U19 jagtede comeback i nederlag til FC Midtjylland

Arkivfoto: Carl Forssling

VB Akademiets U19 Liga-hold fik ikke noget med hjem fra besøget i Ikast onsdag aften. FC Midtjylland scorede tre gange på otte minutter før pausen og selvom vejlenserne kæmpede sig tilbage med to reduceringer i 2. halvleg, så tabte de rødblusede slaget med 4-2 og reelt den sidste mulighed for en topplacering i U19 Ligaen. Indskiftede Benjamin Nicolaisen og anfører Anton Klaster scorede for gæsterne.

Af Lars Christensen | 13. maj 2026

Fire ændringer var der at notere i forhold til lørdagens nederlag mod Randers. Stelman, Sørensen, Faghir og Nicolaisen gik ud. Ind kom Bang, Jensen, Amoo og Gammelgaard i den sædvanlige 4-3-3-formation. Med Jakob Sørensen ude og Hjalte Gitz 3F Superliga-aktuel var det Clemens Astrup der tog plads i midterforsvaret.

I en FCM-domineret første halvleg var midtjyderne ved at bringe sig foran allerede efter 12 minutter, men Thorbjørn Pløger kom stærkt ud af sit mål og afviste en helt blank Sebastian Lodberg efter et koks i opspillet hos gæsterne.

De rødblusede havde ganske få optræk til muligheder før pausen. Et par gange omkring Gammelgaard i venstre side, men vejlenserne fik ikke truet det midtjyske mål på legendariske Ikast Stadion.

Det blev 1-0 i det 36. minut, da Malik Pimpong i en halv omstilling snoede sig fri at et par vejlensiske oppassere og sendte sin fine afslutning i mål. Tre minutter senere headede U18-landsholdsspilleren et indlæg fra venstre side i nettet.

Få øjeblikke inden pausefløjtet blev det også 3-0, da et FCM-hjørnespark endte ved forreste stolpe, hvor uafklaret forsvarsspil endte med en meget, meget nem scoring til hjemmeholdet. 3-0.

Cheftræner Mads Nissen havde et dobbelt skifte til begyndelsen på 2. halvleg. Ransford Amoo og Mathias Bang forlod banen, mens Yusuf Faghir og Laurits Engmark kom ind. Kort efter pausen byttede Benjamin Nicolaisen så med Kerim Sejdić.

Vejlenserne kom ud med en god energi til de sidste 45 minutter og tog mere fat om kampen. Ti minutter efter sidebyttet var det Eman Subašič der vandt bolden i et højt pres og kunne spille en veloplagt Benjamin Nicolaisen op til en sikker reducering. 1-3.

Det vækkede for alvor de rødblusede, der med scoringer vandt mere momentum. Et lille kvarter senere kom der endnu en reducering. Gammelgaard sendte en dødbold fra venstre side ind i feltet, hvor Anton Klaster steg til vejrs og pandede læderet mod mål. Via stolpen og Yusuf Faghir fik VB reduceret til 2-3.

Selvom der fortsat stod VB på fortsættelsen, så blev det ikke til mere end et par afslutninger fra distancen fra Brolund og Gammelgaard, ligesom en velspillende Brolund et par gange rev sig fri på siden med efterfølgende indlæg, men her forsvarede midtjyderne sig godt og fik afvist yderligere tilnærmelser fra gæsterne.

Med ti minutter igen lukkede FC Midtjylland opgøret, da Emmanuel Alasé kom ind fra siden og sendte et forsøg i mål på en flot afslutning. Til sidst var det midtjyderne der havde mest overskud og jagtede flere mål, men Thorbjørn Pløger stod stærkt i målet med flere fine redninger og så endte det hele med en sejr på 4-2 til FC Midtjylland.

Cheftræner Mads Nissen: Frustreret og stolt på samme tid
VB-træneren måtte for anden gang på fire dage se sit mandskab komme bagud 0-3 på kort tid.

- Det er super frustrerende, at vi kommer bagud og kæmper os tilbage, men alligevel ikke er helt tæt på at få udlignet. Jeg er super stolt over de her drenge, som har været igennem en lang sæson og nu er ved at være nået til vejs ende, men alligevel kæmper ufortrødent videre i de sidste 45 minutter, siger Mads Nissen.

Malik Pimpong var hård ved vejlenserne før pausen, da han to gange med tre minutters mellemrum scorede.

- Ved den første scoring er der for stor afstand mellem kæderne og så er det en klinisk afslutning. 2-0-målet er bare vanvittig flot headet i nettet. I forbindelse med 3-0 målet er det en dødbold, hvor vi omkring området på forreste stolpe ser noget passive ud og nede 0-3 er det svært at få noget med fra en fodboldkamp, siger Mads Nissen.

- Vi forsvarer ikke godt nok. Det har ikke været kendetegnende for det her hold i denne flotte sæson, men det har det været i de sidste to kampe. Vi hænger ikke helt sammen i perioder af første halvleg, hvor nogen vil højt uden at bagkæden følger med og det kendetegner heller ikke holdet. Men jeg er glad for spillernes reaktion i 2. halvleg, hvor vi greb fat om kampen, men lige manglede det sidste.

- Marcus Brolund (billedet, red.) spillede en rigtig fin 2. halvleg med et par gode gennembrud med indlæg og han var også inde og få afsluttet. Det var rigtig positivt, men der var også andre der viste sig godt frem, siger Mads Nissen.

Et af samtaleemnerne blandt spillere og trænere efter kampen var reduceringsmålet til 2-3, hvor både Anton Klaster og Yusuf Faghir havde store aktier i scoringen.

- Det er svært at se fra min stol, men jeg vil nok give målet til en hårdtarbejdende Yusuf Faghir. Han er en rigtig angribertype og han er lige præcis hvor han skal være i den situation. Det er et frispark/hjørnespark fra Gammelgaard, hvor Anton Klaster kommer helt fantastisk op i tredje sals højde og header med stor kraft på stolpen, siger Mads Nissen.

- Der er fortsat to kampe tilbage af sæsonen og der skal vi give alt. Vi ser rigtig meget frem til at skulle ind på Vejle Stadion til kampen mod EfB på lørdag og håber mange tilskuere vil møde op. Det er en god oplevelse for spillerne og en god afrunding på en god sæson for U19. Og så kigger vi på pokalfinalen mod Hobro bagefter, siger Mads Nissen.

U19 Ligaen 2025-26, Ikast Stadion
Onsdag den 13. maj 2026 kl. 17.00
FC Midtjylland – Vejle Boldklub 4-2 (3-0)
36. 1-0 Malik Pimpong
39. 2-0 Malik Pimpong
44.
3-0 Thorbjørn Pløger (selvmål)
55. 3-1 Benjamin Nicolaisen
69. 3-2 Anton Klaster
79. 4-2 Emmanuel Alasé

Kort:
52. Samuel Hust (gult kort)

Indskiftninger:
46. Mathias Bang ud Laurits Engmark ind
46. Ransford Amoo ud Yusuf Faghir ind
51. Kerim Sejdić ud Benjamin Nicolaisen ind
82. Max Jensen ud Benjamin Stelman ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Thorbjørn Pløger

Mathias Bang
Anton Klaster (anfører)
Clemens Astrup
Marcus Brolund

Samuel Hust
Max Jensen
Eman Subašič

Ransford Amoo
Kerim Sejdi
ć
Nicolas Gammelgaard

Bænken:
Kasper Holm Rod (m)
Laurits Engmark
Yusuf Faghir
Benjamin Stelman
Benjamin Nicolaisen

Anton Klaster og Yusuf Faghir var begge involverede i scoringen til 2-3. Klaster headede uimodståeligt mod mål og Faghir støvede af på målstregen. Det gav anledning til diskussioner om hvem der stod bag målet. Arkivfoto: Carl Forssling

Benjamin Nicolaisen blev tirsdag udtaget til den danske trup til EM-slutrunden i Estland senere på måneden. Det fejrede han med reduceringen til 1-3 kort efter pausen. Arkivfoto: Carl Forssling

Kerim Sejdić er også udtaget til det danske U17-landsholds EM-trup. Angriberen har spillet et stort forår i U19 Ligaen med fem scoringer og fire assist. Arkivfoto: Carl Forssling

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV