Ulrik le Fevre (1946-2024)

Lørdag gik Ulrik le Fevre bort, 77 år gammel, efter længere tids sygdom. Manden bag seks nationale mesterskaber og en pokaltitel, 156 kampe for VB, 37 for landsholdet, husmandsfinten og titlen Tor des Jahres 1971 i Tyskland er dermed draget til de evige fodboldbaner.

Som så mange andre gode VB’ere startede Ulrik i Vejle FC, inden han som 10-årig kunne få lov at trække den røde trøje over hovedet oven for bakken.

Som 18-årig debuterede han for VB’s førstehold d. 25. april 1965 i en hjemmekamp mod KB. Ulrik blev kastet lidt hovedkulds ind i sin debut som erstatning for en sygdomsramt Palle Brinch og tilmed skubbet ud på en for ham uvant venstre wing-plads. Men fra da af så det unge talent sig ikke tilbage og beholdt resten af karrieren den position på banen.

Ulrik var en af hele seks VB’ere på A-landsholdet dette fantastiske 1965-år, hvor VB først i sidste minut af den historiske, for første gang TV-transmitterede, kamp mod Esbjerg desværre måtte se guldet glide sig af hænde.

Havde DBU ikke haft så mange kvababbelser ved at bruge udlandsprofessionelle på landsholdet, havde Ulrik selvsagt fået mange flere end de 37 i nationaldragten.

I 1969 kom han til Borussia Mönchengladbach, hvor han med 28 landskampe i bagagen slog igennem fra dag 1. ”Der Flügelflitzer” vil altid blive husket hos ”den Fohlen” for sine 90 kampe, 21 scoringer og to mesterskaber. Og ikke mindst for det første Tor des Jahres i 1971, som tv-stationen ARD står bag. Målet mod Schalke 04, hvor Ulrik vipper bolden over to modstandere for til sidst at flugte den i nettet, bliver stadig jævnligt vist på tysk tv.

Ulriks evner på banen begejstrede i det store fodboldland, og den tyske Bundestrainer Helmuth Schön sagde om Gladbach-fløjen: ”Wäre er nur ein Deutscher…”

Efter Tyskland gik turen til FC Brügge, hvor det blev til 34 mål i de 143 ligakampe, tre belgiske mesterskaber og en pokaltitel.

Tilbage i Nørreskoven i 1977 kunne Ulrik i 1978 notere sig for endnu et mesterskab, da han med VB løb med titlen i det første år med professionel fodbold.

Herefter havde den læreruddannede le Fevre forskellige træner- og lederjobs i VB, ligesom han siden virkede som FIFA-agent.

Ulrik var via sine meritter på fodboldbanen et kendt ansigt i mange kredse. Lydklippet ”Indover, Ulrik…!” kunne man hver søndag formiddag lytte til i Leif Panduros satireprogram "Holdningsløse Tidende", der som en del af Søndagsjournalen hærgede radioen i sidste halvdel af tresserne.

Sangeren Michael Falch har altid været en stor fan af le Fevre, og i sangen ”Kære Vorherre” – dedikeret til Ulrik – synger han: ”Og husk det nu er ham med nr. elleve jeg vil være...”

Ulrik le Fevre forblev til det sidste en inkarneret VB’er. Han fulgte trofast kampene på stadion i med- og modgang, og hans glæde og begejstring var smittende, når VB trak sig sejrrigt ud af et opgør. Han var fast deltager i VB’s seniorklubs møder og havde sæde i museumsudvalget, ligesom han var en fremragende repræsentant for klubben og stillede altid beredvilligt op, når VB skulle repræsenteres udadtil ved sponsorarrangementer etc.

Samtidig var Ulrik et uhyre venligt og positivt menneske, der også fulgte levende med i sine børns gøren og laden.

Ulrik efterlader sig sin hustru Bente samt børnene Nina, Thomas og Anne.

Æret være Ulrik le Fevres minde!