U17 tabte til Kirgisistan

Foto: Bo Nielsen

VB Akademiets U17 Liga-hold fik ikke fuld gevinst i det andet testopgør under træningsopholdet i Antalya, da de unge talenter tabte en træningskamp til U17-landsholdet fra Kirgisistan.

Af Lars Christensen | 11. februar 2024

Tidligere på ugen var det et forynget U17 Liga-hold som cheftræner Mads Nissen sendte i aktion mod CFC Berlin 06 og de unge VB’ere leverede varen i en sejr på 3-1. Fredag eftermiddag var der mere ukendt modstand, da vejlenserne stod overfor Kirgisistans U17-landshold.

Til den opgave havde Mads Nissen sat et mere erfarent hold i U17 Liga-sammenhæng, men de kunne ikke knække ungdomslandsholdet.

- Det bliver en underlig træningskamp, fordi vi møder et hold som spiller meget atypisk det vi normalt står overfor. De havde mandsorienteret forsvarsspil over hele banen og så frustrerede de os ved at begå mange frispark og trække tiden. Det var god læring for spillerne med sådan en udfordring, men vi fik desværre ikke løst dagens opgave, indleder Mads Nissen.

Kampen fandt sin afgørelse midt i anden halvleg, da Kirgisistan scorede efter en god soloaktion.

- De udnytter en soloaktion og efterfølgende cutback til at score, og så var vi bagefter. Helt overordnet er det en kamp, hvor vi var på bolden meget og også skaber vores målchancer, men vi fik ikke bolden sparket i mål. Selvom de kommer bedre med i anden halvleg, så ligger det fortsat til os. Benjamin Nicolaisen og Kristian Tonnisen er især tæt på at få scoret mod slutningen, men deres målmand får afværget, siger Mads Nissen.

Kirgisistan er ikke nogen ny testmodstander for VB Akademiet i Tyrkiet. U19 Liga-holdet har mødt U20-landsholdet fra det asiatiske land i både 2022 og 2023, hvor det er endt 0-2 og 1-1.

VB Akademiets U17 og U19 Liga-hold skal begge i aktion i morgen mandag, hvor det gælder træningslejrens sidste testkampe. Her er modstanderen Debreceni VSC fra Ungarn. Tirsdag vender spillere og trænere tilbage til Danmark.

U17-træningskamp, Belek, Tyrkiet
Fredag den 9. februar 2024 kl. 14.00 (GMT+1)
Vejle Boldklub – Kirgisistan 0-1 (0-0)
67. 0-1 Kirgisistan

Vejle Boldklubs startopstilling:
Thorbjørn Pløger Nielsen

Aiham Walid Dahche (anfører)
Mads Bonde Haar
Hjalte Gitz
Rasmus Lykkegaard

Sven Bech Leschly
Rasmus Koch
Marcus Bunton Olesen

Samuel Hust

Malthe Emil Hansen
Yusuf Faghir

Bænken:
Benjamin Nicolaisen
Benjamin Stelman
Laurits Engmark
Eman Subasic
Kristian Tonnisen
Riley Hanson
Stefan Petrache Nielsen
Max Jensen
Sander Papuga (m) (ikke benyttet)

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV