U19 lider tungt nederlag på Fredensvang

Arkivfoto: Oliver Dinesen

VB Akademiets U19 Liga-hold tabte for første gang i en måned, da de sent fredag eftermiddag måtte se sig besejret med 2-1 på Fredensvang i Aarhus. To hurtige AGF-scoringer gjorde betingelserne for de rødblusede svære, og trods stor VB-dominans, særligt i de sidste 45 minutter, blev det kun til en reducering ved debuterende Gregor Božič efter en lille time.

Af Lars Christensen | 24. oktober 2025

Cheftræner Mads Nissen havde tre ændringer i forhold til 2-2 kampen mod Brøndby senest. Bang, Højgaard og Raheel blev erstattet af Koch, Subasic og Faghir. På bænken var kroaten Gregor Božič med for første gang, efter hans spilletilladelse er kommet frem.

Efter Valdemar Rosenberg havde sendt en halvstor AGF-chance over mål, kom de hvidblusede foran 1-0 efter ni minutter ved Adam Fuglsang, der blev spillet fri efter et VB-boldtab og sikkert kunne score. Gammelgaard havde allerede ved 0-0 et godt skud fra siden, og efter et kvarter fandt han Nicolaisen i feltet, men den unge kantspiller headede lige forbi mål.

Værterne øgede til 2-0 midtvejs igennem halvlegen, da Liam Eggert efter et VB-boldtab midt på banen kom afsted i venstre side. Han brugte sin fart og kom helt ned i feltet, hvor han med et fladt venstrebensspark scorede i den fjerne side af målet.

De to århusianske mål slog ikke vejlenserne ud, og i den resterende del af halvlegen blev der sendt flere gode forsøg afsted mod mål. En meget synlig Samuel Hust trykkede af med stor appel udenfor feltet, og bolden suste lige over. Subasic forsøgte sig også med et godt riv, men størst var chancen til unge Benjamin Nicolaisen, der kom afsted i en omstilling i højre side og trak ind under mål, hvor han trykkede af mod stolpen.

AGF’erne var også i teten to gange op mod pausefløjtet og kunne have afgjort kampen, men først fik anfører Klaster generet Adam Rosenberg så meget på en friløber, at han sparkede forbi mål, og kort efter var det William Rygaard, der efter en omstilling sendte et projektil mod VB’s mål – det øverste af overliggeren tog fra. 2-0 ved halvtid.

I forbindelse med pausen skiftede Vejle to gange. Sander Ravn og Engmark gik ud, mens Mathias Bang og debuterende Gregor Božič (f. 2008) kom ind.

Der stod så at sige VB på alt i de sidste 45 minutter, og vejlenserne forlod noget frustrerede kunstgræsbanen på Fredensvang uden noget pointmæssigt udbytte. Den eneste vejlensiske scoring faldt allerede efter en lille time, da Yusuf Faghir rev sig fri i feltet, og bolden endte så ved Gregor Božič, der fik tacklet den i nettet.

Syv minutter senere fandt Subasic så Nicolaisen i feltet, der kom til en fin mulighed, men blev afvist. Efter 68 minutter vendte en meget energisk Gregor Božič så bolden over i venstre side på Gammelgaard, der kom ind i feltet og driblede sig fri, men blev helt tydeligt væltet af Mouhammada Camara. Dommerens fløjte var meget uforståeligt tavs, mens vejlenserne måbende så til.

Der stod Vejle på alt i de sidste 20 minutter, men AGF forsvarede eget felt mesterligt, og trods langskud, et hav af indlæg og til sidste gode forsøg fra Klaster og Koch på hovedet, så var der ikke noget at hente. Vejlenserne tabte kampen i de første 20 minutter og det kunne denne gang ikke reddes på en stærk afslutning.

Cheftræner Mads Nissen: Tager de sidste 70 minutter med hjem

- Kampen bliver afgjort i de første 20 minutter, hvor vi kommer bagud 0-2. Her optræder vi for umodent og giver bolden væk to gange, hvilket de straffer hårdt. Vi får for sent ændret i vores opbygning, men da vi ændrer, bliver vi dominerende i de sidste 70 minutter. Uden bolden er vi ekstremt dygtige i vores presspil, og det giver vi AGF store udfordringer.  I pausen skifter vi Gregor Božič og Mathias Bang ind, og deres gode indhop er også med til at vende kampen for os, siger Mads Nissen.

- Uden bolden er vi over dem hele tiden, og vi erobrer bolden højt, hvilket gør, at vi ikke skal ud i de her lange returløb, som tærer på spillerne. Vi angriber hele tiden fra et højt udgangspunkt. Gregor Božič får ikke bare en god debut, men han scorer også på den situation, som Yusuf Faghir har i feltet. Det er den tilstedeværelse og aggressivitet, som Gregor Božič har, der gør, at han kommer til målet.

- Det ligner simpelthen et helt oplagt straffespark til Gammelgaard, og det er vi noget uforstående overfor, men spillerne arbejder ufortrødent videre. Vores følelse er, at vi er bedst i 70 minutter og skal have noget med hjem. Det er frustrerende, men vi skal arbejde videre, og så skal vi ikke bagud 0-2 hver gang. Det var vi også mod Brøndby, og det taber vi på mod AGF.

VB-træneren havde roser til flere af sine centrale spillere.

- Samuel Hust er igen helt fantastisk inde på midtbanen og er vel banens bedste spiller. Sikke en motor og en arbejdsradius. Gregor Božič er også god og dejligt endeligt at kunne råde over ham, og så spiller Anton Klaster sig også op i kampen. Han var bare en virkelig stærk duelspiller, da vi satte os på kampen og dikterede spillet højt i banen. Det kræver sin forsvarsleder at lukke af derfra, siger Mads Nissen.

U19 Liga-holdet kæmper videre lørdag den 1. november, hvor FC Nordsjælland gæster VB Parken fra kl. 12.30.

U19 Ligaen 2025-26, Fredensvang træningsanlæg kunstgræsbane, Viby J
Fredag den 24. oktober 2025 kl. 16.30
AGF - Vejle Boldklub 2-1 (2-0)
9. 1-0 Adam Fuglsang
23. 2-0 Liam Eggert
57. 2-1 Gregor Božič

Indskiftninger:
46. Sander Ravn ud Gregor Božič ind
46. Laurits Engmark ud Mathias Bang ind
69. Benjamin Nicolaisen ud Anas Raheel ind
86. Benjamin Stelman ud Markus Petersen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Kasper Holm Rod

Benjamin Stelman
Anton Klaster (anfører)
Rasmus Koch
Laurits Engmark

Eman Subasic
Sander Ravn
Samuel Hust

Benjamin Nicolaisen
Yusuf Faghir
Nicolas Gammelgaard

Bænken:
Victor Stroyer (m)
Kristian Tonnisen
Anas Raheel
Markus Petersen
Gregor Božič
Mathias Bang

I sin blot anden U19 Liga-kamp kom unge Benjamin Nicolaisen frem til flere chancer og han var kun et spark på stolpen fra at score før pausen. Arkivfoto: Daniel Abedeny

Anfører Anton Klaster sad udenfor hele foråret, men efter sommerpausen er han vendt tilbage til midterforsvaret. Mod AGF leverede han en god præstation i bagkæden. Foto: Carl Forssling

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV