U19 afslutter engelsk uge med overtidssejr

Arkivfoto: Joachim Binder

VB Akademiets U19 Liga-hold afsluttede den engelske uge med en overtidssejr på 2-1 mod Esbjerg på udebane lørdag eftermiddag. Vikarierende anfører Rasmus Koch gjorde det til 1-0 på en hjørnesparksvariant, inden EfB senere i første halvleg udlignede på et frispark. Sejrsmålet faldt i tillægstiden ved Yusuf Faghir, der sparkede en god sejr hjem til det ældste akademihold.

Af Lars Christensen | 4. oktober 2025

Ovenpå remisen mod AaB i midtugen havde cheftræner Mads Nissen ændret på tre positioner. I målet blev der rokeret, og Thorbjørn Pløger erstattede Gustav Knudsen, mens Stelman og Raheel var nye i marken på bekostning af Hust og Mørkøre.

VB og EfB spillede en meget underholdende 4-4-kamp i VB Parken tilbage i marts, hvor vejlenserne var foran med to mål, men alligevel kom vestjyderne tilbage og fik udlignet. I det tidlige forår var EfB stærke på hjørnespark, og de slog hurtigt tilbage med en variant fra flaget, men denne gang var det vejlenserne, der havde en indøvet variant i ærmet til at åbne kampen op med.

Rasmus Koch udnyttede en god serv fra Nicolas Gammelgaard til at score efter kun seks minutter til 1-0, men vestjyderne fik bragt balance på måltavlen ti minutter før pausen. Martin Kruse sendte et frispark direkte i nettet til 1-1.

- Vi kommer godt i gang med den tredje kamp på syv dage, ligesom nogle spillere også var involveret i Future Cup-kampen mod Silkeborg i mandags. På bolden er vi gode, og vi skaber også mere end den ene chance, som Rasmus Koch scorer på efter en god standardsituation, men EfB slår så tilbage med et flot, flot frisparksmål, indleder Mads Nissen.

Efter pausen var der stillingskrig længe, men i overtiden var det Yusuf Faghir, der sendte sejrsmålet i nettet.

- Som de sidste 45 minutter skrider frem, ser vi mere og mere trætte ud. EfB er dygtige til at spille i bagrum, og det betød mange hårde løb for os i den forkerte retning, og det udfordrede os naturligvis med baggrund i de mange kampe. De får dog ikke rigtigt truet vores felt, og i stedet er vi farlige på omstillinger, siger Mads Nissen, og fortsætter.

- Det er et par minutter inde i overtiden, at vi løber med alle tre points. Sander Ravn trykker af fra distancen, og målmanden halvklarer, inden Yusuf Faghir er over riposten og scorer til 2-1. Derefter lukker vi bare af, og det var en forløsning for både spillere og trænere efter kampen.

Der var roser til stopperduoen med Sønderskov og Koch, men også den meget boldspillende midtbane fik ekstra plusser i bogen fra cheftræneren.

- Sønderskov og Koch spiller voksenfodbold nede i bagkæden, og det gør de godt. På midtbanen arbejder Max Jensen, Eman Subasic og Sander Ravn hårdt hele vejen igennem og har overskud til at løbe ekstremt mange meter og samtidig styre spillet. Men ingen underpræsterer, og det gør, at vi kan hente tre vigtige points. Nu har spillerne fire velfortjente fridage næste weekend, og så glæder vi os til at tage imod Brøndby, som vi plejer at spille nogle meget jævnbyrdige kampe mod, siger Mads Nissen.

U19 Liga-klassikeren mod vores venner fra Brøndby IF spilles i VB Parken lørdag den 18. oktober kl. 12.30. Se stillingen her.

U19 Ligaen 2025-26, TESS Arena kunstgræsbane, Esbjerg
Lørdag den 4. oktober 2025 kl. 12.00
Esbjerg fB – Vejle Boldklub 1-2 (1-1)
6. 0-1 Rasmus Koch
35. 1-1 Martin Kruse
90. 1-2 Yusuf Faghir

Kort:
90. Kristian Tonnisen (gult kort)

Indskiftninger:
46. Benjamin Stelman ud Mathias Bang ind
66. Marcus Brolund ud Samuel Hust ind
75. Anas Raheel ud Kristian Tonnisen ind
86. Nicolas Gammelgaard ud Dánial Mørkøre ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Thorbjørn Pløger

Benjamin Stelman
Rasmus Koch (anfører)
Anders Sønderskov
Marcus Brolund

Sander Ravn
Max Jensen
Eman Subasic

Anas Raheel
Yusuf Faghir
Nicolas Gammelgaard

Bænken:
Kasper Holm Rod (m)
Dánial Mørkøre
Mathias Bang
Samuel Hust
Kristian Tonnisen

Eman Subasic (f. 2008) startede på midtbanen og den stærke spiller fik efterfølgende ros for indsatsen i maskinrummet, hvor han lå sammen med Ravn og Jensen. Arkivfoto: Carl Forssling

Gustav Toft Jacobsen (f. 2008) skiftede i sommerpausen fra VB til EfB. Forsvarsspilleren begyndte på banen for vestjyderne mod Vejle, men det blev en anden tidligere akademispiller i Vejle Boldklub, Martin Kruse, der scorede til 1-1 på frispark. Arkivfoto: Carl Forssling

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV