
Arkivfoto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 13. september 2026
Onsdag aften led cheftræner Mads Nissens mandskab et nederlag i Aalborg, og allerede i går lørdag var der en ny opgave på programmet med opgøret i Silkeborg. Her var Gitz, Brolund, Max Jensen og Gammelgaard tilbage i startopstillingen, efter kvartetten stod over mod AaB.
VB’erne kunne gå til pause med en føring på 3-0 i ryggen, men alt sad ikke lige i vinkel for gæsterne i de første 45 minutter.
- Før pausen kommer vi til at løbe meget efter SIF og har det svært med bolden. Vi spillede uden mod og endte med at spille for direkte, men vi havde en føring på 3-0, og det var kommet lidt ud af ingenting, indleder Mads Nissen.
Først udnyttede Kerim Sejdić en fejl af en SIF-stopper til at bringe gæsterne foran 1-0. Yusuf Faghir fik tilkendt et straffespark, som han selv omsatte til 2-0, mens Kerim Sejdić i tillægstiden af første halvleg vendte rundt foran SIF-feltet og med højrebenet sendte bolden op i hjørnet til 3-0.
- Pausesnakken gik på, at vi skulle finde løsninger bag deres pres, og det betød, at vores bagkæde skulle turde spille ind i det område. Og der løfter vi os rigtig meget i de sidste 45 minutter. Vi er i kontrol efter pausen og sætter flere rigtig store chancer op, men uden at få scoret yderligere, siger Mads Nissen.
Silkeborg reducerede til 1-3 efter 55 minutter, da Malthe Madsen udnyttede en standardsituation.
- Det er en irriterende scoring at indkassere, da det stort set var den eneste mulighed, Silkeborg skabte i løbet af kampen, men det var en god sejr til holdet efter to meget forskellige VB-halvlege, siger Mads Nissen.
Der var roser til hele holdet efter sejren, der betyder, at vejlenserne er tilbage på førstepladsen i en tæt U19 Liga, hvor holdene har spillet mellem fire og seks kampe.
- Vi har tre dørmænd nede i bagkæden, som giver meget lidt væk. Det er Gitz og Selvejer fra start, og så kommer Jeppe Højgaard ind. Sammen med Thorbjørn Pløger giver de meget lidt væk. De var bundsolide mod Silkeborg, men også Sejdić, Nicolaisen og Faghir fremme arbejder hårdt og sætter flere fine ting op. Inde centralt var Max Jensen og Eman Subašič voldsomme, og Robin Hansen gør også et godt indhop, siger Mads Nissen.
Der er en træningskamp mod FC Midtjylland i midtugen, mens oprykkerne HB Køge venter i den næste liga-kamp i VB Parken på lørdag den 19. september kl. 12.30.
U15 tabte til SIF
U17 Liga-holdet var allerede i Søhøjlandet torsdag, hvor de vandt 4-0, mens U15 Liga-kampen blev spillet sideløbende med U19-kampen. I den yngste ungdomsliga var Silkeborg bedst, da de vandt med 4-1 over VB.
- Vi kender ikke vores besøgelsestid mod et rigtig godt hold fra Silkeborg, for så kunne det være blevet en helt anden kamp. Vi udnytter ikke flere fine chancer, mens Silkeborg sender blandt andet to langskud i nettet, og så bliver det en udfordrende kamp for os. Ved pausen er vi bagud 0-4, men vi rejser os igen til 2. halvleg. Vi lykkedes dog først med at score syv-otte minutter før tid ved Storm Nordahl til slutresultatet, siger Kristian Olesen, der er cheftræner for U15 Liga-holdet.
U19 Ligaen 2026-27, JYSK park, Silkeborg
Lørdag den 12. september 2026 kl. 13.00
Silkeborg IF – Vejle Boldklub 1-3 (0-3)
30. 0-1 Kerim Sejdić
35. 0-2 Yusuf Faghir (straffespark)
45. 0-3 Kerim Sejdić
55. 1-3 Malthe Madsen
Indskiftninger:
55. Kerim Sejdić ud Ransford Amoo ind
55. Benjamin Nicolaisen ud Robin Hansen ind
70. Jakob Selvejer ud Jeppe Højgaard ind
70. Max Jensen ud Albert Frederiksen ind
76. Benjamin Stelman ud Laurits Engmark ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Thorbjørn Pløger
Benjamin Stelman
Hjalte Gitz
Jakob Selvejer
Marcus Brolund
Max Jensen
Eman Subašič (anfører)
Benjamin Nicolaisen
Yusuf Faghir
Nicolas Gammelgaard
Kerim Sejdić
Bænken:
William Damgaard (m)
Laurits Engmark
Ransford Amoo
Jeppe Højgaard
Albert Frederiksen
Robin Hansen

15-årige Albert Frederiksen fik sin U19 Liga-debut mod SIF, hvor han kom ind på midtbanen for Max Jensen efter 70 minutter. Frederiksen er den tredje spiller fra årgang 2010 til at spille for VB's U19-hold. De to første var Niklas Daae og William Østergreen. Arkivfoto: Vejle Boldklub

Jakob Selvejer spillede i midterforsvaret ved siden af Hjalte Gitz inden Jeppe Højgaard kom ind til de sidste 20 minutter. Arkivfoto: Carl Forssling
Vælg dit sæsonkortabonnement: VB PREMIUM+ · VB PREMIUM · STANDARD