VB Akademiet forbedrer licensrangeringen

Foto: Carl Forssling

Talentudvalget under DBU har tildelt licens til landets ungdomsakademier for sæsonerne 2026-27 og 2027-28. VB Akademiet går fra 3,5 stjerne til 4 stjerner, forbedrer scoren fra 67,66 til 73,73 og avancerer fra niende- til syvendepladsen på listen over landets 46 licensklubber.

Af Lars Christensen | 22. maj 2026

Det er to år siden, at herrelicensklubberne i Danmark senest er blevet bedømt, men nu er inddelingerne af licensklubberne for en kommende to-årig periode på plads.

Status er, at VB Akademiet har forbedret sin samlede score og går fra 3,5 stjerne til 4. Med andre ord: Der talentudvikles blandt de bedste i Danmark.

- Det flotte resultat fra DBU er en anerkendelse af mange års hårdt arbejde på VB Akademiet. Det er med akademichef Steen Thychosen, Head of Coaching Søren Lykke, børne- og ungdomsudviklingstræner Peter Lund og administrationsansvarlig Henriette Eskildsen i ledelsesgruppen, at der hver dag bliver arbejdet meget målrettet. Vi har allerede i denne sæson set, at der er flere dygtige spillere på vej, og der er flere i pipeline, indleder Mikkel Hemmersam, der er sportsdirektør i Vejle Boldklub.

I rangeringen vurderes klubberne på en lang række parametre som strategi, organisation, produktivitet, organisation & HR og talentidentifikation. Den samlede score rækker til 4 stjerner, og pointene rækker altså til syvendepladsen.

- Vi er stærke på strategi og talentidentifikation, men vi arbejder også meget på vores produktivitet. Der er hele tiden en stigning i de unge spillere, som kommer igennem til vores førstehold, og i den netop afsluttede sæson er det bemærkelsesværdigt, at vi er den klub med næstflest spilminutter til teenagere. Det glæder mig, at vi især omkring det strategiske er højt rangeret, da det er en forudsætning for at uddanne spillere til seniorholdet, at vi allerede fra U10-U12 identificerer de spillere, som passer ind i den måde vi vil spille på. Den del er hele basen for, at et førstehold kan integrere egenudviklede spillere, siger Mikkel Hemmersam.

På VB Akademiet har man med stor spænding set frem i mod bedømmelsen, og det er en både tilfreds og stolt akademichef, Steen Thychosen, der torsdag eftermiddag har informeret trænere, ledere og spillere på VB Akademiet, og som nu kan dele glæden med offentligheden.

- Det er en meget, meget stolt akademichef der modtog DBU’s rangeringer for de kommende to sæsoner. Tilbage i 2016 var fire stjerner noget, vi drømte om langt ude i horisonten, men at det skulle lykkedes og vi er gået forbi flere velrenommerede akademier, det havde jeg næsten ikke turde håbe på.

- At vi forbedrer vores samlede score og antal stjerne, er et udtryk for, at vi på den ledelsesmæssige del af VB Akademiet har arbejdet med kontinuitet i flere år, siger Steen Thychosen.

Til de seneste A-landskampe i marts var Vejle Boldklub repræsenteret med to egenudviklede spillere, da Oliver Provstgaard og Andreas Jungdal var udtaget for første gang. Provstgaard fik tilmed sin landsholdsdebut.

- Vi har været længe undervejs i forhold til A-landsholdet, men det var en stor dag for alle i og omkring VB, da udtagelserne blev offentliggjort, og da Oliver kom ind til sin debut, var det en milepæl i nyere tid for spillere udviklet på VB Akademiet, siger Steen Thychosen.

Glæden over den kommende licensrangering deler akademichefen ikke kun med trænere, ledere og spillere på VB Akademiet. Det her er også et udtryk for det meget målrettede arbejde, der laves i Future Vejle-samarbejdet.

- Det er her, at de første græsfrø bliver sået i vores talentudvikling. Future Vejle-klubberne er hele fundamentet for VB Akademiet, og uden dem var der ikke noget spillergrundlag. Vi møder en stor tillid i vores samarbejdsklubber, hvor vi allerede får spillerne ind som 10-årige på ATK-+ center. Vi udvider hele tiden klubnetværket, og dermed forbedrer vi grundlaget for vores spillerrekruttering. Så glæden over vores forbedrede rangering skal i høj grad deles med græsrødderne, siger Steen Thychosen.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV