VB ærede le Fevre med vigtig sejr

Foto: Johnny Kristensen

Ulrik le Fevre vil glæde sig i sin fodboldhimmel over dagens kamp i Nørreskoven. På dagen, hvor VB-ikonet blev mindet behørigt, tog hans klub et vigtigt skridt i mission overlevelse, da de rødblusede efter en flot kamp besejrede Silkeborg med 2-0. Ulrik, der bevarede sit engagement for klubben til det sidste, ville have elsket det, der i dag udspillede sig på grønsværen, hvor VB for første gang denne sæson slog et top 6-hold og nu puster de øvrige bundkonkurrenter i nakken. Emmanouilidis og Albentosa scorede for VB, som endog tillod sig at brænde straffe.

Af Ole Kristensen | 25. februar 2024

Hos VB var Velkov med sit gule kort mod AGF røget i straffeboksen. Maskemanden Kolinger var dog passende sluppet ud af samme, så det var en en-til-en udskiftning i bagkæden. Også på den centrale midtbane var der en ændring, idet Tyrese Francois afløste en bænket Ofori. Vejlenserne stillede for første gang op i Vestjysk Bank-bluser.

En af årets sidste vinterdage præsenterede sig gråt og vådt, men alligevel ville 7859 tilskuere gerne på tur i Nørreskoven. VB nyder trods en udfordrende sæson en fantastisk opbakning, og i det hele taget mærker man en utrolig lyst til live-fodbold i landet som helhed.
Et velbesøgt gæsteafsnit gav fint modspil til Blok E, og der var flot fodboldstemning opgøret igennem.

Optakten til kampen bød på mindeord om ikonet le Fevre og et minuts stilhed, ligesom begge hold bar sørgebind. Også fanblokken deltog respektfuldt med taktfaste hyldestråb til ære for den elegante venstre wing.

Gæsterne fra bilbyen ejede det første kvarter. De boldfaste silkeborgensere var til stadighed på bolden og gjorde det svært for VB at komme ind i kampen. Der var da også efter en håndfuld minutter en god chance i det lille felt til Alexander Lind, som med sin brækkede hånd i en skinne var blevet klar dagens kamp. Der blev dog kun hjørne ud af situationen.

Efter 15-20 minutter meldte VB sig endelig ind i kampen. Et indlæg passerede helt over til Albornoz i venstre, som trykkede kvalificeret af, men Nicolai Larsen fik bolden vippet over mål. Et direkte frispark fra German Onugkha sad lige i favnen på Larsen, mens samme Onugkha øjeblikket efter blev spillet helt fri af Francois, men SIF-keeperen reddede flot. Gundelund spillede Onugkha flot op, men Ngbakoto kom en anelse for sent til topscorens indlæg. Barry sparkede lige forbi – jo, det var en god periode for hjemmeholdet.

De blåklædte gæster greb dog atter taktstokken, og Thórdarson sparkede snært forbi. I det 33. minut lignede det en SIF-føring. Bolden sprang op på Gundelunds hånd, og SIF-fanblokken råbte op. Dommer Jonas Hansen vinkede først afværgende, men fik øjensynligt noget hvisket i øret og bestemte sig så for at pege på pletten, og det lignede et af de utallige håbløse hands-straffespark, som intet har med spillets ånd at gøre. End ikke Kent Nielsen, som er en svoren modstander af hands-reglen, vil derfor nok være ked af, at Jonas Hansen blev kaldt til VAR-skærmen, hvorefter han omgjorde sin beslutning …

I stedet blev det lidt uventet VB, der kunne gå til pause med en føring. Gundelund gik uimodståeligt til baglinjen og lagde fladt ind i feltet, hvor Emmanouilidis kom stormende og firsttimede højt i målet. En sjældent flot scoring!

Værterne kom også godt ud fra pausen, og efter mageløst flot forarbejde af Emmanouilidis, der var her og der og alle vegne, fik Gundelund trykket af, men Frederik Rieper reddede på stregen.
Minuttet efter var det dog SIF, der i den underholdende kamp var snublende nær en udligning. Tonni Adamsen fyrede af, og bolden traf indersiden af stolpen, trillede hen ad målstregen og forsvandt ud til målspark. Her var heldet med bundholdet!

