U19 henter fire points på åbningsdagen

Arkivfoto: Carl Forssling

VB Akademiets foryngede U19 Liga-hold henter fire point i to kampe på åbningsdagen i Karel Stegeman Toernooi i hollandske Ruurlo. Først en målløs kamp mod JVOZ Zeeland, inden vejlenserne vinder 2-1 over De Graafschap.

Af Lars Christensen | 7. juni 2025

VB Akademiets U19 Liga-hold er på pinsetur til hollandske Ruurlo, hvor de deltager i den internationale invitationsturnering Karel Stegeman Toernooi. VB blev sidste år nr. 5 ud af de 12 deltagende klubber, mens Oliver Amby blev kåret til stævnets bedste spiller.

Åbnings-nullert mod hollandsk akademihold

Efter at være ankommet fredag tog VB hul på turneringsprogrammet lørdag eftermiddag mod den hollandske akademiklub JVOZ Zeeland. De 2 x 25 minutter blev ikke nogen fodboldmæssig åbenbaring, hvor holdene delte med 0-0.

- Vi får desværre ikke scoret i åbningskampen, som bliver lidt en typisk premierekamp. Der blev ikke skabt det helt store. Det er for sent, at vi kommer rigtigt i gang, for vi har faktisk et par halve optræk til chancer til sidst, hvor Sejdic, Anas Raheel og Gammelgaard får afsluttet. Men vores unge hold kommer på tavlen i første kamp, og vi fik set en af de modstandere, som vi ikke havde noget kendskab til, indleder Mads Nissen, der er cheftræner for VB Akademiets U19 Liga-hold.

2-1 sejr over De Graafschap

Åbningsdagens andet opgør stod mod De Graafschap. Efter en VB-føring på 1-0 ved pausen vandt akademisterne med 2-1 og fik dermed en god sejr mod et stærkt hollandsk akademihold.

Anas Raheel sørgede for målet til 1-0, da han udnyttede forarbejde af Dánial Mørkøre. Den unge færing driblede op i banen og spillede Raheel fri, og denne udnyttede tilbuddet til at score VB's første mål i Karel Stegeman Toernooi.

- De Graafschap havde vundet deres første kamp, så det var en god sejr at hente. Vi var langt mere aggressive end i første kamp mod det hollandske akademi-hold. Især uden bolden er vi stærke, mens vi med bolden har svært ved at finde løsninger mod deres 3-5-2. De få gange vi spiller centralt og så ud derfra, der løser vi det godt, siger Mads Nissen.

Pauseføringen på 1-0 blev øget kort efter sidebyttet, da en meget velspillende Marcus Brolund efter et hjørnespark kunne sende læderet i nettet til 2-0.

- Vi er også gode i anden halvleg mod en fin modstander, og vi kommer godt udover stepperne. Der bliver skabt flere chancer, men vi scorer kun på den mulighed, som Brolund udnytter efter en dødbold. Hollænderne har også deres chancer, men Thorbjørn Pløger har to afgørende redninger. Kampen slutter hektisk for os, da De Graafschap reducerer i de døende minutter. Det er efter et indlæg fra siden, at de header bolden i nettet, men det er meget sent, at de kommer på måltavlen og der var ganske lidt tid tilbage, og vi vinder 2-1, siger Mads Nissen.

- Helt overordnet er vi ikke helt tilfredse med vores udtryk på bolden. Vi mangler ambitioner, men det skal siges, at vi spiller på en meget tør græsbane. Fire point på åbningsdagen er godkendt, og vi har nu set niveauet på vores kommende modstandere. Der venter os et par gode udfordringer søndag mod Trencin, Kalmar og Willem II. Hollænderne, der venter i sidste kamp har maksimumpoint, men vi er klar til at kæmpe videre og glæder os, siger Mads Nissen.

Søndagsprogrammet indeholder tre kampe, som afgører placeringen i puljen, og hvilke placeringskampe vejlenserne skal spille 2. pinsedag. Første modstander kl. 10.00 er AS Trencin (SLO), kl. 12.45 venter Kalmar FF (SWE), mens programmet afsluttes kl. 16.25 mod Willem II (NL). Kampene ved Karel Stegeman Toernooi 2025 kan følges live her.

Karel Stegeman Toernooi 2025

Lørdag den 7. juni kl. 13.00
Vejle Boldklub - JVOZ Zeeland 0-0 (0-0)
Advarsler: Gitz
Dommer: Michel Nijdeken (NL)
Opstilling: Holm – Engmark (Dahche), Bonde, Gitz, Brolund – Subasic (Gammelgaard), Koch (Jensen), Hust – Nicolaisen (Bang) – Sejdic, Faghir (Raheel)

Lørdag den 7. juni kl. 16.40
De Graafschap – Vejle Boldklub 1-2 (0-1)
Mål: 0-1 Anas Raheel (11.), 0-2 Marcus Brolund (27.), 1-2 De Graafschap (50.)
Advarsler: Petersen
Dommer:
Stijn Loois (NL)
Opstilling:
Pløger – Dahche, Stelman (Koch), Gitz, Brolund – Petersen (Subasic), Jensen, Bang – Raheel (Hust), Mørkøre (Faghir), Gammelgaard (Nicolaisen)

U17 Liga-holdets målmand Thorbjørn Pløger havde et par rigtig fine redninger i sejren på 2-1 over De Graafschap. Arkivfoto: Carl Forssling

Anas Raheel åbner målscoringen for VB ved den hollandske invitationsturnering i Ruurlo. Offensivspilleren udnytter godt forarbejde af Mørkøre til at score til 1-0 mod De Graafschap. Arkivfoto: Carl Forssling

Grafik: Karel Stegeman Toernooi

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV