
Foto: Daniel Abedeny
Af Lars Christensen | 4. februar 2026
Onsdag eftermiddag var det tid til generalprøven inden den kommende 3F Superliga-premiere. Vejlenserne havde besøg af Aarhus Fremad, der agerede sparringspartner i kulden i Lysholt. Gæsterne viste ingen nåde og rejste hjem med en klar sejr på 3-0. Men før pausen var vejlenserne rigtig godt med, og Valdemar Lund var med i de første 45 målløse minutter.
- Det var en fin sidste test for os. De første 45 minutter er gode, hvor vi skaber en del fine situationer på deres halvdel, men vi mangler at score, før det bliver rigtig godt. Kampen er lidt en fortsættelse af de forrige træningskampe, hvor vi arbejder meget med vores base, som er solid. Alle på holdet er afklarede med vores stil. Højt pres, lavt udgangspunkt, dybe bolde og placeringer, og det giver en god sammenhængskraft i holdet, som vi hele tiden bygger på, indleder Valdemar Lund.
- Det betyder ikke, at vi er i mål. Der er hele tiden detaljer i spillet, vi kan forbedre, og vi giver også lidt væk før pausen mod Aarhus Fremad, men vi er på rette vej. Nederlaget i dagens træningskamp er ikke ligegyldigt. Det er der ikke noget i sport, der er, men vi bruger det konstruktivt, og så skruer vi på de sidste knapper både som hold og individuelt, inden det bliver alvor på mandag, siger Valdemar Lund.
Den 22-årige forsvarsspiller kom til i august måned fra Molde på en lejeaftale. I efteråret spillede han fem 3F Superliga-kampe fra start, men i opstarten har han indledt alle fem træningskampe fra start, som den venstre forsvarsspiller i tremandsbagkæden.
- Jeg er blevet vist tillid af trænerteamet i opstarten, og det er fedt at spille kampe. Jeg har spillet både i en treer bagkæde og en firer tidligere, men det passer mig rigtig godt, at vi har spillet med tre hidtil. Der bliver der plads til mine offensive forcer, fordi jeg kan gå længere frem i banen, mens der er dækning for mig bagude, siger Valdemar Lund.
Foran sig har Valdemar Lund wingbacken Tobias Bach, og han ligner et offensivt våben for vejlenserne.
- Bach er virkelig en god spiller, som jeg nyder at spille sammen med. Han er ekstremt dynamisk og kommer i begge retninger. Han er god at spille med, fordi jeg både kan spille ham i fødderne, men også finde ham i dybden, og vi bygger hele tiden på vores relationer inde på banen. Tobias Bach kan både udfordre 1:1, men også bruge den fart, han besidder, og han er en faktor i vores venstre side, som vi skal udnytte.
Spillertruppen er med ganske få justeringer den samme, som kæmpede for pointene i efteråret, men i trænerstaben er der skiftet ud. Claus Nørgaard er trådt til som ny cheftræner.
- Man kommer til at se et Vejle-hold, som kommer til at spille simpelt. Det skal forstås positivt, for det betyder, at vi spiller afklaret fodbold. Vi har arbejdet med vores udtryk, som betyder, at alle spillere kender deres forskellige roller. Vores attitude er fyldt med power, og vi kommer til at angribe hver enkelt opgave, vi står overfor, siger Valdemar Lund.
Aarhus Fremad-dysten var den sidste forberedelseskamp i opstarten, og nu er kun en række træningspas tilbage, inden der fløjtes op for anden halvdel af sæsonen. Første modstander er naboerne fra FC Fredericia.
- Jeg har ikke den store erfaring med kampe mod FC Fredericia, men jeg kunne godt mærke i efteråret, at der er en rivalisering mellem dem og Vejle. Det er en vigtig kamp for begge klubber og deres fans. Det er det også i tabellen, og det er fedt, at vi lægger ud med sådan et opgør.
- Jeg kender Eskild Dall og Daniel Haarbo fra tidligere, og det giver altid lidt ekstra, når man står overfor tidligere holdkammerater. Vi skal ret hurtigt finde os selv i Superliga-intensitet igen og tage alle de positive takter fra opstarten med.
Inden vinterpausen vandt vejlenserne de sidste tre hjemmekampe på Vejle Stadion. 2-0 over F.C. København, 2-1 over Brøndby og 1-0 over Viborg.
- Især i Vejle betyder hjemmebanen bare meget, fordi byen virkelig omfavner holdet. Vi ramte nogle gode præstationer på hjemmebane, inden vi gik på pause, og det skal vi prøve at bygge videre på. Vejret er ikke rigtig til udendørs aktiviteter, men jeg håber, at vores fans og tilskuere trodser kulden og bevæger sig op på Vejle Stadion. Vi vil gøre vores til, at der bliver noget at varme sig på, afslutter Valdemar Lund.
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.