Kort efter sparkede Thórdarson snært forbi den fjerneste stolpe – jo, holdet fra Søhøjlandet bankede alvorligt på over for et heroisk kæmpende VB-forsvar mesterligt dirigeret af dagens MOM, Raul Albentosa. Trott måtte da også op med en stor redning, da Thórdarson igen forsøgte sig.
VB var presset i bund, og der måtte friske kræfter til, så Prelec tripleudskiftede efter 63 minutter. Anders K. Jacobsen, Tobias Lauritsen og debutanten David Čolina afløste Emmanouilidis, Ngbakoto og Albornoz.

Hjemmeholdet fik enkelte aflastningsomstillinger, og Gundelund var således tæt på i det 77. minut, da han efter et glimrende Čolina-indlæg måtte se Nicolai Larsen redde flot.
Med 10 minutter igen kom så die Vorentscheidung. Provstgaard fik headet på Barrys hjørne, Larsen halvklarede, og Albentosa støvede af med en fin halvflugter med venstrebenet til endeløs jubel fra tribunerne.

Få øjeblikke senere kunne det være blevet ganske grimme cifre for Silkeborg. Oliver Sonne fældede Onugkha i gennembrud, men topscoreren brændte selv det efterfølgende forsøg fra 11 m pletten, da Nicolai Larsen fornemt snuppede sparket.

Gæsterne gav aldrig op, men fortsatte ufortrødent, og indskiftede Mads Larsen nåede da også at se uforlignelige Nathan Trott snuppe endnu et SIF-forsøg. Ofori fik slutminutterne for Francois.
Ved 2-0 blev det, og vejlenserne fejrede længe med fansene en af de sjældne sejre, som nu bringer Jyllands Rubin op i nakken på Viborg, Lyngby og OB.
Advarsler til Kolinger og Čolina, mens Sonne hos SIF så gult for straffesparket.

På søndag gælder det en tur til Brøndby, mens dagens to kombattanter har aftalt en træningskamp for reserverne i morgen kl. 12:00 på JYSK Park.

Grundspil, 3F Superliga 2023-24, Vejle Stadion
Søndag den 25. februar 2024 kl. 14.00
Vejle Boldklub – Silkeborg IF 2-0 (1-0)
43. 1-0 Dimitris Emmanouilidis
79. 2-0 Raúl Albentosa

Kort:
35. Denis Kolinger (gult kort)
83. David Čolina (gult kort)

Indskiftninger:
65. Yeni Ngbakoto ud Tobias Lauritsen ind
65. Miiko Albornoz ud David Čolina ind
65. Dimitris Emmanouilidis ud Anders K. Jacobsen ind
88. Tyrese Francois ud Ebenezer Ofori ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Nathan Trott

Denis Kolinger
Raúl Albentosa (anfører)
Oliver Provstgaard

Thomas Gundelund
Hamza Barry
Tyrese Francois
Miiko Albornoz

Yeni Ngbakoto
German Onugkha
Dimitris Emmanouilidis

Bænken:
Igor Vekić (m)
Musa Juwara
Ebenezer Ofori
Anders K. Jacobsen
Victor Lind
Anders Sønderskov
Tobias Lauritsen
David Čolina
Marius Elvius

Dommer: Jonas Hansen
Tilskuere:
7.859

Silkeborg (4-3-2-1): Nicolai Larsen – Oliver Sonne, Frederik Rieper, Robin Østrøm, Lubambo Musonda (77: Jens Martin Gammelby) – Pelle Mattsson (71: Mads Larsen), Mark Brink Christensen, Stefán Teitur Thórdarson (71: Callum McCowatt) – Anders Klynge, Tonni Adamsen – Alexander Lind (88: Kasper Kusk)
Træner: Kent Nielsen

Kort:
82. Oliver Sonne (gult kort)

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV