Arkivfoto: Daniel Abedeny
Af Lars Christensen | 4. august 2024
VB Akademiets U13-U19 hold befinder sig i disse dage i Skagen, hvor de er på den årlige træningslejr som forberedelse til den kommende sæson. U19 Liga-holdet er kommet lidt blandet fra start i pre-season med 1-1 mod Silkeborg og 0-1 mod AC Horsens, men søndag eftermiddag fik vejlenserne udbytte. Spillemæssigt var der fremgang at spore i 3-0 sejren over norske IK Start.
- Det er en rigtig god præstation af hele U19-holdet, der gør, at vi vinder komfortabelt med 3-0. IK Start har et godt akademi og producerer traditionelt fine spillere, men i eftermiddag var vi klart bedst. 3-0 gevinsten var med pil op, og vi skal faktisk lave et mål eller to mere, indleder Steen Thychosen, der er VB Akademiets chef.
- Vi slider periodevis med spillet på den sidste tredjedel af banen. Relationerne sidder der ikke endnu, og derfor blev en række opspil ikke spillet helt store nok, men vi har overhånden i hele kampen, og vi skulle helt frem til en times spil, før de havde en afslutning mod vores mål, siger Steen Thychosen.
Åbningsmålet faldt midtvejs igennem første halvleg og var signeret Asger Fjord Stengaard.
- Det er Toby Pedersen, der erobrer bolden og spiller til Asger. Han tager bolden godt med i feltet og sparker den et par meter inde i feltet fladt ind i det korte hjørne, siger Steen Thychosen.
Kampen blev lukket med to mål med seks minutters mellemrum i anden halvleg. Først var det Anas Raheel Muhammad, der øgede, inden Tomaselli lukkede på et straffespark.
- Tomaselli generobrer en god bold og finder Anas i feltet, hvor han tæt under mål bugserer bolden i nettet med låret. Det tredje mål kommer efter et straffespark, som indskiftede Rasmus Lykkegaard tilkæmper sig. Han kommer udenom deres målmand, som vælter ham, og så kan Tomaselli meget sikkert lukke fra pletten, siger Steen Thychosen.
Udover sejren og den fine præstation hæftede akademichefen sig ved et comeback til Clemens Astrup (f. 2006), der kom ind til det sidste kvarter. Den alsidige midtbanespiller har været på sidelinjen i det meste af et helt år, hvor det kun er blevet til tre indhop i U19 Ligaen.
- Det var meget glædeligt for os alle sammen, at Clemens er så langt, at vi kan sende ham i kamp. Han har arbejdet hårdt på at vende tilbage, og 15 minutter i eftermiddag var en god begyndelse. Clemens så både fysisk og med bolden god ud, så vi glæder os over at have en stærk spiller på vej tilbage, siger Steen Thychosen.
VB Akademiets U19 Liga-hold spillede den første testkamp i Skagen mod AC Horsens uden de fire yngste medlemmer af 3F Superligatruppen, men de er nu stødt til forberedelserne i Skagen - og det kan mærkes.
- Gustav Knudsen, Flø, Tomaselli og Sønderskov betyder meget for det her hold. Det kan man bare se på de to kampe heroppe. En med dem og en uden. De kom med en rigtig god tilgang til kampen, og det er fire spillere, som løfter både sig selv og holdet med deres seniortræning, siger Steen Thychosen.
VB Akademiet vender hjem fra Skagen på onsdag, og så har U19 Liga-holdet den sidste træningskamp inden sæsonstart hjemme i VB Parken på lørdag, hvor AaB venter. Premierekampen spilles på udebane mod OB lørdag den 17. august.
U19-træningskamp, Skagen Stadion
Søndag den 4. august 2024 kl. 15.00
IK Start – Vejle Boldklub 0-3 (0-1)
20. 0-1 Asger Fjord Stengaard
57. 0-2 Anas Muhammad Raheel
63. 0-3 Andreas Tomaselli (straffespark)
Indskiftninger:
46. Magnus Udengaard ud Aiham Dahche ind
46. Sander Ravn ud Samuel Hust ind
46. Toby Pedersen ud Kristian Tonnisen ind
46. Bright Appiah ud Mathias Bang ind
46. Tobias Lykkebak ud Rasmus Koch ind
46. Asger Fjord Stengaard ud Anas Muhammad Raheel ind
60. Gustav Nørregaard Knudsen ud Jonathan Villefrance ind
60. Anders Sønderskov ud Hjalte Gitz ind
60. Lasse Flø ud Noah Ejlertzen ind
60. Andreas Tomaselli ud Rasmus Lykkegaard ind
65. Anton Klaster ud Rasmus Lundsgaard ind
75. Kristian Tonnisen ud Clemens Astrup ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Gustav Nørregaard Knudsen
Andreas Tomaselli
Anders Sønderskov
Anton Klaster (anfører)
Magnus Udengaard
Sander Ravn
Lasse Flø
Toby Pedersen
Tobias Lykkebak
Bright Appiah
Asger Fjord Stengaard
Bænken:
Jonathan Villefrance (m)
Mathias Bang
Aiham Dahche
Kristian Tonnisen
Samuel Hust
Rasmus Lykkegaard
Noah Ejlertzen
Hjalte Gitz
Clemens Astrup
Rasmus Lundsgaard
Rasmus Koch
Anas Muhammad Raheel (Hvidovre IF)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.