
Foto: Carl Forssling
Af Ole Kristensen | 28. april 2026
I forhold til lørdagens kamp havde VB Bismark Edjeodji, Max Jensen, Hjalte Gitz og Stefan Petrache med fra start.
Efter en lidt rodet start begyndte VB at sætte sig på begivenhederne. Opgørets første chance tilfaldt da også efter en halv snes minutter Hjalte Gitz, som efter et frispark fra Nicolas Gammelgaard fik en god mulighed, men stopperen fik ikke rigtig træf på bolden. Øjeblikket efter var det ACH’s Omar Darboe, der fik foræret en unødig chance efter et VB-boldtab, men snært over.
Efter et nærgående hovedstød af ”GG” efter Bangs indlæg og efterfølgende redning af keeper Riisberg faldt klokken i slag for horsensianerne umiddelbart efter. I minut 17 lagde Marcus Brolund bolden perfekt ind i det lille felt, hvor Yusuf Faghir med et tap-in kunne gøre det til 1-0.
Værterne dominerede tiltagende mod et lidt modløst virkende Horsens-hold, og ni minutter senere blev det 2-0. Mathias Bang fandt en fri Stefan Petrache i feltet, og den unge U17-spiller bankede sikkert bolden i nettet.
Samme Petrache sparkede efter en stor halv time forbi efter et godt VB-angreb.
De rødblusede sad på det hele, og inden pausen blev det da også 3-0. Gammelgaard spillede Bismark godt op, og ghaneseren hamrede bolden ind ved nærmeste stolpe.
Til overflod fik Bismark inden pausefløjt endnu en chance foræret af keeper Riisberg, men over mål, så 3-0 ved halvtid – fortjente cifre.
I pokalen gælder DBU Jyllands regler, hvorfor der kun var tre spillere på bænken, men til gengæld fri udskiftning, hvilket da også holdene benyttede sig af efter pausen.
VB koncentrerede sig om at holde føringen, mens gæsterne ikke formåede på nogen måde at udfordre vejlenserne. Dette gjorde størstedelen af 2. halvleg ret så begivenhedsløs, og der skete ikke meget i felterne.
En anden af DBU Jyllands særregler kom i spil i det 71. minut, da dommer Marius Krag Storm for første gang trak det gule kort op af lommen, hvilket betød 10 minutter udenfor til ACH’s Omar Darboe. Straks herefter havde Nicolas Gammelgaard en friløber, men Riisberg kom godt ud af sit mål og parerede ”GG’s” tidlige afslutning. Gammelgaard var nu rigtig i fokus. I det 88. minut testede han ACH-målmanden, og minuttet efter fik han endnu en friløber, men stor fodparade af Riisberg.
Fortjent 3-0 sejr til et dominerende VB-hold mod et ACH-mandskab, som ikke var nær så farligt og chanceskabende som i lørdags og ret hurtigt virkede lidt opgivende.
Finalemodstanderen bliver Hobro IK, som i den anden semifinale besejrede Randers 3-2. Hvor og hvornår finalen spilles vides endnu ikke.
VB’s ældste akademihold skal allerede på fredag, St. Bededag, i ilden igen, når AGF kommer på besøg kl. 15.30. Kom frisk i VB-Parken og se morgendagens talenter…!
Mads Nissen: I dag er vi bare gode…!
- Vi spiller en fantastisk god kamp, og med en 3-0 føring allerede ved pausen er det svært at være negativ, glædede cheftræner Mads Nissen sig efter semifinalesejren.
- Det er en flot 1. halvleg, og det er dejligt, at vi lukker opgøret så hurtigt. I lørdags lå kampen jo længe og vippede, selv om vi også der vinder 3-0. Vinden spillede jo også uhyre meget med i lørdags, hvilket indvirkede på kampens forløb – i dag er vi bare gode!
Nissen sagde, at de havde italesat flere ting, som kunne forbedres i forhold til weekendens kamp.
- Vi ville gerne spille ind i dem, når de kom i pres, i stedet for uden om dem. Det ser man fx ved 1-0 målet. Vi var i det hele taget mere ambitiøse på bolden i dag. Og da ACH i dag spillede med tre i bag, fik vi også justeret det.
Træneren fremhævede makkerparret Gitz & Klaster, der er et stærkt stopperpar, som arbejder godt sammen med Pløger. Max Jensen dækker med sit løbepensum mange rum og fik også plusser i karakterbogen, ligesom det var rart for træneren at se en stærk Faghir score.
- I 2. halvleg drejede det sig for os om at holde fast i forspringet – en helt naturlig reaktion. Til sidst fik vi dog så nogle omstillingsmuligheder, som burde have givet et par mål mere, slutter Nissen, der ikke har noget imod allerede at spille kamp på fredag igen.
- Det er engelske uger – vi er i kampflow, og det er fedt…!
DBU Jyllands pokalturnering U19, semifinale, VB Parken opvisningsbane
Tirsdag den 28. april 2026 kl. 18.30
AC Horsens – Vejle Boldklub 0-3 (0-3)
17. 0-1 Yusuf Faghir
26. 0-2 Stefan Petrache
44. 0-3 Bismark Edjeodji
Indskiftninger:
46. Stefan Petrache ud Samuel Hust ind
46. Max Jensen ud Gregor Božič ind
67. Eman Subašić ud Kerim Sejdić ind
75. Bismark Edjeodji ud Stefan Petrache ind
87. Yusuf Faghir ud Eman Subašić ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Thorbjørn Pløger
Mathias Bang
Anton Klaster (anfører)
Hjalte Gitz
Marcus Brolund
Eman Subašić
Max Jensen
Stefan Petrache
Bismark Edjeodji
Yusuf Faghir
Nicolas Gammelgaard
Bænken:
Samuel Hust
Gregor Božič
Kerim Sejdić
Carl Forssling fotogalleri:




Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.