VB Akademiet i Bremen: U19 i deler – klart nederlag til U17

Arkivfoto: Carl Forssling

Lørdag eftermiddag har VB Akademiets tre liga-hold testet formen i Tyskland, hvor U17 og U19 stod overfor Werder Bremen, mens U15 mødte Hamburger SV. U15 tabte 1-3, U17 led et klart nederlag på hele 1-7, mens U19 spillede 1-1 og leverede en toppræstation mod Bundesliga-holdet.

Af Lars Christensen | 25. januar 2025

Da VB Akademiet kørte over grænsen lørdag morgen, var det allerede anden gang i januar, at talenterne var i Tyskland. For fjorten dage siden var det Holstein Kiel, der var modstanderen, og her var der sejre til både U17 og U19. Nu er de tyske Bundesligaer for U17 og U19 kun en uge fra genstarten, og det var et par toptunede hold, som vejlenserne stod overfor i Bremen-forstaden Ahlerstedt, hvor Stadion am Auetal lagde underlag til træningskampe.

U19-holdet stillede op uden Gustav Knudsen (m), Sander Ravn og Toby Pedersen, der alle deltager i 3F Superliga-truppens træningslejr i Belek, men cheftræner Mads Nissens mandskab leverede en toppræstation og spillede 1-1 (1-1).

- Vi spiller 1-1 i en gennemført kamp mod et stærkt tysk hold fra Werder Bremen, som kun er en uge fra, at turneringen genoptages. Det er en meget flot holdpræstation af os, selvom vi ender med at stå og forsvare en del i det sidste kvarter, hvor vi er flade. Villefrance (billedet, red.) i målet har to kæmperedninger til sidst, og så ender vi med at få vores resultat med hjem, siger Mads Nissen.

Werder Bremen kom hurtigt foran 1-0, men Tobias Lykkebak fik skabt balance på måltavlen efter en time, og det blev kampens eneste scoringer.

- Det er efter et indlæg, at vi kommer bagud 0-1, men efter en halv time udligner Lykkebak. Vi scorer efter et indlæg over bagerst i feltet til Magnus Udengaard, der afslutter, men målmanden giver en retur som ”Lykke” scorer på. Ovenpå den tidlige Bremen-scoring er det som om, at spillerne virkelig tænder, og herfra er vi virkelig gode både med og uden bolden, siger Mads Nissen.

- Vi er aggressive og fremadrettede, og det giver Werder Bremen problemer. Vi erobrer bolden højt i banen og skaber flere store chancer især omkring Yusuf Faghir, som vi kan score på. I det høje pres er vi meget stærke, men også på bolden er der en god udvikling i holdet, og vi er gode, når vi spiller bredt og derefter dybt, siger Mads Nissen,

- Det er en stærk holdpræstation, der gør, at vi kan spille lige op med et stærkt hold som Werder Bremen, så jeg kan ikke fremhæve nogen fremfor andre, siger Mads Nissen.

Kampfakta: 1-0 Boran-Firat Coskun, 1-1 Tobias Lykkebak

U19 Liga-holdets holdopstilling (4-3-3): Jonathan Villefrance – Rasmus Koch (Aiham Dahche), Andreas Tomaselli, Hjalte Gitz (Mads Bonde Haahr), Magnus Udengaard – Mathias Bang (Kristian Tonnisen), Clemens Astrup, Asger Fjord Stengaard (Anas Raheel) – Eman Subasic, Tobias Lykkebak (Nikolaj Sønderby), Yusuf Faghir

U17-holdet spillede to gode kampe mod EfB og AaB, da de i sidste weekend var værter for en miniturnering hjemme i VB Parken, men lørdag eftermiddag var vejlenserne hårdt matchet mod en voksen tysk modstander. Den venskabelige dyst på Stadion am Auetal i Ahlerstedt endte med en sejr på hele 7-1 (5-1) til de grønblusede.

- Vi er ikke decideret overmatchede på spil og chancer og spiller en okay 2. halvleg, men vi mødte bare en stærk modstander, der spillede voksenfodbold, og det var god læring for spillerne. Det er især fysisk, at vi er hårdt matchede, og så straffede Werder Bremen prompte enhver fejl, som vi begik, siger Christian Sivebæk, der er U17 Liga-holdets træner.

Laurits Engmark bragte vejlenserne foran tidligt i kampen, da han i feltet scorede efter et hjørnespark fra Brolund. Men glæden varede kort, og tyskerne var foran 5-1 halvvejs.

- Mand-mand var de stærkere, hurtigere og mere modne end os. Selvom resultatet ser voldsomt ud, så var det en meget brugbar træningskamp i forhold til at se både den enkeltes og holdets reaktion i modgang, siger Christian Sivebæk.

Kampfakta: 0-1 Laurits Engmark (xx.), 1-1 Tomas Collevecchio (17.), 2-1 Tomas Collevecchio (28.), 3-1 Tom Kaperkon (30.), 4-1 Sascha Tkachenko (32.), 5-1 Neal Afririyie (34.), 6-1 Sascha Tkachenko (50.), 7-1 Paul Wienholt (84.)

U17 Liga-holdets holdopstilling (4-3-3): Thorbjørn Pløger (Victor Strøyer) – Villads Bischoff (Ali Riad), Laurits Engmark, Jeppe Højgaard (Gustav Toft Jacobsen), Marcus Brolund – Stefan Petrache, Benjamin Stelman, Max Jensen (Markus Petersen) – Dánial Mørkøre (Benjamin Nicolaisen), Kerim Sejdic, Nicolas Gammelgaard

VB Akademiets U15 Liga-hold var også i Nordtyskland, hvor HSV’s U15-hold ventede i Hamborg. De unge akademister tabte 1-3 (0-2) til nordtyskerne, der var skarpest i felterne.

- Overordnet er det en rigtig fin kamp, men skarpheden blev afgørende. Og det var i begge ender af banen. Vi skaber også vores chancer, men brænder dem og i den anden ende møder vi et hold, der straffer vores fejl hårdt. Sådan er det at spille mod topmodstandere, men det er også lærerigt for spillerne, siger Kristian Olesen, der er U15 Liga-holdets træner.

- Vores høje presspil bliver bedre og bedre, og der har vi godt fat i dem, men når vi falder ned imiddelblok, er der plads til forbedring. Det er altid godt at blive testet mod en international modstander og se, hvor vi kan forbedre os, og vi har fået gode videoklip med hjem, som vi kan arbejde videre med på træningsbanen i bestræbelserne på at udvikle både den enkelte og holdet, siger Kristian Olesen.

U15-kampen blev spillet over tre halvlege á 30 minutter. VB fik reduceret til slutresultatet i den sidste halvleg, hvor Jacob Damgaard-Hansen scorede.

Læs hvordan Werder Bremen så kampene her.

Tirsdag aften (28. januar) spiller et kombineret U17/U19-hold en træningskamp mod FC Fredericia U19 i VB Parken. Der er kick-off kl. 19.30.

U19 Liga-holdets stærke back Magnus Udengaard leverede fire assist i U19 Ligaen i efteråret - og mod Werder Bremen var det også den 18-årige back der var ophavsmand til udligningen, da tyskernes målmand gav en ripost på en god afslutning i feltet. Arkivfoto: Carl Forssling

Tobias Lykkebak udlignede til slutresultatet 1-1 mod Werder Bremen og det var den 18-årige midtbanespillers anden scoring i pre-season. "Lykke" udlignede også til 1-1 mod Holstein Kiel for fjorten dage siden. I efteråret blev det til tre liga-mål for den fremskudte midtbanespiller. Arkivfoto: Carl Forssling

U17 Liga-holdets anfører, Laurits Engmark, kom på scoringstavlen, da han tidligt i opgøret mod Werder Bremen scorede til 1-0 efter en dødbold. De grønblusede svarede igen og vandt 7-1. Arkivfoto: Carl Forssling

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV