mange scoringer fra efteråret.

- Vi vinder 5-4 mod en fysisk stærk modstander, som især på det parameter udfordrede os meget før pausen. Her var vi meget farlige på vores offensive omstillinger, da vi lå med Nicolaisen, Sejdic og Gammelgaard på de tre forreste pladser. Vi manglede lidt effektivitet, og derfor gik vi til pausen bagud med 1-3. Vi havde både fire-fem rigtig gode målchancer og kunne altså have lavet mere end det ene mål, som Kerim Sejdic udligner på, siger Christian Sivebæk.

- Indenfor de første 20 minutter af anden halvleg har vi vendt kampen til 4-3. Gammelgaard til 2-3 på et forrygende langskud, og herefter er det Dánial Mørkøre, der tager over.  Først en scoring med hælen til 3-3, hvor Albert Frederiksen sætter Gammelgaard i scene til en assist. Det bliver 4-3, da Mørkøre med et kort aftræk sparker bolden i mål. Holstein Kiel udligner også til 4-4, inden Mørkøre fuldender sit hattrick og scorer til 5-4 med et par minutter igen efter en opspilsfejl af tyskerne. Overordnet en god test, hvor vi gjorde os værdifulde erfaringer i presspillet og omkring den defensive struktur, siger Christian Sivebæk.

Kampfakta: 1-0 Jannis Georgiadi, 1-1 Kerim Sejdic, 2-1 Till Wiese, 3-1 Jonas Ahrens, 3-2 Nicolas Gammelgaard, 3-3 Dánial Mørkøre, 3-4 Dánial Mørkøre, 4-4 Delf Berndt, 4-5 Dánial Mørkøre

U17 Liga-holdets holdopstilling (4-3-3): Thorbjørn Pløger (Victor Strøyer) – Ali Riad (Villads Bischoff), Laurits Engmark, Jeppe Højgaard (Gustav Toft Jacobsen), Ismet Aytac (Jacob Damgaard-Hansen) – Stefan Petrache (Albert Frederiksen), Villads Østergaard (Benjamin Stelman), Markus Petersen (William Østergreen) - Benjamin Nicolaisen, Kerim Sejdic (Dánial Mørkøre), Nicolas Gammelgaard

For U19 Liga-holdet var årets første modstander også Holstein Kiel, der med deres U19-hold ligger i den nordtyske Bundesliga med modstandere som Hamburger SV, Union Berlin og Werder Bremen. Lørdag eftermiddag var der dansk-tysk test på det hyggelige træningsanlæg i Kiel-forstanden Projensdorf. Klubberne har mødt hinanden flere gange i nyere tid med U19-holdene – senest i vinteropstarten 2018, hvor vejlenserne vandt 1-0.

Hos U19 Liga-holdet var der også et nyt ansigt på trænerbænken, hvor Mads Nissen har taget over efter Niclas Hougaard. Den nye VB-træner fik en debutsejr, da en tidlig tysk scoring fra ellevemeterpletten blev vendt til en 2-1 sejr til gæsterne. Først udlignede Tobias Lykkebak, mens Samuel Hust stod for sejrsmålet i slutningen af kampen.

- Vi vinder 2-1 i en fin første testkamp. Fundamentet fra efteråret så strukturelt godt ud, og med små justeringer fik vi et dejligt aggressivt udtryk, især i det høje pres. Med bold var vi kampen igennem rigtigt gode og skabte mange chancer. Paradoksalt nok kommer vi bagud efter få minutter på et straffespark, som er Kiels eneste afslutning indenfor rammen i hele kampen, siger Mads Nissen, inden han beskriver de to vejlensiske scoringer.

- Omkring udligningen til 1-1, så er det efter et højt pres, at Marcus Brolund erobrer bolden og assisterer Lykkebak, der scorer et flot mål. Sejrsmålet er et indlæg fra Magnus Udengaard, som Samuel Hust scorer på i to forsøg, siger Mads Nissen.

- Efter pausen var vi endnu mere dominerende end før pausen, og det var helt efter bogen, at vi fik lavet et sejrsmål. Det er en god første test, hvor vi så masser af kvalitet både i spillet med og uden bold. Nu har vi en test mod AaB, som vi kender herhjemmefra, og så ser vi frem til endnu en tysk test mod Werder Bremen. De internationale testkampe er gode for holdet, siger Mads Nissen.

Kampfakta: 1-0 Ali Jamil Abdulla (straffespark), 1-1 Tobias Lykkebak, 1-2 Samuel Hust

U19 Liga-holdets holdopstilling (4-3-3): Gustav Knudsen (Jonathan Villefrance) – Rasmus Koch (Aiham Dahche), Andreas Tomaselli (Hjalte Gitz), Peter Ullum, Marcus Brolund (Magnus Udengaard) – Kristian Tonnisen (Eman Subasic) Max Jensen (Mads Bonde Haahr), Emil Barfod (Clemens Astrup) – Anas Raheel (Bright Appiah), Tobias Lykkebak (Samuel Hust), Yusuf Faghir (Asger Fjord Stengaard)

Emil Barfod (f. 2007) er midtbanespiller fra Hedensted IF, som er skiftet til VB Akademiets U19 Liga-hold i forbindelse med vinterpausen. Barfod er ikke noget ubeskrevet blad på VB Akademiet, hvor han også spillede fra U13-U15, inden han drog på efterskole og siden begyndte i Hedensted IF, hvor han senest har spillet Liga 1.

Peter Ullum (f. 2002) spillede sin ungdomstid på VB Akademiet, hvor han sluttede som U19 Liga-holdets anfører i sommeren 2021. Siden er det blevet til ophold i FC Fredericia, svenske Ariana FC og senest ÍF Fuglafjördur på Færøerne for den venstrebenede forsvarsspiller. Ullum, der allerede var med i den sidste del af efteråret, træner med U19 Liga-holdet for at holde formen ved lige.

VB Akademiets liga-hold har testkampe mod AaB på programmet i den kommende weekend. Lørdag er nordjyderne modstanderen i VB Parken, hvor U19-kampen spilles kl. 11.30, mens U17-kampen har kick-off kl. 12.00.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV