Arkivfoto: Carl Forssling
Af Ole Kristensen | 6. december 2024
VB havde ændret på to pladser i forhold til de 11, der løb på banen i lørdags på Langmarksvej. Asger Fjord Stengaard og Samuel Hust erstattede Mathias Bang og Nikolaj Sønderby.
Trods støvregn fra først en blygrå, senere begsort decemberhimmel og lave temperaturer var ganske mange vidner dukket op omkring kunstbanen i Lysholt.
Et meget stærkt og fysisk kompetent AGF-hold lagde hårdt ud med højt pres, som ikke levnede vejlenserne megen ro. Det var således sparsomt, hvor meget værterne besøgte udeholdets banehalvdel i den første halve times tid.
Aarhusianerne kom meget over venstresiden, hvor dygtige Frederik Emmery udfordrede Lasse Flø. Det blev til en række indlæg, men som kampen skred frem, fik VB’s talentfulde højre back i stigende grad overhånden i de drabelige dueller de to imellem.
Gymnastikforeningen bragte sig foran efter 30 minutter. Ekemini Ime vandt en duel mod to vejlensere, og bolden endte ude i højre side, hvor Mark Steffensen kunne score fladt i det lange hjørne.
Minuttet efter syntes de hvidblusede at fordoble føringen, men scoringen blev snært underkendt for offside.
Det så ud til at blive en lang aften for de rødblusede akademister, men pludselig ændrede kampen karakter. VB fik spillet til at rulle, og angreb efter angreb rullede frem mod det aarhusianske mål.
I det 34. minut fik VB udlignet. Clemens Astrup førte bolden glimrende op og fandt Asger Fjord, der køligt kunne udplacere Marius van der Raad i AGF-målet. Mageløs flot scoring.
Fire minutter efter kom hjemmeholdet tilmed foran. Asger Fjord strandede ganske vist i første omgang på en flot parade af van der Raad. Aarhusianerne fik også reddet det efterfølgende forsøg på stregen, men tredje gang gik den ikke mere – Tobias Lykkebak sparkede bolden utageligt i nettet.
Rasmus Koch sluttede halvlegen af med en halvflugter lige på van der Raad. Jo, VB havde fået vendt det hele rundt!
En ellers velspillende Eman Subašić var ved at rode sig ud i noget prekært i starten af 2. halvleg, og han måtte selv klare ærterne med et advarselsgivende frispark. Efter dette var De Hvi’e snublende tæt på at udligne på hovedstød, men VB slap med skrækken.
Gymnastikforeningen pressede stadig højt, men vejlenserne forsvarede sig godt, og det blev da også til flere omstillingsmuligheder. Samuel Hust havde således et mere end kvalificeret langskud, som røg snært forbi opstanderen. Også AGF’s Luka Callø havde einen qualifizierten Schuss aus der zweiten Reihe, som en velspillende Villefrance tog sig af.
Gæsternes indskiftede Alan Sediq gjorde alt rigtigt, da han trak på tværs og fyrede kanonen af, men fantasiredning af Villefrance.
En udligning lå trods tappert kæmpende VB’ere i luften, og den kom da også i det 86. minut, da Luka Calløs langskud sad perfekt højt i hjørnet.
Et godt gennembrud af VB’s Udengaard med efterfølgende spark af indskiftede Tonnisen kunne have givet VB sejren, men over. Og så endte det hele salomonisk med en deler.
Der skulle dog sparkes fra ellevetemterpletten om et ekstra point, og de unge mennesker havde ikke travlt med at lade de tænderklaprende tilskuere slippe hjem i varmen. Ikke færre end 10 spark fra hvert hold måtte der til, før AGF kunne sikre sig ekstrapointet. Flø, Lykkebak, Astrup, Faghir og Tomaselli scorede for VB.
Med det uafgjorte resultat kan VB overvintre på en ottendeplads i Ligaen med 20 point – en mere end tilfredsstillende præstation af de unge akademispillere, som imidlertid stadig ikke kan holde juleferie. Der resterer nemlig en kamp i DBU Jyllands Pokalturnering, hvor VB på mandag kl. 16.30 på Langmarksvej skal forsøge at få revanche mod AC Horsens.
U19 Ligaen 2024-25, VB Parken kunstgræsbane
Fredag den 6. december 2024 kl. 15.30
Vejle Boldklub – AGF 2-2 (2-1)
29. 0-1 Mark Ian Frøkjær Steffensen
35. 1-1 Asger Fjord Stengaard
37. 2-1 Tobias Lykkebak
86. 2-2 Luka Callø
Kort:
50. Eman Subašić (gult kort)
67. Clemens Astrup (gult kort)
90. Andreas Tomaselli (gult kort)
Indskiftninger:
46. Asger Fjord Stengaard ud Bright Appiah ind
58. Eman Subašić ud Andreas Tomaselli ind
75. Rasmus Koch ud Kristian Tonnisen ind
90. Samuel Hust ud Yusuf Faghir ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Jonathan Villefrance
Lasse Flø
Anders Sønderskov
Anton Klaster (anfører)
Magnus Udengaard
Samuel Hust
Clemens Astrup
Eman Subašić
Tobias Lykkebak
Asger Fjord Stengaard
Rasmus Koch
Bænken:
Andreas Tomaselli
Kristian Tonnisen
Bright Appiah
Yusuf Faghir
Aiham Dahche
William Damgaard (m)
Rasmus Koch (f. 2007) fyldte godt fremme i banen og tog mange hårde dueller med de aarhusianske stoppere, inden han blev udskiftet med Tonnisen et kvarter før tid. Koch skiftede til VB Akademiet fra Svendborg/Oure allerede som U17 Liga-spiller. Arkivfoto: Carl Forssling
Clemens Astrup (f. 2006) skiftede til VB Akademiet fra netop AGF og var oppe imod flere tidligere holdkammerater i fredagens deler i VB Parken. Astrup stod bag den målgivende aflevering, da Stengaard udlignede til 1-1 før pausen. Arkivfoto: Carl Forssling
Jonathan Villefrance (f. 2006) leverede flere store redninger 2. halvleg og holdt vejlenserne på sejrskurs længe, men var prisgivet på Luka Calløs udligning tre minutter før tid. Arkivfoto: Carl Forssling
Lasse Flø (f. 2005) stod overfor AGF's stærke kant Frederik Emmery, men VB-backen matchede AGF'eren godt. Arkivfoto: Carl Forssling
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.